Rumopfattelse, dels den på forhånd givne forestilling om rum i almindelighed, rumkonception, dels den sansede, primært synsmæssige tilegnelse af det eksisterende rum, rumperception.
Udgangspunktet for rumperception er etableringen på det visuelle plan af et forhold mellem flade og dybde (Maurice Merleau-Ponty), et forhold, der er variabelt og afhænger af den almene rumopfattelse. Da denne opfattelsesmåde er af mental snarere end af fysiologisk art, er heller ikke det nævnte rumlige forhold af objektiv karakter, men betinget bl.a. af den til enhver tid herskende virkelighedsforståelse.
En given kulturkreds' eller kulturepokes almene rumopfattelse vil altid sætte rammerne både for individets egen opfattelse eller oplevelse af rummet og for den kunstneriske rumskabelse. Når det gælder de naturlige omgivelser og arkitekturen, forholder rumopfattelsen sig til det virkelige rum, mens den i billedkunsten beror på en rumlig illusion. Her indtager skulpturen en mellemposition, idet den på den ene side forholder sig til det reale rum og på den anden er underlagt billedets vilkår.
Det arkitektoniske rum har sin eksistensberettigelse i opfyldelsen af bestemte krav som ramme om og scene for på forhånd definerede menneskelige aktiviteter. Funktionshensynet er følgelig en integreret del af den arkitektoniske rumudformning, men samtidig er den givne almene rumopfattelse bestemmende for den æstetiske realisering og oplevelsen af dette rum.
I billedkunsten har rummet ikke samme nødvendighedskarakter. Imidlertid kan den fiktive rumskabelse tjene til på det æstetiske plan at anskueliggøre eller problematisere den pågældende rumopfattelse.
Rumopfattelsen har synsindtrykket som udgangspunkt, og de ændringer, rumopfattelsen har undergået i historiens løb, må derfor ses i sammenhæng med skift i synsmåden.
Indtil middelalderens slutning opfattede man synet som en sansning af konkrete elementer i det lodrette synsplan, således som det var blevet stadfæstet gennem den i hele perioden gældende teori om synet, formuleret allerede i den græske matematiker Euklids traktat Optik.
Det arkitektoniske rum fremstod dermed som det blotte resultat af sammenstillingen af vandrette og lodrette flader, der proportioneredes hver for sig, men ud fra et fælles modul. Æstetisk blev oplevelsen af rummet undertrykt til fordel for opstaltens, dvs. det lodrettes, billedmæssige virkning i lag på lag af åbninger og indramninger; således i blikket gennem det antikke romerske hus ad indgangsaksen eller fra kirkens skib gennem korbuen til koret og apsis.
I middelalderens billedkunst blev opmærksomheden koncentreret om forgrundens fladeagtige figurer, og rumgengivelsen er vag og udefineret som i mosaikkernes guldgrund eller det gotiske glasmaleris gennemskinnelighed.
Med renæssancen blev synsfeltet vendt 90 grader, og synsakten blev forstået som en rationel udmåling af den vandrette bane, som blikket gennemløber mod horisonten. Den nye synsmåde med dens prioritering af den rumlige udstrækning blev indstiftet med det geometrisk konstruerede linjeperspektiv, hvis ophavsmænd var Filippo Brunelleschi og Leon Battista Alberti i årene omkring 1430.
Perspektivet blev de følgende århundreders matrice for den synsmæssige opfattelse af rummet. Det perspektiviske system videreudvikledes af matematikere og kunstnere fra det ortogonalt fokuserede central- eller frontperspektiv til det mere vidvinklede X-perspektiv med to forsvindingspunkter, der åbner rummet mod horisonten og muliggør blikkets scannende bevægelse langs denne svarende til læseretningen (se perspektiv).
I overensstemmelse med den perspektiviske opfattelsesmåde blev udformningen af det tredimensionalt proportionerede rum og dets begrænsning som geometrisk form arkitektens primære opgave, og beskuerens syns- og bevægelsesmæssige gennemvandring af rummet i et aksialt forløb blev det æstetiske mål, som det fx kom til udtryk i barokkens byplanlægning og haveanlæg. I billedkunsten blev det perspektivisk opbyggede billedrum uomgængeligt som scene for figurernes udfoldelse i billedhandlingen.
I 1700-tallet begyndte den frigørelse af rummet og af beskuerens blik fra perspektivets geometriske greb, der peger frem mod modernismen. Perceptionspsykologien, der udvikledes op gennem 1900-tallet, blev banebrydende for en ny rumopfattelse også i kunstnerisk forstand (Rudolf Arnheim, Maurice Merleau-Ponty mfl.).
Med gestaltpsykologiens teori hævdes menneskets evne til synsmæssigt at forme eller gestalte sine omgivelser i kraft af sit "medskabende blik", med Arnheims ord, frem for renæssancens postulat om disses på forhånd givne indskrivning i Universets geometriske struktur.
Rummet fremtræder nu som et fænomen i sig selv og søges ofte i arkitektur og billedkunst håndteret som et dynamisk element i kombination med tidsfaktoren i bevægelsen og flerdimensionaliteten, fra futurismen i begyndelsen af 1900-tallet til den postmoderne transparens af virtual reality og cyberspace.
Men er rumopfattelsen uløseligt forbundet med synsmåden, så er synsmåden på sin side afhængig af, hvilken grad af virkelighed man inden for en kultur tillægger de synlige omgivelser dels i deres egenskab af verden i forhold til en eventuel anden, højere virkelighed, dels som fænomen i sig selv, dvs. i forholdet mellem de faste legemer og det frie rum.
Hvor rummet ifølge Platon og den kristne middelalder i kraft af sin uhåndgribelighed måtte befinde sig på et lavere trin i værenshierarkiet, ses det i den vestlige tradition fra renæssancen og fremover som ligeberettiget med eller endog som overordnet formen (René Descartes og den moderne naturvidenskab).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.