Niccolò Fiorentino, egl. Niccolò Spinelli, 1430-1514, italiensk medaljør, født i Firenze, hvor han opholdt sig næsten hele sit liv. Han har signeret fem portrætmedaljer, heriblandt en over Alfonso d'Este fra 1492, men et halvt hundrede andre henføres til ham. Fiorentinos styrke ligger i de kraftigt modellerede portrætter på forsiderne. Ved siden af Pisanello er han en af de kendteste italienske medaljører fra 1400-t.