Karl Pavlovitj Brjullov, 1799-1852, russisk maler. Brjullov blev ti år gammel elev på kunstakademiet i Skt. Petersborg, hvor hans far var professor. 1822-34 var han stipendiat i Rom, hvor han lærte Thorvaldsen at kende, og her udførte han sit hovedværk, en kolossalfremstilling af Pompejis sidste dag (1830-33). Efter sin hjemkomst blev han professor ved kunstakademiet i Skt. Petersborg. Brjullov blev sin generations fejrede portrætmaler. I elegante fremstillinger, ofte i helfigur, har han inden for konventionens rammer med psykologisk sans skildret kunstnere, forfattere og medlemmer af adelen.