klassicisme

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Klassicisme. Den franske maler Nicolas Poussin formulerede nogle af principperne for klassicismens billedlige udtryk. Han dyrkede antikkens strenghed og de mytologiske motiver, gerne med pastoralt islæt som i Jupiters opfostring (1635, Dulwich Picture Gallery, London). Billedet viser gudebarnet på Idabjerget diende geden Amaltheia. Tegningen og den afklarede komposition havde større vægt end farven og det maleriske; noget lignende gjorde sig gældende for det klassicistiske drama: Formens gennemlyste klarhed stod over karakterernes individualisering.

klassicisme, fællesbetegnelse for kunstretninger, der efterligner eller søger at genoplive antikkens skønhedsidealer.

Arkitektur og billedkunst

Klassicistiske retninger kendetegnes generelt ved enkle, næsten strenge former og en klarhed, der bygger på symmetri, ligevægt og harmoniske proportioner.

Efter middelalderen har disse retninger jævnlig optrådt i den europæiske kunst, fx renæssancen i 1400-t. samt klassicismen i 1600-t.s franske, hollandske og engelske kunst.

Med grundlæggelsen af kunstakademierne i 1600- og 1700-t. kom de klassiske idealer i højsædet. En klassicistisk bevægelse opstod ofte som reaktion på den foregående stilperiode, fx nyklassicismen i slutningen af 1700-t., der i Frankrig var tæt knyttet til de revolutionære politiske omvæltninger.

Begrebet klassicisme kommer af fransk classicisme, af latin classicus, se klassisk.

I 1900-t. har klassicistiske tendenser præget kunsten og arkitekturen i 1920'erne og 1930'erne. Senere har den postmodernistiske arkitektur optaget klassicisme i sit formsprog.

Litteratur og teater

Klassicisme. Blandt de arkitekter, som i 1980'erne genintroducerede klassicismen i arkitekturen, var den græsk-britiske arkitekt Demetri Porphyrios. I modsætning til mange andre arkitekter, som anvendte klassiske elementer i deres bygningsværker, gjorde han sig til talsmand for en autentisk klassisk revival. Her ses et hus i Chepstow, London, som han opførte i 1988.

Klassicismen var i sit udgangspunkt fransk; den byggede på italiensk renæssance, knyttede an til enevælden som styreform og havde dramaet som hovedgenre. Lanceringen af den strålende majestæt, Ludvig 14., som tog fart i 1660'erne, fik form af en generel spejling i ophøjede antikke forbilleder. Dette udmærkede sig i en markering af tiden som "et stort århundrede".

Højklassicismen lå i 1600-t.s anden del, men diskussionen af de klassiske krav til dramaet indledtes tidligt i århundredet med en første kulmination i "Cid-striden", dvs. diskussionen af Pierre Corneilles brud på de klassiske regler i Le Cid, hvortil Académie française bidrog 1637 med en betænkning hovedsagelig forfattet af Jean Chapelain (1595-1674).

Aristoteles og Horats leverede i renæssancens udlægning de normer, der efterhånden blev til nøje udspecificerede krav, og en dramaturgisk finmekanik i overensstemmelse med visionen af samfundet som en stor maskine.

Vigtige skrifter inden for de følgende års teoridannelser leveredes af bl.a. François d'Aubignac, Corneille og Nicolas Boileau. I centrum stod det ophøjet-heroiske drama, tragedien, hvis fremmeste repræsentanter blev Corneille og Jean Racine. Inden for komedien var hovednavnet Molière, som i praksis prioriterede den sceniske virkning over teorien. Dramaet skulle overholde de tre enheder: tidens, stedets og handlingens, i en logisk komprimering uden fortællemæssige svinkeærinder. Det skulle komponeres i fem akter fordelt på en præsenterende eksposition, en knude, hvor konflikten fremlægges, en krise, hvor den spidses til, et omslag og en opløsning af konflikten. Dertil kom anvisninger på antal scener pr. akt og antal personer pr. scene, bundet sammen i umærkelige, velmotiverede overgange og under iagttagelse af krav om sandsynlighed og velanstændighed.

Jean Racine. Kobberstik af tragediedigteren Racine som 50-årig. Billedteksten kalder ham en moderne Sofokles og en pryd for fransk teater. Med sin diskrete farvelægning har gravøren George Vertue (1684-1752) forstået at mildne og individualisere det klassiske portræt.

Det var strukturens klarhed og udformningen i velklingende aleksandrinervers, der var skønhedskriteriet, og ikke virkelighedsgengivelse i senere tiders betydning. Tematisk var klassicismen fokuseret på en disciplinering af passionerne. I reglen var det antikke helte og herskere, der gennemlevede konflikterne på scenen; de fremstod i en storslået blanding af "romersk" og barokt udstyr med fjerbusk og allongeparyk. Genrerne var hierarkisk opdelt: øverst tragedien (og eposet), herunder den høje komedie — på vers, men i samtidskostume — og allernederst farcen.

Mod 1600-t.s slutning udspandt sig en strid mellem les anciens og les modernes, i en tid hvor også regimet neddæmpede den antikke symbolik. Fra Frankrig bredte diskussionen sig ud over Europa.

Også i England var klassicismen i sidste tredjedel af 1600-t. toneangivende med digteren John Dryden og restaurationsdramaet, især den saftige komedie (William Wycherley mfl.). I begyndelsen af 1700-t. stod versdigteren Alexander Pope og den satiriske prosaist Jonathan Swift for klassicismens normer, som på mange måder fortsatte gennem fornuftstiden. De blev endnu kraftigt hævdet af kritikeren Samuel Johnson omkring 1775.

Formkravene var længe toneangivende, selv hvor man ikke spejlede sig i antikkens storhed. For Ludvig Holberg, der gik ind for en borgerlig samtidsrealisme, var "reglerne" lig med fornuft og natur. Noget tilsvarende gjaldt reformatorer i bl.a. Tyskland og Italien.

Den tragiske genre fortsattes i Frankrig af bl.a. François Voltaire og ligger bag Johann Wolfgang Goethes Weimarklassik. Det heroiske drama i Danmark fik sit parodiske dødsstød med Peter Wessels Kierlighed uden Strømper (1773). Samtidig svor de gustavianske digtere i Sverige til klassicismen.

Opfattelsen af digtning som en disciplineret realisering af store modeller afløstes af romantikkens dyrkelse af det regelløse geni og de uhæmmede lidenskaber eller af det folkelige, og siden af realismens afdækning af en konkret, snavset virkelighed. Hvor de sidste tendenser udartede, har man inden for kritik og digtning — som omkring 1900 Ferdinand Brunetière, Irving Babbitt, T.S. Eliot — atter henvist til klassicismens principper, om ikke dens formkrav. Inden for dramaet har klassicismens konvention dog efter romantikken haft stor gennemslagskraft helt frem til film og tv.

Musik

Flere gange i musikhistorien har komponister og teoretikere bevidst søgt at efterligne klassiske idealer inden for tonekunsten, især antikkens. Det gælder renæssancen (ca. 1450-ca. 1600) og ikke mindst barokken (ca. 1600-ca. 1750), hvis vigtigste bidrag til musikhistorien, operaen, opstod som et forsøg på at genoplive antikkens drama.

Derimod har den stilperiode, der traditionelt kaldes wienerklassik, ikke samme æstetiske baggrund. Først i 1900-t. ses hos visse komponister bestræbelser på at genoplive barokkens og wienerklassikkens udtryksformer (bl.a. Sergej Prokofjev, Paul Hindemith, Igor Stravinsky); denne stilretning kaldes neoklassik (eller evt. klassicisme). Begrebet klassicisme anvendes således ikke som betegnelse for en periode i musikhistorien. 

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

Læs også om klassicisme i Gyldendals Teaterleksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Klassicisme. Blandt de arkitekter, som i 1980'erne genintroducerede klassicismen i arkitekturen, var den græsk-britiske arkitekt Demetri Porphyrios. I modsætning til mange andre arkitekter, som anvendte klassiske elementer i deres bygningsværker, gjorde han sig til talsmand for en autentisk klassisk revival. Her ses et hus i Chepstow, London, som han opførte i 1988.

© Dette billede må du ...

Klassicisme. Den franske maler Nicolas Poussin formulerede nogle af principperne for klassicismens billedlige udtryk. Han dyrkede antikkens strenghed og de mytologiske motiver, gerne med pastoralt islæt som i Jupiters opfostring (1635, Dulwich Picture Gallery, London). Billedet viser gudebarnet på Idabjerget diende geden Amaltheia. Tegningen og den afklarede komposition havde større vægt end farven og det maleriske; noget lignende gjorde sig gældende for det klassicistiske drama: Formens gennemlyste klarhed stod over karakterernes individualisering.

Viser 2 af 2 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
30/07/2012
idahenriksen
29/05/2011
Redaktionen
15/12/2010
Oprindelige forfattere
Holm
31/01/2009
Munk
31/01/2009
PRy
31/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki