Paris. Louvres østfacade, opført 1667-1674 af Claude Perrault. Værket blev ikonisk for den franske barokklassicisme.
Paris. Louvres østfacade, opført 1667-1674 af Claude Perrault. Værket blev ikonisk for den franske barokklassicisme.
Licens: CC BY SA 3.0

Kobberstik af tragediedigteren Jean Racine som 50-årig. Billedteksten kalder ham en moderne Sofokles og en pryd for fransk teater. Med sin diskrete farvelægning har gravøren George Vertue (1684-1752) forstået at mildne og individualisere det klassiske portræt.

.

Blandt de arkitekter, som i 1980'erne genintroducerede klassicismen i arkitekturen, var den græsk-britiske arkitekt Demetri Porphyrios. I modsætning til mange andre arkitekter, som anvendte klassiske elementer i deres bygningsværker, gjorde han sig til talsmand for en autentisk klassisk revival. Her ses et hus i Chepstow, London, som han opførte i 1988.

.

Ordet klassicisme er afledt af ordet klassisk i betydningen oprindeligt og traditionelt og betegner typisk en genoptagelse af de antikke, især græske og romerske, idealer. Som stilart inden for arkitektur og billedkunst, litteratur og teater samt musik er klassicismen et jævnligt tilbagevendende fænomen. Der er ofte tale om en reaktion på en forudgående stilperiodes vidtløftigheder, om end klassicismen optræder i forskellige former på forskellige tider og steder.

Faktaboks

Etymologi
Begrebet klassicisme kommer af fransk classicisme, af latin classicus, se klassisk.

Stilarten klassicisme bruges typisk om:

Arkitektur og billedkunst

Klassicistiske retninger inden for arkitektur og billedkunst kendetegnes generelt ved enkle former og harmoniske proportioner.

Fra 1400-tallet blev den sikre viden om antikkens arkitektoniske idealer spredt gennem talrige genudgivelser af den originale udgave af den romerske arkitekt Marcus Vitruvius Pollios tibindsværk om arkitektur, ”De architectura”.

1600-tallet blev i høj grad klassicismens århundrede. Med grundlæggelsen af kunstakademierne i 1600- og 1700-tallet kom de klassiske idealer i højsædet, også i politisk henseende. Men i 1700-tallets slutning blev den traditionelle klassicisme udfordret af dels en ny interesse for det oprindelige i form af naturen, dels en bevidst søgen efter en ny, tidssvarende stil, og der opstod nye former som den såkaldte ’romantiske klassicisme’ eller, mere udbredt, nyklassicismen.

I 1900-tallet har klassicistiske tendenser præget arkitektur og kunst i 1920'erne og 1930'erne, ligesom den postmodernistiske arkitektur har optaget klassicisme i sit formsprog.

Litteratur og teater

Den italienske renæssancedigtning udviklede sig under den franske enevoldskonge Ludvig 14. i 1600-tallets anden halvdel til litteraturens højklassicisme. Hovedgenren var dramaet og især den ophøjet-heroiske tragedie, hvis fremmeste repræsentanter blev Corneille og Jean Racine. Komedien blev domineret af Moliere. Også i England var klassicismen på dette tidspunkt toneangivende, og dens normer blev endnu kraftigt hævdet af kritikeren Samuel Johnson omkring 1775. Selv hvor man ikke spejlede sig i antikkens storhed, blev formkravene fulgt.

Opfattelsen af digtning som en disciplineret følge af reglerne for fornuft og natur blev i 1700-tallets slutning afløst af romantikkens dyrkelse af det regelløse geni og det uhæmmede, og siden hen af en realistisk, uskøn virkelighed.

Inden for kritik og digtning blev klassicismens principper, om ikke dens formkrav, omkring 1900 genoptaget, mens dramaet efter romantikkens ophør har fulgt de klassicistiske regler helt frem til film og tv.

Musik

Flere gange i musikhistorien har komponister og teoretikere bevidst søgt at efterligne klassiske idealer inden for tonekunsten, især antikkens. Det gælder renæssancen (ca. 1450-ca. 1600) og ikke mindst barokken (ca. 1600-ca. 1750), hvis vigtigste bidrag til musikhistorien, operaen, opstod som et forsøg på at genoplive antikkens drama.

Derimod har den stilperiode, der traditionelt kaldes wienerklassik, ikke samme æstetiske baggrund. Først i 1900-tallet ses hos visse komponister bestræbelser på at genoplive barokkens og wienerklassikkens udtryksformer (bl.a. Sergej Prokofjev, Paul Hindemith, Igor Stravinsky); denne stilretning kaldes neoklassik (eller evt. klassicisme). Begrebet klassicisme anvendes således ikke som betegnelse for en periode i musikhistorien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig