barok

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Barok. Peter Paul Rubens Bortførelsen af Leukippos' døtre; maleri, ca. 1618. Alte Pinakothek, München.

barok, betegnelse, der fra slutningen af 1700-t. blev anvendt i kunstteoretisk litteratur i nedsættende betydning om bizarre og irregulære træk i 1600-t.s kunst.

Fra slutningen af 1800-t. er betegnelsen blevet brugt i neutral betydning om den stilretning og kulturhistoriske periode, der efterfulgte renæssancen og omfatter kunsten i 1600- og dele af 1700-t. Tidsmæssigt falder barokken forskelligt inden for de enkelte kunstarter og geografiske områder.

Barokken ytrer sig stilistisk som en bredt appellerende kunst, der vil gribe og involvere modtageren. Udtryksregistret er meget omfattende, fra en psykologisk nuanceret portrættegning, inderliggjort og neddæmpet, til en pompøs, stiliseret kunst, der iscenesætter og forherliger kirkens og den enevældige fyrstes magt.

Ordet barok kommer af fransk baroque, af omstridt og uvis oprindelse; måske af portugisisk barocco 'uregelmæssig perle'; af nogle sat i forbindelse med baroco, et middelalderligt huskeord fra logikken, der undertiden brugtes som eksempel på verdensfjern og sær tankegang.

Udtryksformen er sanselig, farverig og dramatisk bevæget, ofte stærkt ornamenteret, kontrastrig og effekt- og grænsesøgende med en optagethed af komplekse former og samspillet mellem de enkelte kunstarter.

Som stil opstod barokken i Italien. Den spejler 1600-t.s religiøse, politiske og videnskabelige omvæltninger. Den katolske kirke tog kunsten i brug i kampen mod den protestantiske reform. Stilen bredte sig til Spanien og Amerika og nordpå i Europa med en neddæmpning i udtrykket i det franske og de protestantiske områder.

I Nordeuropa var en velhavende klasse af borgere en normsættende aftager af barokkens kunst. I Kopernikus' nye verdensbillede flyttede mennesket fra en sikker plads i en statisk verdens centrum til at være underlagt stadige, uoverskuelige forandringer.

Denne foranderlige verden er barokkunstens motiv: Det gådefulde, det angstfyldte, virkeligheden som den ligger åben for alle sanser, det mystisk henrevne, ekstasen, tiden og forgængeligheden, forvandling, fryd og triumf og mødet med Gud er tidstypiske motiver. Nye genrer, teknikker og instrumenter opstod og vandt frem for at beskrive og fortolke det nye verdensbillede.

Billedkunst og arkitektur

Caravaggio Peters korsfæstelse, maleri, 1600-01; kirken Santa Maria del Popolo, Rom. Sammen med sin pendant, Paulus' omvendelse, smykker billedet et af kirkens kapeller. Apostlen Peter blev korsfæstet med hovedet nedad, og den meget direkte realisme i figurernes fysiske udfoldelser var en revolutionerende fornyelse i malerkunsten.

Den italienske barok havde sit centrum i Rom. Den var i sin tidlige fase knyttet til et modreformatorisk kunstsyn, der lagde stærk vægt på kunstens tjenende rolle i forhold til forkyndelsen.

Rummelige kirker med enkle, længdeorienterede planer, god akustik og rækker af selvstændige sidekapeller dominerede kirkearkitekturen. Facaden og kuplen fungerede som retoriske markeringer af kirken i bybilledet, således som man ser det i de romerske kirker Il Gesù, Sant'Andrea della Valle og Peterskirken.

Også maleriet viser typiske modreformatoriske motiver som omvendelsen til den rette tro og martyrdøden for troen, fx Caravaggios billeder i kirkerne Santa Maria del Popolo og San Luigi dei Francesi; motiverne varieredes i det uendelige med stærk følelsesmæssig appel og undertiden brutalt udpenslede fysiske smerter.

Sideløbende hermed udvikledes et mere klassisk orienteret maleri af bl.a. Annibale Carracci, Guido Reni, Domenichino og Guercino, udsprunget af en fornyet interesse for højrenæssancens kunst.

Den lille kirke San Carlo alle Quattro Fontane i Rom blev opført i 1630'erne efter udkast af Francesco Borromini. Facaden blev først tilføjet 1665-67 som Borrominis sidste værk. De indad- og udadbuende kurver og bygningsformer er typiske for barokarkitekturens dynamiske karakter.

I højbarokken fra omkring 1620 havde den katolske kirke genvundet en territorial sikkerhed, der i kunsten kom til udtryk i udfoldelsen af hele stilens udtryksregister.

Perioden var præget af mindre kirkerum som San Carlo alle Quattro Fontane, Sant'Ivo della Sapienza og Sant'Andrea al Quirinale, en rig altertavleproduktion og imponerende paladser, fx Palazzo Barberini, illusionistiske rumudsmykninger, bl.a. i kirken Sant'Ignazio og Palazzo Colonna, teatralske pladsanlæg som Peterspladsen og Piazza del Popolo samt en lang række fontæner. Karakteristisk er en tæt sammenvævning af de forskellige kunstarter i ét værk med Peterskirken som det mest monumentale eksempel.

Det er den sejrrige kirke, ecclesia triumphans, der sætter sig selv pragtfuldt i scene. Processioner, teater og fester bredte sig i byen. Men i selv den mest sanseberusende kunst er ofte en stærk bevidsthed om spændinger, strid og død meget nærværende. Tidens ledende arkitekter var Carlo Maderno, Gianlorenzo Bernini, Francesco Borromini og Pietro da Cortona; Bernini og Cortona er tillige den romerske højbaroks førende billedkunstnere.

Fra Rom bredte barokken sig til det øvrige Italien med en rig blomstring i første halvdel af 1700-t. og med centre i Napoli, på Sicilien, i Venezia og Piemonte.

Det var stilens slutfase, der viser et yderligere raffinement i brugen af det kunstneriske udtryk, en nedtoning af kontraster og det appellerende engagement til fordel for en arkadisk nydelse, en teknisk virtuositet og en ornamentrigdom, der undertiden synes at være et fantasifuldt mål i sig selv.

I Rom byggedes Den Spanske Trappe og Trevifontænen. Om denne fase anvendes undertiden den italienske betegnelse barocchetto. De ledende arkitekter var Guarino Guarini, Filippo Juvarra, Bernardo Vittone og Ferdinando Sanfelice, fremtrædende billedkunstnere var Canaletto, G.B. Tiepolo og Francesco Guardi.

Diego Velázquez Venus med spejlet; maleri, ca. 1650. National Gallery, London. Billedet er en af de få skildringer af en nøgen kvinde i spansk kunst før 1800-t. Den rygvendte Venus ser på beskueren i det spejl, som Amor holder op foran hendes skød. Maleriet har også titlen The Rokeby Venus, fordi det fra 1805 fandtes i en kunstsamling på landstedet Rokeby Hall i Yorkshire, indtil det i 1906 kom til National Gallery, erhvervet ved en offentlig indsamling. I 1914 blev det flænset med syv hug af en kødøkse af suffragetten Mary Richardson.

I Spanien, Portugal og Latinamerika rendyrkedes barokkens optagethed af det yppigt ornamentale i arkitekturen. Denne udtryksform forbindes ofte med de tre arkitektbrødre Churriguera, der bl.a. virkede i Salamanca i Spanien. Den udfoldedes dog snarere af en række mindre kendte arkitekter i provinsområderne, fx i Andalusien; et illustrativt eksempel på denne stærkt ornamenterede rumkunst er kirken La Cartuja i Granada. Den spanske malerkunst viser en indtrængende, asketisk realisme og en stærkt religiøs grebethed af mystisk karakter, repræsenteret af Diego Velázquez og Francisco de Zurbarán.

Den betydeligste videreudvikling af den italienske barok fandt sted i Centraleuropa; Østrig, Bøhmen og Sydtyskland rummer barokarkitektur af højeste kvalitet, for en stor del skabt i nær kontakt til kejserhoffet i Wien, hvor Karlskirche er et fremragende eksempel, eller til de velhavende klosterinstitutioner i området, fx Melk og Ottobeuren.

Egid Quirin Asam. Højalteret i klosterkirken i Rohr i Bayern, udført 1717-23. Alteret er bygget op som en barok teaterscene med dramatisk agerende stukfigurer og fremstiller Marias himmelfart. Maria synes at svæve op gennem rummet, mens lyset vælder ned fra oven og sprænger sig vej gennem den arkitektoniske ramme omkring alteret. Under Maria betragter apostlene forbavset og andagtsfuldt den tomme marmorsarkofag.

Salzburg, Prag og Dresden var centre i den centraleuropæiske barok, hvis fornemste repræsentanter er arkitekterne J.B. Fischer von Erlach, J.L. von Hildebrandt og M.D. Pöppelmann samt brødrene Asam, der tillige virkede som malere og billedhuggere.

Den franske barok er kendetegnet ved en nedtoning af egentlig barokke stiltræk. I arkitekturen dominerer symmetri, regelmæssighed, overskuelighed og balance. De væsentligste bygningstyper er hôteller, palæer og slotsanlæg, hvorimod kirkebyggeri er sparsomt repræsenteret.

Paris var centrum for den tidlige barok. Som del af kongemagtens selviscenesættelse anlagdes monumentale pladsanlæg, både i Paris og i provinsen, ofte med en skulptur af fyrsten til hest som pladsens midtpunkt; Place des Vosges og Place Vendôme i Paris er et tidligt og et sent eksempel herpå.

Sit fuldkomne udtryk fandt den franske barok i slottet Vaux-le-Vicomte nær Paris; arkitektur, rumdekoration og have danner dér en helhed i perfekt balance omkring en gennemgående, samlende akse.

Slottet i Versailles, som det så ud i 1668, malet af Pierre Patel (d. 1676); Musée de Versailles. Billedet viser slottet kort før Ludvig 14.s store udbygning, som blev forestået af bl.a. Louis Le Vau og J.H. Mansart. Lange akser og symmetri præger det vældige arkitektur- og haveanlæg, der strækker sig langt ud i det fjerne landskab.

I slottet i Versailles blev denne anlægstype udvidet til gigantformat, hvorved den minutiøst afvejede ligevægt, der kendetegner periodens bedste arkitektur, blev forstyrret for den overfladiske effekts skyld.

Spejlgalleriet med Charles Le Bruns loftudsmykning er slottets betydeligste rum. Periodens fremtrædende arkitekter var Salomon de Brosse, François og J.H. Mansart, Louis Le Vau og havearkitekten André Le Nôtre, der udviklede den franske have med klippede vækster og snorlige gange, en af barokkens mest originale frembringelser.

Også i billedkunsten dominerede et klassisk funderet udtryk med vægten lagt på farvens og kompositionens klarhed, repræsenteret af Nicolas Poussin, mens det klassisk-heroiske landskab blev dyrket af Claude Lorrain. Omkring hoffet trivedes en repræsentativ portrætkunst med malere som Hyacinthe Rigaud.

Nicolas Poussin Digterens inspiration; maleri, ca. 1630. Louvre. Apollon med sin lyre sidder mellem digtekunstens muse, Kalliope, og den henførte digter, omgivet af putti med laurbærkranse. Farverne og lyset, der stråler lavt ind fra venstre, røber malerens inspiration fra den venetianske malerkunst.

Troen på en objektiv, intellektuelt gennemskuelig skønhed som basis for kunstnerisk skaben førte til oprettelsen af adskillige kongelige akademier til uddannelse af kunstnere. Den enevældige fyrstes kolossale forbrug af kunstnere havde yderligere fremmet sådanne institutioners virke. Kunstakademierne bredte sig overalt i Europa.

Barokkens kunstnere var ofte rejsende og havde flere hoffer som arbejdsplads; typisk er flamlænderne Rubens, hvis storslåede stil appellerede til fyrstelige mæcener viden om, og Anthonis van Dyck, der virkede ved det engelske hof. I England var den ledende arkitekt Christopher Wren, der opførte Saint Paul's Cathedral i London. I 1700-t. rejste efterspurgte kunstnere Europa tyndt.

Et særegent udtryk fandt barokkunsten i det calvinistiske Holland. Kirke og hof var i ringe omfang aftagere af malerkunst, mens et ungt handelsborgerskab var flittige købere. Nye genrer i små formater blev udviklet, egnet til ophængning i private hjem: landskaber, søstykker, blomster- og folkelivsbilleder, jagt- og frugtstykker.

Rembrandt Selvportræt; maleri, 1669. Mauritshuis, Haag. I den lange række af selvportrætter viser Rembrandt sine vidt forskellige ansigtsudtryk og luner, fra latter til fortvivlelse, klædt i simpelt tøj eller fornemme dragter. I dette sidste selvportræt, malet i det år, han døde, er udtrykskraften dæmpet; hustruen, Hendrickje, var død i 1663, sønnen Titus i 1668.

Det nære og genkendelige udgjorde den foretrukne motivverden, det stille liv i den egne stue, vejrets foranderlighed. Udtrykket spænder fra den nyriges glæde ved håndgribelig overflod til en mystisk betagelse af det underfulde i det mest velkendte (Vermeer van Delft). Der appelleres til alle sanser i maleriet; men vanitas-tanken, at alt det yppiges tid er kort, er bestandig inddraget i fremstillingen, bl.a. i de meget populære stilleben.

Portrætkunsten blomstrede med Frans Hals og Rembrandt; den individuelle karaktertegning blev fremhævet i modsætning til de repræsentative standssymboler i hofportrættet. Som et ensomt højdedrag i denne rige kunst strækker Rembrandts religiøse maleri sig.

I den hollandske arkitektur blev den franske klassiske ro udviklet til en borgerlig stil, der bruger det klassiske formsprog med en diskret elegance, fx Mauritshuis i Haag. Denne byggemåde blev eksporteret til bl.a. Danmark (fx Charlottenborg i København). Det franske hôtel- og slotsbyggeri øvede en toneangivende indflydelse over hele Europa, ofte blandet med træk lånt i Wien eller Sachsen, som det kan ses i Prinsens Palæ i København og Eremitagen i Dyrehaven.

Nationalmuseet. Hovedindgangen til museet.

Nationalmuseet. Hovedindgangen til museet.

Inspireret af både fransk og italiensk barok skabte de svenske arkitekter Nicodemus Tessin d.æ. og d.y. monumentale bygninger som Drottningholm slott og Stockholms slott. Som en nordeuropæisk nyskabelse udvikledes i 1600-t. en protestantisk kirkearkitektur. Bygningen skulle tjene ordets forkyndelse, og derfor blev kirkestolene arrangeret således, at de på tre sider omrammer en væg med prædikestolen i midten.

De kan også være bygget op i flere etager (pulpiturer), og alter, prædikestol og orgel er placeret over hinanden på den fjerde væg (Nieuwe Kerk i Haarlem og Christianskirken i København). Rummet er ensartet og vel oplyst.

I Danmark var barokken en af de største byggeperioder i landets historie med opførelse af slotte som Fredensborg Slot og Frederiksberg Slot, herregårde, palæer og kirker; fremtrædende arkitekter var Lauritz de Thurah, E.D. Häusser og J.C. Ernst.

Malerkunsten var i alt væsentligt domineret af udenlandske kunstnere; Karel van Mander og Abraham Wuchters forsynede kongehus og adel med talrige portrætter i den bedste europæiske mode, og Bénoit Le Coffre og Hendrik Krock udsmykkede de kongelige slotte med loftsmalerier.

Abel Schrøder, d.y. Prædikestolen i den tidligere klosterkirke på Gavnø. Selve stolen bæres af en hovedløs trold, sådan som den optræder i slægten Trolles våben; Niels Trolle havde i 1663 købt Gavnø og bekostede i årene derefter bl.a. indretning og udsmykning af Gavnø Kirke og Vejlø Kirke.

I billedhuggerkunsten trivedes samtidig en international stil, også forvaltet af udlændinge som Abraham Lamoureux og Thomas Quellinus, og en lokal træskærerkunst, der excellerede i en fantasifuld ornamentik - bruskbarok - og blev forestået af bl.a. Abel Schrøder.

Barokkens sene fase gled fra omkring 1720 i Frankrig over i rokokoen, som bredte sig med forskellige forsinkelser til det øvrige Europa. Læs også om barokken i afsnittene om billedkunst og arkitektur under de enkelte lande.

Forskning i baroktidens kunst begyndte i slutningen af 1800-t. Det skete samtidigt med, at en nybarok retning og en moderne barokinspireret kunst greb om sig i Europa.

Edouard Manet skabte i 1860'erne en revolutionerende malerkunst under stærk inspiration fra den store spanske barokmaler Velázquez, og Auguste Renoir lod sig på samme tid inspirere af Rubens.

I 1888 udkom kunsthistorikeren Carl Justis store biografi om Velázquez, et pionerværk; samme år udgav Heinrich Wölfflin Renaissance und Barock, og i 1908 kom Alois Riegls Entstehung der Barockkunst in Rom. I disse værker blev grunden lagt til 1900-t.s meget omfattende barokforskning.

Blandt danske kunsthistorikere må Christian Elling fremhæves. I hans bøger om Rom er i særlig grad 1700-t.s kunst set med friske øjne. 1980'ernes og 1990'ernes nyvakte interesse for figurmaleriet har ligesom de postmoderne strømninger i arkitekturen betydet en genopblussen af interessen for barokkens kunst.

Kunsthåndværk

Udformningen af barokkens bohave fulgte de regionale stilforskelle i arkitektur og maleri. Toneangivende var den franske enevælde, hvis hofværksteder fremstillede lysekroner, spejlglas, billedtæpper, gulvtæpper og silkestoffer samt skabe og borde med finér og indlægninger af metal og skildpadde eller af træ og ben. Læs videre om barokkens kunsthåndværk.

Litteratur

Først efter kunsthistorikernes interesse for barokken indførtes en lignende bestemmelse af litteratur fra slutningen af 1500-t. til omkring år 1700. I modsætning til den samtidige eller følgende mådeholdende klassicisme i litteraturen betegner barokken det ekstremistiske i stil og ånd. Læs videre om barokkens litteratur.

Teater

Barokken er en af de mest dynamiske perioder inden for europæisk teater. Generelt kan barokken ses som en sansemæssigt forførende stil, som bl.a. bliver et våben for kirken i tidens kamp om sjælene. Der er ingen vedtaget periodeafgrænsning for barokteatret; der forekommer overgangsformer, og udviklingen går i forskelligt tempo i de enkelte lande. Det højt udviklede illusionssceneri kan imidlertid ses som et afgørende kendemærke. Læs videre om barokkens teater.

Musik

Johann Sebastian Bach, malet af Elias Gottlieb Haussmann i 1746. Bach er malet som 61-årig, mens han var Thomaskantor i Leipzig. Billedet blev overdraget til Sozietät der Musikalischen Wissenschaften, som komponisten indtrådte i året efter. Bach fremviser her den såkaldte GådekanonCanon triplex à 6 V(ocibus), BWV 1076, komponeret til det musikalske selskab. Museum für Geschichte der Stadt Leipzig.

Som betegnelse på den stilperiode i musikhistorien, der strækker sig fra ca. 1600 til midten af 1700-t., blev ordet barok anvendt første gang omkring 1920; det er med tiden blevet almindeligt anerkendt i denne betydning, først i de angelsaksiske lande, efterhånden også i de latinske. Så sent som i 1960 foretrak en fransk musikhistoriker at tale om "koncerterende stil" frem for "baroque". Læs videre om barokkens musik.

Dans

Barokdans er fællesbetegnelse for franskpræget mode- og teaterdans fra anden halvdel af 1600-t. og første halvdel af 1700-t. Barokdans må først og fremmest karakteriseres som en dekorativ kunstart, hvor særligt den strenge symmetri er fremherskende. Skønhedsidealet hentedes i antikkens kunst, bevægelserne var elegante og uaffekterede, men strengt kontrollerede. Læs videre om barokkens dans.

Læs også om barok i Gyldendals Teaterleksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Slottet i Versailles, som det så ud i 1668, malet af Pierre Patel (d. 1676); Musée de Versailles. Billedet viser slottet kort før Ludvig 14.s store udbygning, som blev forestået af bl.a. Louis Le Vau og J.H. Mansart. Lange akser og symmetri præger det vældige arkitektur- og haveanlæg, der strækker sig langt ud i det fjerne landskab.

© Dette billede må du ...

Den lille kirke San Carlo alle Quattro Fontane i Rom blev opført i 1630'erne efter udkast af Francesco Borromini. Facaden blev først tilføjet 1665-67 som Borrominis sidste værk. De indad- og udadbuende kurver og bygningsformer er typiske for barokarkitekturens dynamiske karakter.

© Dette billede må du ...

Barok. Peter Paul Rubens Bortførelsen af Leukippos' døtre; maleri, ca. 1618. Alte Pinakothek, München.

Viser 4 af 4 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+419006659.801.svg (146.33 kB)

Barok. Skab, 1600-t.

Admin

04/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
17/01/2014
sthornval
12/11/2013
Redaktionen
20/09/2013
Ekspert
UrsFu
Oprindelig forfatter
MNyk
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki