impressionisme - musik

© AKG

Max Reger virkede i en årrække som organist ved siden af professorembedet i Leipzig. Selv skrev han betydelige værker for orgel. Fotografi fra ca. 1910.

I forbindelse med musik knyttes betegnelsen impressionisme oftest til værker af Claude Debussy som fx Prélude à l'après-midi d'un faune (1895) for orkester, operaen Pelléas et Mélisande (1902) og en række klaverværker, Estampes, Images mfl.

Nok var betegnelsen, med henvisning til malerkunsten, lejlighedsvis blevet brugt tidligere til at karakterisere naturlyrisk stemningsmusik, fx "Waldweben" i Richard Wagners Siegfried (uropført 1876); men det var først i forbindelse med Debussys musik, at den slog igennem som udtryk for musikstilistisk særpræg.

Hovedvægten ligger her på de klanglige farvenuancer på bekostning af melodisk udfoldelse og rytmisk energi. En typisk impressionistisk melodi vil ikke folde sig ud i store kurver, men kredse omkring få toner i en afspændt rytme. Til gengæld vil det klanglige være artikuleret i fint afstemte nuancer, og tonaliteten vil ofte være sløret.

Som eksempel kan nævnes indledningen af Prélude à l'après-midi d'un faune, hvis melodiske forløb og harmoniske struktur klinger, uden at hovedtonearten træder tydeligt frem; det hele foregår i svage dynamiske nuancer uden markante rytmer, men i en udsøgt klanglig iklædning domineret af en solofløjte ledsaget af oboer, klarinetter og andre blæsere og af en harpes glissandi.

Mens Debussys næsten drømmende musik således ikke umiddelbart svarer til det impressionistiske maleris lysvågne øjebliksbillede af synsindtrykket, kan den med sin detaljerigdom og gerne vage konturer dog ofte lede tankerne i den retning. Det samme kan den atmosfæremættede stilstand, som ofte suggereres.

Men mens denne er til stede i billedet som tilstand, vil den aldrig kunne indfanges i musikken, som nødvendigvis udfolder sig i tiden. Sådan set er impressionistisk musik mere en tendens end en realitet, og den er derfor vanskelig at afgrænse.

Man har kunnet fornemme denne tendens i musik af bl.a. Paul Dukas, Maurice Ravel og Arthur Honegger i Frankrig, Cyril Scott og Frederick Delius i England, Ottorino Respighi i Italien, Isaac Albeniz i Spanien, Karol Szymanowski i Polen og Aleksandr Skrjabin i Rusland.

I Tyskland øvede impressionismen en ikke ringe indflydelse. Her fremskyndede den tendenser hos komponister af den tysk-senromantiske tradition, fx Max Reger og Franz Schreker, til en udvikling bort fra tonalitet hen imod en mere klangorienteret, men tillige stærkt subjektivt ladet musik, der ikke skyede de stærke rytmiske og dynamiske virkemidler og således kom til at bane vej for ekspressionismen. Tilsvarende tendenser kan iagttages hos Skrjabin og Szymanowski.

Læs videre om impressionistisk litteratur.

Læs også om impressionisme generelt.