Allegori. Sagnet om Rottefængeren fra Hameln inspirerede i 1942 Hans Scherfig til denne allegoriske fremstilling af nazismen (personificeret i Adolf Hitler) som moralsk og ideologisk forfører.

.

Allegori, "at sige noget andet", sindbillede, en sproglig eller billedlig fremstilling, som har overført betydning, dvs. udtrykker noget andet end det, som helt konkret fortælles eller vises. Både idéer og begreber kan anskueliggøres ved personer eller ved symboler. Manden med leen og timeglasset er således en allegori på døden. Fremstillinger af leen og timeglasset alene er derimod symboler på døden.

Faktaboks

Etymologi
Ordet allegori kommer af græsk allegoria, af allo- og agoreuein 'tale', egl. på torvet agora.

Sproglige allegorier

Som retorisk figur (se talefigur) findes allegorier i taler, digtning og billedkunst. At tolke allegorier vil sige at afdække en "egentlig" mening med en given tekst bag den bogstavelige.

Allegorisk metode spillede en betydelig rolle i antikken; stoikerne brugte allegorier til filosofisk omtolkning af religiøse forestillinger, en tendens, der forstærkedes i senantikken, fx hos Plutarch. Allegorisk metode benyttedes ligeledes i vid udstrækning i jødisk og kristen bibelfortolkning, og metoden blev udviklet til en "videnskabelig" hermeneutik; se også den alexandrinske skole og Filon fra Alexandria. Hos Augustin fik den en særlig dybde.

Billedkunsten

Allegoriske billeder findes i antikkens kunst og optræder hyppigt i middelalderkunsten, hvor et abstrakt begreb eller en sammensat tankemæssig forestilling er fremstillet ved hjælp af symbolske billeder, personer eller enkeltsymboler med en på forhånd fastlagt betydning: En kvinde med bind for øjnene og sværd og vægt i hånden symboliserer upartiskhed og er en allegori på Justitia, retfærdigheden; de genstande, der sammen med personen karakteriserer denne (bind, sværd og vægt), kaldesattributter.

Allegorier igennem historien

Grundlaget for allegorien var middelalderens teologisk-filosofiske verdensopfattelse, ifølge hvilken alting i universet i analogi henviser til Gud. I renæssancen indførte man de antikke guder og mytologiske figurer i ofte indviklede allegorier, som det fx ses i flere af Botticellis malerier. Allegorien nåede sit højdepunkt under barokken, både i modreformationens tjeneste og i mere verdsliggjort form som led i dyrkelsen af enevoldskongen. Fra og med romantikken blev allegorien anset for at være gold konvention i modsætning til symbolet, samtidig med at allegorien mistede sin almene reference.

Postmodernismen

Med postmodernismen har allegorien igen fået aktualitet, først og fremmest gennem Walter Benjamins genformulering af begrebet. Allegorien betegner her en billedform, som hos fx billedkunstneren Robert Rauschenberg, der arbejder med allegorilignende elementer, men uden den facitliste, som de traditionelle allegorier havde i de ikonografiske håndbøger, som fx Cesare Ripas Iconologia (1595).

Paul de Mans sekulariserede allegori

Inden for litteraturen fik Paul de Man særlig betydning, idet han med sine skrifter om retorik-begrebet lancerede en moderne "sekulariseret allegori", baseret på en sprogopfattelse, hvor tegnenes organisering ikke er stabil. I modsætning til den klassiske allegori hentyder den sekulariserede ikke til en bestemt, fastlagt tankebygning eller dogmatik.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig