bibliofili

bibliofili, sansen for at værdsætte bøger i gode eksemplarer; bibliofili opstår i princippet, når glæden over bøgers indhold udvides til også at gælde deres fysiske fremtrædelse.

Bibliofile bogsamlere er fælles om at stille særlige krav til det enkelte eksemplar, alt efter personlig smag og interesse: bogens udgave, bogens bind, særlig smukt trykte eller kunstnerisk illustrerede bøger, privattryk, eksemplarer med håndskreven dedikation fra forfatteren, med en væsentlig ejerhistorie (provenienseksemplar) eller med særlige relationer til forfatteren (associationseksemplar).

Klassiske samlerområder, fx berømte bogbinderes arbejder (se bogbind) og banebrydende offentliggørelser inden for litteratur og videnskab i det første tryk (førsteudgave), har i 1900-t. fået selskab af fx kriminallitteratur, paperbacks og tegneseriehæfter, hvor efterspørgslen ikke altid (endnu) har skabt høje priser.

Bøger fra 1800-t. og 1900-t. med originalgrafik er et felt, der har fristet til udgivelse af mange fødte "sjældenheder", særudgaver i små oplag og i nummererede eksemplarer.

I lighed med andre samlefelter er der flydende overgange, men to hovedkategorier af bibliofile samlere kan opstilles: biblioteksamlere, der betoner bredde og ofte tilstræber fuldstændighed, komplette forfatterskaber o.l., og kabinetsamlere, der foretrækker at eje få bøger, der til gengæld er topstykker i kvalitetsmæssig henseende.

Store bogsamlere kaldes normalt sådan, fordi deres samlinger var store i omfang, i Danmark fx Otto Thott og P.F. Suhm, hhv. ca. 200.000 og 100.000 bind.

Blandt de relativt få danske kabinetsamlere kan nævnes gehejmeråd Frederik Walter (d. 1718), hvis samling var på knap 1000 udsøgte bind, Vilhelm Hammershøi, der ejede ca. 1000 danske bøger fra fire århundreder i luksuseksemplarer, og Mario Krohn, hvis ca. 650 bind dansk guldalderlitteratur nu ejes af Det Kongelige Bibliotek. En kreds af danske bibliofiler er samlet i Dansk Bibliofilklub.

Det Kongelige Bibliotek ejer også fx grosserer Holger Laage-Petersens H.C. Andersen-samling, der er samlet i 1900-t.s første halvdel. Det faktum, at mange ældre privatsamlinger med tiden helt eller delvis er indgået i offentlige biblioteker, antyder, at forskning og bibliofili ofte har stor gavn af hinanden.

På længere sigt medfører det imidlertid, at markedet langsomt drænes for klassiske bøger i gode eksemplarer for nye generationer af private samlere. Kimen til flere fremragende videnskabelige biblioteker har ligget i private samlinger; i 1800-t.s slutning gælder det fx John Pierpont Morgan og i 1900-t. Martin Bodmer.

Se også antikvarboghandel.