Bogbind. Fra venstre mod højre 1 Tysk helbind fra 1558 hæftet på ægte bind, med spænder og ciseleret guldsnit. Med linje-, rulle- og pladestempler; i midtfeltet Martin Luthers portræt, på bagsiden Melanchthon og årstal. Højde 212 mm. (Ph. Melanchthon Heubtartikel Christlicher Lehre, Wittenberg 1558. Det Kgl. Bibliotek). 2 Spejlbind af fåreskind, hæftet på ægte bind. Blindtryk, kanter og ryg med guldtryk, i rygfelterne en kronet løve. Bindtypens oprindeligt rektangulære spejl er her kombineret med et rokokopræget ekstra spejl. Udført af Aug. Heinr. Helmuth i København. Højde 246 mm. (Christoph Starke Synopsis...Kurzgefaßter Auszug...Altes Testaments, Berlin & Halle 1742-44. Det Kgl. Bibliotek). 3 Halvbind fra ca. 1850. Marmoreret fåreskind, marmoreret overtrækspapir. Ryg forgyldt med nyrokokoornamenter. Højde 198 mm. (E.C. Werlauff Historiske Efterretninger om det store kongelige Bibliothek i Kiøbenhavn, 2.udg. 1844. Privateje). 4 Komponeret bind, dvs. forlagsbind. Sort klichétryk på lyst lærred. Figuren er af Joakim Skovgaard, rammen af Th. Bindesbøll. Udført af Petersen & Petersen, København. Højde 217 mm. (Selma Lagerlöf Dronninger i Kongshelle og andre Fortællinger, København 1904. Det Kgl. Bibliotek).

.

Bogbind. Millimeterbind med sort skindryg og forkant, overtrækspapir med sorte linjer og pålagte felter. Eksempel på nutidige, fritformede binddekorationer med hensyntagen til bogens indhold. Udført af Erik P.G. Olsen i 1966. Højde 298 mm. (Marius Kjeldsen og W.R. Simonsen Industrialised Building in Denmark, København 1965. Det Kgl. Bibliotek).

.

Bogbind er den del af bøgers udstyr, der består af ryg og permer (bindsider).

Indbinding foretages af både praktiske og af æstetiske grunde: dels for at holde bogen sammen og beskytte den og dels for at pryde og udsmykke den.

Teknik – den håndindbundne bog

Bogen skilles ad i sine løse læg, oftest a 16 sider, og tavler og omslag klæbes på false. Efter presning saves (oftest tre) riller i bogryggen, medmindre der tilsigtes "ægte" bind. Forsats og evt. friblad tilskæres.

På en "hæftelade" er opspændt hæftesnore i antal og afstand som rillerne, og nu hæftes læg for læg med en trådtykkelse afpasset efter læggets tykkelse. Nålen føres ind og ud i rillerne og uden om hæftesnorene.

Bogen tages ud af hæfteladen. De frie hæftesnores ender flosses op og klistres ned på forsatsens fals (ved lavfalset bind) eller trækkes ind under den (ved dybfalset).

Bogryggen limes, og bogen beskæres på alle tre sider, medmindre man har valgt at beskære bogen læg for læg i en papsaks inden hæftningen, hvorefter den kun beskæres foroven og får guldsnit, marmoreret eller farvet snit. Når limen er tør, rundes bogryggen med en hammer. Bogen sættes i presse, og der bankes fals.

Kapitælbånd påsættes, ryggen overklæbes med papir eller det gazelignende jaconet for at holde på rundingen. Ved lavfalsede bind påsættes en løsryg af karton (modsat "ægte" bind). Pap på siderne tilskæres nogle få millimeter større end bogblokken (formering) og påsættes.

Derefter påsættes de valgte bindmaterialer som chagrin, maroquin, nigerskind, oaseged eller andet skind (der først skal skærfes tyndt i kanterne), lærred, buckram, shirting, fablea samt ved halvbind overtrækspapir (se i øvrigt de særlige typer millimeterbind og rubowbind).

Den sidste proces er oppapning, dvs. påsmøring af lim eller klister på det yderste forsatsblad, hvorefter bogen presses et døgn. Bogen er nu klar til rygforgyldning eller blindtryk, evt. på påklistrede titelfelter.

Teknik – Den maskinindbundne bog

De trykte ark leveres plano til bogbinderiet, som falser dem på en falsemaskine. Herefter foretages en optagning af læggene i rækkefølge til det antal sider, bogen består af. Bogen kommer da i en garnhæftemaskine, som hæfter de løse læg sammen.

Forsats påklæbes, bogryggen limes med en "hot-melt" lim eller en PVAc-lim, og ryggen overklæbes med en strimmel, der går ca. 15 mm ned på siden. En anden og billigere metode er at fræse bogryggen af (2-3 mm) og derpå lime løsbladene sammen.

I en bindsamlingsmaskine bliver bogbindet fremstillet separat i det materiale, kunden har valgt, og der udføres en binddekoration i en forgylderpresse (helbind), eller der påsættes et stykke fortrykt overtræk (halvbind).

Den limede bogblok bliver derefter renskåret på de tre sider i en treknivsmaskine, forsynes evt. med snitfarve, bogryggen rundes, og kapitælbånd påsættes; bogblokken og bindet forenes ved påsmøring af klister eller lim på bindet og afpresses til tørring. Man kalder denne metode "løsbind".

Processen, hvor bogblok og bogbind forenes, udføres ofte i en "boggade" efter samlebåndsprincippet. Finere partiarbejde er oftest mere tidskrævende og har flere ligheder med håndarbejde.

Historie

Bogbind. Halvbind med ryg og overtræk, her udført i hhv. skind og lærred, men uden hjørner af samme materiale som ryggen. Fagbetegnelserne anvendes stadig af bogbindere og andre fagfolk.

.

Den nuværende bogform, der består af sammenføjede sider, kaldes for codex-formen og stammer fra 400-tallet e.v.t. (se bog). Dens forgængere var i oldtiden papyrus- og pergamentruller og tofløjede tavler med voks til notater og evt. indføjede pergamentblade (diptycha), og disse "bog"-former blev ofte beskyttet med hylstre og dekorationer langt ud over det praktisk nødvendige.

Pragtbind om bøger i codex-form kendes fra Italien tidligt i 600-tallet, betegnet som klenodiebind pga. det rige udstyr af ædelmetaller, ædelstene og kaméer. Traditionen levede videre i Det Byzantinske Rige og i den irske kulturkreds. På et mere beskedent niveau har der senest fra ca. 800 eksisteret enklere bind af læder eller tekstil trukket over træplader.

Der er bevaret danske klenodiebind af sølv om Dalbybogen (Det Kongelige Bibliotek) og Hornebogen (Nationalmuseet), sidstnævnte udsmykket med en korsfæstelsesscene af hvalrostand (1100-1200-tallet).

Bogtrykkunsten skabte fra 1400-tallets midte og frem et stærkt øget behov for indbindinger. Det typiske materiale var nu skind, ofte pergament, dvs. fint hvidt skind. Man arbejdede med enkelt-, rulle- og pladestempler med dekorative eller figurlige motiver; en særlig fornem teknik var de gotiske, især tyske lædersnitbind med individuelle dekorationer skåret i læderet.

En afgørende fornyelse satte ind med renæssancen, idet man fra orienten importerede guldtryksteknikken og flere dekorationsmotiver. Indfaldsporten var Venedig, men meget snart blev Frankrig bogbinderkunstens hovedland (den legendariske bogsamler Jean Grolier har lagt navn til særlig fremragende bindtyper fra 1500-tallet).

En ny dekorationstype, senere benævnt fanfarebind, vandt indpas. Overdekorering med geometriske former af tredobbelte linjer, udfyldt med blade, spiraler og punkter.

Den franske stilindflydelse nåede i 1500-tallet til Danmark først via Jacob Krause, senere direkte, men allerede et deloplag af Christian 3.s Bibel fra 1550 var indbundet af franskmanden Antoine Maillet, hovedparten dog af tyskeren Paul Knoblauch.

En anden linjeføring og brugen af meget små stempler ("fers pointillés") tilskrives "Le Gascon" (egentlige navn ukendt), og videre op igennem 1700-tallet var franske familiefirmaer førende, således et medlem af Derômeslægten, Nicolas-Denis Derôme (1731-88), der skabte "kniplingsstilen" ("fers à la dentelle"). Elegante, ret enkle bind udførte englænderen Roger Payne.

Bogindbinding var så udbredt et håndværk, at det i dag er uhyre sjældent at finde bøger fra før 1700-tallet, der er bevaret i ubeskårne kartonnager (halvfabrikata).

Også på bogbindets område medførte nyklassicismen hen imod år 1800 en forenkling, en strengere form, og man lod sig inspirere af antikke motiver, således i de engelske "etruskiske bind", der benyttede forskellig indfarvning af arealer på bindsiden og var meget restriktive med brug af guldtryk.

Men forud herfor havde man i Danmark modtaget en helt anden påvirkning, nemlig fra den engelske bindtype, der i sin danske udformning kaldes spejlbind, med en lysere "spejl"ramme på bindsidens mørkere farvede skind. Johann Boppenhausen, indvandret 1699, var foregangsmand på dette felt, og samleren Niels Foss (1670-1751) er blandt dem, der stærkt favoriserede spejlbindet i dets enkle form. I rokokostil arbejdede G.J. Liebe (1710-78).

1800-tallet var præget af flere neo-stilarter i nyklassicismens følge. Nygotikken affødte "katedralbindene", pladetrykte bind med gotiske arkitekturmotiver ikke mindst til religiøse bøger, og siden fulgte nyrenæssance og nyrokoko op til den stilblanding i 1880'erne, der kunne fremkalde begejstrede udtalelser om, at man ikke havde nogen stil — fordi alle stilarter stod til disposition (se historicisme).

1800-tallets industrialisering medførte imidlertid en fornyelse af helt anden art end stilændringer på det fornemme helbinds og det mere beskedne halvbinds område. Hidtil havde bøger ofte optrådt i papir- eller kartonomslag uden tryk, efterhånden dog med titel, især på tidsskriftbind, evt. med hollandering. Man regnede det for givet, at bogkøberne altid sendte deres nyerhvervelser til bogbinder.

Men den demokratisering af bogen, der fulgte med hurtigpresse og skolepligt, kunne håndværksbogbinderne slet ikke følge med til. Man indførte da det solidere hellærredsbind, og fra 1830'erne blev det bærer af en helt ny dekorationstype: dekorative eller figurlige motiver, såkaldt "komponerede bind" med pressetrykte pladedekorationer i guld eller farver.

Typen kendes i Danmark fra 1840'erne, først importeret fra Tyskland, siden med D.L. Clément som hjemlig pioner, og den har sine egne kunstnere og sin egen stilhistorie, der rækker frem til vor tid. Den Store Danske Encyklopædi udkom således i to slags forlagsbind: et helbind i blåt skivertex og et halvbind med grøn skindryg (spaltet oksehud) med overtræk af rødt shirting på bindsiderne.

Omkring 1890 var William Morris en vigtig inspirator for nye strømninger i typografi og kunsthåndværk og dermed også i bogbindets stilhistorie (Arts and Crafts, Skønvirke), i Danmark med xylograf F. Hendriksen som hovedmand, allerede før Morris havde bevæget sig fra andre felter ind på bogens område.

Danmark hævdede sig smukt på internationale udstillinger, også med originale helbindsdekorationer, og fornyelsen kom både det finere håndarbejde, forlagsbindene og det jævnere arbejde til gode.

Nævnes kan kunstnere som Th. Bindesbøll, Aug. Jerndorff, Joakim Skovgaard og Hans Tegner samt bogbindere som Imm. Petersen og firmaet Petersen & Petersen og, som den kendteste, Anker Kyster. Kyster var også foregangsmand i genskabelsen af gamle papirtyper til forsats og overtræk, og fra 1893 indtil de seneste år har Fagskolen for Boghaandværk stået for en overbygning på uddannelsen.

I mellemkrigstiden meldte sig nye smagsretninger også for bogbindet; funktionalismen medførte ny enkelhed, i Danmark fornemst repræsenteret af Aug. Sandgren. Det kvalificerede bogbinderarbejde, udført som håndarbejde, er imidlertid i alle lande trængt af den nødvendige pris. Til gengæld udviser de bedste forlagsbind eksempler på høj æstetisk og teknisk kvalitet.

Også i 1900-tallets sidste halvdel var der grupper og enkeltpersoner, der på fremragende vis har holdt det eksklusive håndværk i hævd, i de nordiske lande eksempelvis Bent Andrée, Ingeborg Börjeson, Jens E. Hansen, Oscar Jacobsen, Ole Olsen, Henrik Park, H.M. Refsum og Juhani Roininen

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig