bibliografi

En bibliografi er dels en fortegnelse over dokumenter, dels læren om sådanne fortegnelser.

Bibliografien befinder sig i dag i en overgangsfase mellem den traditionelle bibliografi i papirform og bibliografiske databaser med nye og endnu ikke udtømte muligheder: Bibliografiens teori får nye dimensioner, når der tænkes i elektroniske baner.

Ordet bibliografi betød i 1700-tallet 'videnskaben om bogen', dvs. om alt fra registrering og beskrivelse af bøger til viden om bogfremstilling og bogteknik. Dette brede begrebsindhold har ordet stort set bevaret på engelsk, mens det på kontinentet nu oftest bruges i den snævrere betydning: fortegnelse over alle arter informationsbærende materialer, under ét kaldet dokumenter. Der består dog et skel mellem den beskrivende bibliografi og den rent registrerende bibliografi. Den første er en gren af boghistorien, der analyserer de enkelte dokumenters form, materiale, udstyr og tilblivelsesproces og har sin tilknytning til registreringen af ældre tryk og andet kostbart tryk. Den registrerende bibliografi kan alt efter registreringens omfang karakteriseres som den nøgne bibliografi, der kun anfører bogens data, den annoterede bibliografi, der tilføjer en note om indholdet (fx referattidsskriftet med oversigt over en afgrænset gruppe tidsskrifters indhold) og endelig det bibliografiske essay, der skildrer den relevante litteratur i essayform.

Den registrerende bibliografi kan i praksis have to former: Den løbende bibliografi, der til stadighed søger at indfange alle nye dokumenter, og den retrospektive bibliografi, der historisk opsporer og registrerer tidligere udkomne dokumenter. En lignende modsætning i de bibliografiske databaser findes mellem de stadigt opdaterede online-databaser og de afsluttede på cd-rom.

Især i boghandelen har man brugt ordet katalog identisk med bibliografi, mens man i biblioteksvæsenet gerne vil skelne mellem bibliografien, som er en fortegnelse, uanset hvor dokumenterne befinder sig, og katalogen, der registrerer bestanden i en eller flere samlinger.

Bibliografien har to grundformer: nationalbibliografien registrerer et lands produktion, mens fagbibliografien afgrænses efter emne. I bogform er nationalbibliografien opdelt efter publikationsform (bøger, tidsskrifter og årbøger, aviser, kort og atlas, musikalier, av-materialer, småtryk m.m.), mens fagbibliografien er ordnet systematisk eller efter emneord. Denne modsætning skulle ideelt set kunne opløses ved brugen af it, fordi ethvert dokument dér skulle kunne søges frit efter navne, titler, emner, år osv. Opfattelsen af et emne varierer imidlertid, og det kan undertiden være næsten umuligt at indkredse. Den moderne bibliografiske database må vælge mellem at søge at tilpasse brugeren til sit system eller at konstruere et system, der kommer brugeren i møde. Det sidste er en ideal udfordring, som konstruktørerne af baserne i 1990'erne kun er på vej med.

Historisk har bibliografien udviklet sig parallelt med bogtrykkerkunstens udbredelse. De ældste bibliografier beskæftigede sig efter tidens normer naturligt med den lærde verdens bøger. Konrad Gesners Bibliotheca universalis (1545-1555) kaldte sig universalbibliografi, men registrerede kun bøger trykt på latin, græsk og hebraisk og udelod værker på "vulgærsprogene", som man dengang betegnede nationalsprogene. Den er med sine ca. 12.000 indførelser et hovedværk, stort set udformet som en moderne trykt bibliografi med en alfabetisk hoveddel ordnet som et forfatterleksikon og et systematisk register suppleret med et emneregister. Fra 1600-tallet fik de store bogmesser en central plads i litteraturformidlingen, og messekatalogerne, især fra Leipzig og Frankfurt am Main, blev op til 1800-tallet de bibliografiske nøgler til den europæiske bogproduktion. I løbet af 1800-tallet voksede antallet af bibliografier, så man også fik brug for bibliografier over bibliografier. Et højdepunkt er Julius Petzholdts Bibliotheca bibliographica (1866), der også rummer det første vægtige bidrag til bibliografiens teori.

I 1900-tallet steg antallet af publikationer så voldsomt, at man først drømte om at skabe en international universalbibliografi. Således begyndte man i 1895 i Bruxelles at registrere alle tryk i ét stort system. Man havde nået ca. 15 mio. kartotekskort, da man standsede, fordi det var vanskeligt at se, hvordan man skulle kunne udnytte det færdige resultat. Man fik dog skabt et decimalklassesystem, UDC (Universal Decimal Classification), der bruges endnu. Folkeforbundet og siden FN fulgte idéen op, men nu baseret på decentralisation. Fédération internationale de documentation (FID), Bruxelleseksperimentets arvtager, og International Federation of Library Associations (IFLA) allierede sig med International Organization for Standardization (ISO) i udarbejdelse af standarder for de enkelte landes nationalbibliografier, så der i dag i summen af de nationale bibliografier findes et sammenhængende it-system af registreringer. Den moderne elektroniske teknik har gjort idéen om en universalbibliografi mulig. Man kunne sige, at det bibliografiske babelstårn er blevet forvandlet til en myretue kontrolleret af sin "biologiske" kode. Denne kode kaldet Universal Bibliographic Control (UBC) er blevet fulgt af IFLAs program for Universal Availability of Publications (UAP). Brugeren skal ikke blot kunne finde dokumenterne, men også få fat i dem. Hele dette internationale program baseres på nationalbibliografisk tænkning. Supplerende findes en række internationale fagbibliografier.

Bibliografiens teori omhandler den systematiske opdeling af bibliografiske værker. Denne systematik kan også bruges til at analysere og forstå indholdet i en bibliografi eller bibliografisk database. En bibliografi bør være afgrænset dels efter tidsmæssige kriterier, dels efter geografiske og/eller sproglige kriterier. Begge dele rummer tvetydighed, idet man må skelne mellem den periode, bibliografien fagligt vil dække, og den tidsbegrænsning, der er gjort for registreringen af dokumenterne, ligesom geografiske og sproglige kriterier i praksis ofte blander sig. Fx kan en bibliografi om ældre dansk litteratur begrænse sig til nyere litteratur om emnet; nationale bibliografier, der pr. definition skulle være geografisk afgrænset, kan for de lande, hvis litteratur domineres af et verdenssprog, være sprogligt afgrænsede, så de omfatter hele verdens publikationer på dette sprog.

Ved udarbejdelsen af en bibliografi er det helt afgørende at præcisere dens afgrænsning og redegøre klart for dens indhold over for brugerne, ligesom brugerne må sætte sig ind i disse betingelser for at kunne udnytte de bibliografiske systemer rigtigt. Man må således gøre sig klart, om en bibliografi indeholder selvstændige skrifter og/eller tidsskriftartikler, om den indeholder ikke-bogligt materiale, om den er selektiv eller tilstræber fuldstændighed osv.

Det bibliografiske univers bliver aldrig populært, men de elektroniske medier har allerede gjort mange forhold lettere, og der arbejdes fortsat med mediernes rige muligheder. Systemets effektivitet, der giver brugeren for megen information, er i dag ved at være et hovedproblem. I fremtiden bør der ud fra en veldefineret kvalitativ målsætning skabes informationssortering i bibliografier og i bibliografiske databaser.