Faktaboks

C.A. Reitzel
Født
1789
Død
1853

C.A. Reitzel. Litografi af Peter Gemzøe (1811-79), udgivet i Reitzels dødsår 1853. Forlægget er et maleri, der siden er forsvundet, udført af Just Holm (1815-1907).

.

C.A. Reitzel, Carl Andreas Reitzel, 1789-1853, dansk boghandler og bogforlægger. Efter læreår hos Gerhard Bonnier (1778-1862) åbnede Reitzel i 1819 egen boghandel, som efter en del flytninger havde adresse i Købmagergade i København fra 1827. Tiderne var trange, men Reitzel opbyggede hurtigt en forretning, der blev Nordens største boghandel og et samlingssted for tidens intelligentsia. Samtidig skabte han en forlagsvirksomhed, der udgav den danske guldalderlitteratur med Oehlenschläger som eneste prominente undtagelse.

Kort før Reitzels død var firmaet flyttet til Løvstræde, hvor hans to sønner drev det videre uden større succes; i 1896 overtog Gyldendal forlaget. C.A. Reitzels sønnesøn videreførte boghandelen, fra 1919 med Axel Sandal (1885-1974) som medejer. I 1921 overtog Sandal firmaet, og under hans dygtige ledelse blev forlagsvirksomheden genoptaget, og boghandelen fik en ny opblomstring.

I 1937 flyttede firmaet til Nørregade 20, hvor det fortsat er virksomt som både forlag og boghandel med Svend Olufsen (f. 1932) som leder. Forlaget markerer sig fortrinsvis med videnskabelige udgivelser inden for humaniora.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig