Et initial er er det første bogstav i et kapitel eller et afsnit af en tekst, når det er fremhævet, fx ved dets størrelse i forhold til den løbende tekst, ved dets særlige farvelægning eller udsmykning. Initialer kendes ligeså langt tilbage i historien som skrivekunsten. Pyntede initialer kendes i middelalderens Europa siden 1200-tallet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet initial kommer af latin initialis, af initium 'begyndelse', af in- og en afledning af ire 'gå'.

Traditionen videreførtes fra middelalderens håndskrifter til trykte bøger i 1400-tallet, oftest sammen med gennemstregning af selve teksten med rødt blæk for at adskille sætningerne – kaldet rubricering. Gennemstregning blev i løbet af 1500-tallet erstattet af typografisk afsnitsdeling, og håndmalede initialer blev samtidigt ofte erstattet af tryk fra kunstfærdigt graverede messingklicheer med små billedmotiver.

I løbet af 1700-tallet indskrænkedes initialer til blot at være bogstaver i et lidt større format, evt. i en anden skriftgrad eller anden skrift end resten af teksten. Den praksis har været almindelig lige siden.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig