Et arkiv er både arkivaliesamlinger, arkivinstitutioner og de bygninger, som opbevarer arkivalier.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer fra latin archivum 'opbevaringssted for officielle dokumenter', som igen er lånt fra græsk archeion 'regeringsbygning', en afledning af arche 'regering'.

Så længe der har eksisteret kultursamfund, har statsmagten anlagt arkiver for at kunne dokumentere sine rettigheder over for befolkningen og udenlandske magter, således i oldtidens Lilleasien og Egypten. I antikken opbevarede man arkivalier i rådhusene og i templerne.

En del af den romerske arkivforvaltnings-praksis blev ført videre af Pavestolen, hvis kancelli siden 600-tallet stod i nær forbindelse med de pavelige arkiver i Lateranet; her opbevarede man Pavestolens korrespondance og regnskaber og anlagde med tiden kopibøger over Pavestolens udgående breve.

I 800-tallet etableredes arkiver i Tyskland og Frankrig efter paveligt mønster, og i løbet af middelalderen anlagde også Europas bisper, domkapitler og klostre arkiver til opbevaring af deres privilegier og gavebreve. Dokumenterne blev almindeligvis opbevaret i brevkister eller skrin.

Noget senere end kirken begyndte europæiske købstæder at etablere byarkiver til opbevaring af stædernes privilegier, forordninger og sager vedrørende retsvæsen, beskatning m.m.

Også fyrste- og adelsslægterne grundlagde i stigende omfang arkiver, som foruden private papirer (pergamenter) dokumenterede godsadministrationen med jordebøger, mageskifter, adkomstbreve osv. Dele af sådanne gamle privatarkiver er stadig i behold.

Efterhånden som statsmagten konsoliderede sig i 1400-tallet og 1500-tallet, blev arkivdannelsen fastere. Fra 1600-tallet og frem til i dag har den voksende centraldirigering og udviklingen i de samfundsmæssige opgaver bevirket en kolossal vækst i mængden af statslige og andre samfundsskabte arkivalier.

Gennem århundrederne blev de statslige arkiver ordnet efter varierende principper, fx kronologisk, topografisk, sagligt eller alfabetisk, men i løbet af 1800-tallet brød proveniensprincippet igennem som ordningsmodel.

Med udgangspunkt i Frankrig i 1841 blev dette princip gennemført i de fleste arkivforvaltninger i løbet af 1800-tallet, således også i Danmark, og det betragtes nu som det selvfølgelige grundlag for al rationel arkivordning.

I løbet af 1900-tallet er arkivaliebegrebet blevet stærkt udvidet i forhold til tidligere, hvor alene optegnelser på pergament og papir blev betragtet som arkivalier. I dag dækker begrebet enhver form for materiale, der formidler information: kort, tegninger, planer, film, mikrofilm, fotografier, lyd- og magnetbånd m.m. Derimod regnes trykt materiale (bøger m.m.) ikke for at være arkivalier.

Modsat tidligere, hvor statsmagten rugede over sine arkivalier og holdt dem utilgængelige for udenforstående i såkaldte gehejme-arkiver, tilstræbes i vore dage en vidtgående liberalisering af arkiverne, herunder adgang for offentligheden til at få indsigt i arkivalierne. Denne nyorientering kommer bl.a. til udtryk i den danske arkivlov af 1992.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig