Det vigtigste bibliotek i Frankrig er Bibliothèque nationale de France (BNF), grundlagt i 1300-tallet; andre betydningsfulde forskningsbiblioteker er Bibliothèque Mazarine, Bibliothèque Sainte-Geneviève og Bibliothèque de l'Arsenal.

Landet har 84 universitetsbiblioteker og ca. 1900 kommunale. Særligt kan fremhæves Bibliothèque publique d'information Georges-Pompidou (1977) i Paris, som med trykte, audiovisuelle og elektroniske medier dækker alle fagområder med vægt på nutiden.

Til betjening af landkommuner med under 10.000 indbyggere findes der i hvert af de 96 departementer et centralbibliotek, som formidler lån via bogbusser og lokale depotbiblioteker.

Pligtaflevering fra bogproducenterne har fundet sted siden 1537. I dag afleveres i alt syv eksemplarer til BNF og enkelte store biblioteker i provinsen. Fra 1994 har pligtafleveringen også omfattet elektroniske dokumenter samt radio- og tv-udsendelser.

De store forskningsbiblioteker er indbyrdes forbundet via et elektronisk fælleskatalog (Pancatalogue, 1995: 3 mio. referencer).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig