Nationalbiblioteker samler gennem pligtaflevering en så vidt mulig fuldstændig samling af landets produktion af bøger, tidsskrifter og andre tryksager samt audiovisuelt materiale; ved køb eller udveksling anskaffes udenlandsk litteratur. Endvidere indsamles i forskelligt omfang den nationale produktion af internetsider.

Nationalbibliotekerne har som regel også samlinger af musik, kort og billeder (se billedsamling) samt forfatteres og videnskabsmænds manuskripter, breve mv. Nationalbibliotekerne har oftest ansvaret for udgivelse af nationale bogfortegnelser.

Flere europæiske nationalbiblioteker har deres rod i gamle fyrstebiblioteker af universelt indhold; foruden at varetage nationale biblioteksopgaver rummer de ofte udenlandsk litteratur, i visse tilfælde landets hovedsamling på større eller mindre områder. I mange lande fungerer nationalbiblioteket tillige som det nationale bogmuseum.

Det danske nationalbibliotek er Det Kgl. Bibliotek.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig