Faktaboks

John Baskerville
Født
28. januar 1707
Død
8. januar 1775

En af John Baskervilles berømte klassikerudgaver i kvartformat. Bemærk det glittede papir. Eksemplar i Boghistorisk Laboratorium ved IVA. Foto: Poul Steen Larsen.

.
Licens: CC BY ND 4.0

John Baskerville var en engelsk bogtrykker og skrifttegner, oprindeligt udlært handskemager. Han er ophavsmand til skriften Baskerville antikva.

John Baskerville virkede i ungdommen som skrivelærer i Birmingham, men – inspireret af "japanismen" som en modestrømning for elegance i 1730'erne – lærte han sig at lave lakarbejder, hvad han tjente en formue på. Da han derefter ønskede at lave en bogskrift, der var mere elegant end tidens normale trykskrifter af gammel, nederlandsk oprindelse, lærte hans sig også principperne i skriftskæring og -støbning. En faglært stempelskærer indgraverede Baskervilles bogstavtegninger i matricer, hvorefter skriften blev støbt i bly.

I 1757 udkom så den første bog sat i Baskervilles skrift og trykt i hans eget, nyoprettede trykkeri. Det var en latinsk udgave af Virgils værker i kvartformat. Den efterfulgtes i 1760'erne og 1770'erne af en lang række latinske klassikertekster i enten kvart- eller oktavformat, samt i 1763 af en imponerende bibeludgave i folio.

Baskerville skulle med tiden vinde berømmelse i hele den vestlige bogverden for sine smukt trykte værker med bred margen, stor linjeafstand og velplejet typografi. Han blev også kendt for at presse papirarkene gennem opvarmede valser før påtrykket, således at den tids meget ru trykpapir blev blankt og skriften derved kom til at stå skarpttegnet. Dertil bidrog også hans selvopfundne, fintvalsede tryksværte, som fik trykket til at stå dybsort.

Han var en af de første bogtrykkere i Europa, som trykte på det såkaldte velinpapir. Det gav hans pressede bogsider den ret skinnende overflade, som ifølge Baskervilles amerikanske ven og bogtrykkerkollega Benjamin Franklin ikke var uden problemer. Franklin skrev i 1760 et brev til Baskerville, hvori han refererede en amerikansk kollegas kritik af skriftens dårlige læselighed på grund af dens alt for utydelige hårstreger på det blanke papir. I brevet afslørede Franklin, at han havde narret sin kollega ved i stedet for et Baskerville-tryk at vise ham bogsider sat i skriften Caslon, som den pågældende kollega selv ofte benyttede. Da Baskerville i 1763 annoncerede sin store foliobibel i Londons aviser, medtrykte han det personlige brev fra Franklin som en slags reklame for sine trykarbejder og for den annoncerede folioudgave.

I England nød imidlertid hverken hans skrift eller hans trykarbejder i starten særlig anerkendelse. Baskerville var selvlært og ikke faguddannet. Og boghandlerne foretrak bøger sat i William Caslons ældre mere hollandsk prægede skrift. Ros fik hans bøger derimod i Italien, Frankrig og Tyskland – og blandt adelen, det højere borgerskab og af bogsamlere.

Hans bøger var statelige i deres store format, deres store skrift (18 punkt) og typograferet med stor skydning mellem linjerne, flot spatierede versaler og med brede marginer. De bragte lys og luft ind i teksten, som dengang oftest blev sat kompres, med få afsnitsdelinger og i små skriftgrader. Baskervilles klassikerudgaver er rene læsetekster uden videnskabelig redaktion og noteapparat. Men de præsenterede sig godt, skødesløst opslået på kaffebordet, når der kom lærde gæster på besøg.

Efter færdiggørelsen af den store foliobibel i 1763 forsøgte Baskerville så i nedtrykthed at sælge hele sin virksomhed; blandt andre fik Franklin tilbuddet. Men ingen bød ind. Fra 1765 til 1769 blev trykkeriet drevet af hans lærling og svend Robert Martin, men mester vendte så tilbage og fortsatte som bogtrykker til sin død i 1775.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig