Renæssancen - dans, Fra midten af 1400-t. til ca. 1600 opstod der med den italienske renæssances elitedyrkelse en raffineret dansekultur, som nødvendiggjorde undervisning af professionelle dansemestre, af hvilke den kendteste er Domenico da Piacenza (d. efter 1475). Han og hans elever udviklede og nedskrev fra midten af 1400-t. teoretiske analyser af dansekunsten samt en række danse af typerne bassa danza og ballo, hvoraf sidstnævnte dækker over sammensatte danse for et nærmere bestemt antal dansere. Den lette italienske dansestil fandt ikke udbredelse nord for Alperne, men tidens modedans, den processionelle basse danse, blev her ligeledes genstand for teoretisk analyse.

I første halvdel af 1500-t. genoptoges nord for Alperne folkelige kædedanse som branle, men ellers var det de rolige processionsdanse efterfulgt af en hurtigere springdans, som dominerede, således pavane og gaillarde samt allemande og saltarello. Disse danseformer kendes først og fremmest fra franskmanden Thoinot Arbeaus (1520-95) Orchésographie (1588).

I Frankrig opstod i anden halvdel af 1500-t. hofballetten som en ingrediens i de overdådige fester, der afholdtes som politisk magtdemonstration. Danseteknikken var her præget af en ny raffineret dansestil, som fra Italien bredte sig over hele Europa. Som repræsentanter for denne fik dansemestrene Fabritio Caroso (ca. 1527-ca. 1605) og Cesare Negri (ca. 1536-1604), som virkede i hhv. Rom og Milano, udgivet store værker om dansestil og -teknik foruden et stort antal koreografier.

Det var blandt hoffolkenes forpligtelser at kunne optræde med den seriøse dans, mens mere groteske danseformer blev varetaget af professionelle gøglere.

Læs om renæssancen i øvrigt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig