ballet - scenografi og kostumer - balletkostumet

© Teatermuseet

Ballet. August Bournonville så i 1834 Sylfiden i Paris, hvor den to år tidligere markerede gennembruddet for den romantiske ballet. I 1836 satte han forestillingen op i København med Lucile Grahn i titelpartiet og sig selv som den unge skotte James med det splittede sind. Samtidig kostumetegning af Christian Bruun.

Balletkostumet og dets udvikling er uløseligt knyttet sammen med dansens: fra hofballettens fantasifulde, allegoriske og eksotiske dragter over romantikkens skørtebrus og den klassiske ballets strutskørt, tutu, til den moderne ballets kropsnære trikot og delvise nøgenhed. En af kostumets fornemste opgaver er at lade kroppen være uhæmmet og at understrege dansens bevægelsesmønster.

Derfor er kostumets udformning ofte langt fra klædedragtens. Da Sylfiden svævede ind på scenen, var kostumet imidlertid inspireret af tidens kvindedragt med stramt liv og mange skørter. Denne dragt blev også Bournonvilleballettens særkende sammen med herrernes stramme knæbukser, korte veste og jakker.

I de store klassiske balletter blev kostumerne sande kunstprodukter: herrerne i lang trikot og kort trøje, kvinderne i stramt, udringet liv og kort tutu, hertil hudfarvet trikot. Dette var rene dansekostumer; de såkaldte karakterkostumer havde alt efter figuren flere strenge at spille på.

Les Ballets Russes' samarbejde med malere som Léon Bakst førte også kostumerne ind i en ny og mere abstrakt udvikling. Både mands- og kvindekostumer har fra 1980'erne ofte været udformet på grundlag af et heltrikot, hvis farver og materialer i scenelyset er med til at skabe bevægelsen, således at kostumet ikke blot er en forklædning, men en del af kropsudtrykket.

Læs mere om scenografi og kostumer, læs om balletteknik eller om ballettens historie.