balletkritik

Balletkritik, anmeldelser af ballet- og danseforestillinger i aviser og tidsskrifter. Balletanmeldelsen blev adskilt fra teateranmeldelsen som selvstændig artikelgenre i slutningen af 1700-t., men balletkritikeren som specialist opstod først i 1900-t. Visse balletkritikere skriver dog fortsat også teaterkritik. Balletkritikere er almindeligvis magistre eller journalister med særlig interesse for dans.

Dansen er en flygtig kunstart, der kun eksisterer i nuet. Balletkritikken er derfor en væsentlig historisk kilde til forståelse af dansens udvikling og placering blandt de øvrige kunstarter og i samfundet.

I Danmark blev den første balletkritik skrevet af Peder Rosenstand-Goiske i 1771. I 1800-t. var Adam Oehlenschläger, Johan Ludvig Heiberg og Clemens Petersen blandt de toneangivende balletkritikere, og i 1900-t. har ikke mindst Viggo Cavling, Frederik Schyberg og Harald Engberg beskrevet balletten. Svend Kragh-Jacobsen blev dog ballettens førsteanmelder med artikler, der både voksede i omfang og i hengivenhed over for kunstarten. Andre betydelige anmeldere i perioden var Svend Erichsen og Allan Fridericia, og i den sidste del af 1900-t. har især Erik Aschengreen, Ebbe Mørk og Henrik Lundgren præget den danske balletkritik.

En balletanmeldelse vil ofte indeholde omtale af koreografien, forestillingens eventuelle handling, dansernes præstationer, kostumer, dekorationer, lys og musik eller lydcollage, ofte suppleret med et foto eller en tegning. Herudover kan anmelderen vælge at sætte forestillingen i perspektiv ved at diskutere dens aktualitet og tolkningsmuligheder eller fx kompagniets repertoirevalg og ledelse. Anmeldere skriver subjektivt og yderst varierende stilistisk, men generelt tilstræber balletanmeldere et sansemættet sprog, der kan afspejle den ordløse danseoplevelse.

Der er betydelig forskel på balletkritiktraditioner. I Bournonvilles Danmark er danserens rollefortolkning et fremtrædende emne, hvorimod balletkritikken i fx Balanchines USA domineres af en skarp koreografisk analyse, ikke mindst med New Yorker-kritikeren Edwin Denby (1903-83) som ideal.

I slutningen af 1900-t. skete der en opdeling af balletkritikere: anmeldere af klassisk ballet og anmeldere af forskellige nye danseformer. Balletkritikken afspejler sin kunst.