dans (Dans som kunstnerisk udtryk)

er dans, der udøves af professionelle eller særlig talentfulde dansere for et publikum, tilskuere eller meddansende. I Vesten er scenedansen udviklet siden 1500-t., hvor ballet opstod som hofkulturens danseform. Balletten har siden udviklet sig til en lethedssøgende æstetik med fastlagte kropslige linjer og et træningssystem, der praktiseres over hele verden.

Balletten i Danmark er blevet en fællesbetegnelse for en kunstart i stadig udvikling: I 1800-t. med handlingsballetten som foretrukken genre for den klassiske ballet (fx Bournonvilles romantiske Sylfiden, 1836, og Petipas og Ivanovs klassicistiske Svanesøen, 1895) og i 1900-t.s scenedans med det moderne samfunds fascination af både det mytiske, det realistiske og det abstrakt-symbolske, udtrykt gennem Balanchines neoklassiske ballet og Grahams modern dance samt ekspressionistisk dans, postmodern dance, ny dans og andre nye dansestilarter. Scenedansen har desuden ofte inddraget folkelige danseformer som fx flamenco, ligesom den har overtaget effekter fra andre teater-danseformer som fx musicalen.

Den sceniske dans er stærkt afhængig af den ledsagende musik/lydkulisse og forestillingens øvrige sceniske udtryksmidler. Fra 1800-t.s malede scenografiske rum har den neoklassiske balletscenografi i 1900-t. stræbt mod det abstrakte rum, kun skabt af lys og farver, former og linjer.

Kroppens fremtoning påvirkes endvidere af kostumet. Det ankellange tylsskørt er således afgørende for kropsudtrykket i den romantiske ballet, ligesom den korte struttende tutu er det for den klassiske ballet i slutningen af 1800-t. Som en modreaktion har den moderne dans ofte dyrket det kropsnære og uhæmmende kostume.

I 1990'erne spænder den vestlige scenedans fra ballettens vægtløse yndeæstetik til balanceforskydende contemporary dance, fartfyldt atletisk stunt-dans, vrængende post-butoh-dans, energioverførende contact improvisation og erotisk kropsnydende dans i den muskeltunge modern dance-tradition. De mange stilarter kræver tilsvarende træningsteknikker, ofte suppleret af sportsteknikker. Den hårde fysiske belastning af kroppen gør danseres blomstringstid kort; kun få dansere optræder ud over 40-års alderen.

Den sceniske dans har kæmpet med sin iboende flygtighed; når dansen ophører, findes den ikke længere. Kompleksiteten af kroppens udtryk besværliggør en nedskrivning af dansen i et system svarende til musikkens nodepartitur; i 1900-t. er der dog udviklet flere dansenotationssystemer. Filmen blev derfor hurtigt anvendt som supplerende dokumentationsmateriale, indtil den blev overgået af den brugervenlige video. Samtidig er videodans opstået som selvstændig dansegenre, skabt specielt til videomediet. Denne udvikling har også påvirket 1990'ernes scenedans, hvor den levende dans fx fusionerer med video. Tilsvarende inddrager teatrets andre kunstarter i stigende grad koreografi i instruktionen.