folkedans

Der er tale om et kulturhistorisk begreb, som sammen med begreber som folkemusik, folkesang, folkeeventyr og folkeminder har sine historiske rødder i kulturpolitiske strømninger i Europa i slutningen af 1700-tallet og op igennem 1800-tallet. Med sin samling af Volkslieder fra 1773 havde Johann Gottfried von Herder lanceret den tanke, at man hos almuen, det jævne og uspolerede folk, kunne finde rester af tidligere tiders kulturtrin. Hermed blev også almuens danse genstand for indsamling, genoplivning og videreformidling.

I denne proces, som byggede på forestillingen om kulturel kontinuitet, gennemgik udvalgte regionale danse og dansetyper en stilisering og udvikledes til symboler, der kunne understøtte den nationale selvopfattelse. Et dansk eksempel er Foreningen til Folkedansens Fremme stiftet i 1901 af højskoleforstander Andreas Otterstrøm (1875-1938) og en kreds omkring ham.

Fra at have været begreber, som kun folkeopdragerne, de intellektuelle og forskerne anvendte, er folkedans og folkemusik i løbet af 1900-tallet blevet betegnelser, som anvendes af de udøvende selv. I takt med bondesamfundets overgang til industrisamfund har også dansens sociale funktion og rituelle betydning ændret sig. Mange steder i Europa danser man stadig ved bryllupper og på udvalgte festdage, men i i dag er det oftest dansens underholdningsværdi og glæden ved at danse, som gør, at visse danse stadig danses.

Brudevalsen er nok det nærmeste, man kommer en fælles folkelig dansetradition i Danmark i dag: intet bryllup uden brudevals, uanset social status. Generelt er det dog ikke længere en social forpligtelse at danse på bestemte tidspunkter i forbindelse med årets og livets gang. I det moderne samfund er folkedans blevet én blandt mange fritidsbeskæftigelser.

Siden 1960'erne har der været stigende bevidsthed om nationalromantikkens brug og misbrug af udvalgte samfundslags kulturelle udtryksformer, herunder dans og musik. Derfor vælger mange forskere at erstatte ordet folkedans med det mindre værdiladede begreb traditionel dans. I dag lever størstedelen af verdens befolkning i komplekse samfund med multikulturelle påvirkninger. Mennesket har vænnet sig til at skifte mellem forskellige kulturelle og sociale miljøer i hverdagen, mellem forskellige genrer og stilarter, herunder også egne og andre landes og kulturers danse. På denne baggrund opstår der til stadighed nye dansemiljøer i et frugtbart samspil mellem nyt og gammelt og med impulser udefra.

I Danmark kan man danse i folkedanseforeninger, gå på aftenskolehold, opsøge weekend- og højskolekurser samt deltage i folkedansefestivaler. Undervisningen i folkedans indgår også nogle steder i skolernes musik- eller gymnastikundervisning. Dette gælder også, hvis man vil dyrke andre kulturers danse.

I 1960'erne og 1970'erne var det især international folkedans og danse fra balkanlandene, der dyrkedes, mens bl.a. danse fra afrikanske lande, amerikansk square dance, orientalsk dans, flamenco, tango og salsa har været populære siden 1980'erne.

Hertil kommer, at nogle indvandrer- og flygtningegrupper dyrker deres egne dansetraditioner som led i bevarelsen af en kulturel identitet.

I Danmark dyrkes folkedans i dag mest i foreningsregi. Mange folkedanseforeninger er tilsluttet Landsforeningen Danske Folkedansere eller Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI). Sæsonprogrammet består oftest af en ugentlig aften med undervisning i danske danse og en opvisning før sommerferien. Der arrangeres ofte stævner eller besøg hos udenlandske venskabsforeninger.

Nogle foreninger dyrker internationale folkedanse, og folkedans indgår ofte i højskolernes programmer. I Folkemusikhusringen dyrkes dansen primært på basis af lokale traditioner med musikerne i centrum.

• folkemusik
• folkemusik i Danmark
• romantik
• verdensmusik