Betegnelsen karakterdans dækker såvel folkedanse som dramatisk karakteriserende danse i den klassiske ballet. Nationaldanse som fx den italienske tarantel, den spanske fandango, den polske krakowiak og den ungarske csárdás indgik allerede i 1500- og 1600-tallet i hofballetter i stiliseret form sammen med danse, der skulle karakterisere erhverv, temperament og lignende.

Den ældste bevarede danske ballet, Amors og Balletmesterens Luner fra 1786 af Vincenzo Galeotti forsøger også i en række pas de deux'er at karakterisere forskellige nationaliteter og folkegrupper, fx amagerbønder, gennem dansen.

I August Bournonvilles balletter fra 1800-tallet indgår karakterdansen som et væsentligt element dels i form af stiliserede nationaldanse som skotsk reel i Sylfiden, jaleo i Toreadoren og tarantel i Napoli, dels i form af psykologisk karakteristik af fx troldene i Et Folkesagn.

Det klassiske russiske repertoires stilisering er drevet så vidt, at nationale danse som den orientalske dans i Nøddeknækkeren eller den spanske dans i Don Quixote har større lighed med de akademisk korrekte trin end med den originale nationale dans. Den russiske koreograf Mikhail Fokin brød dog med dette princip i 1909, da han skabte næsten autentisk folkedans i Polovetserdansene til operaen Fyrst Igor.

Andre af 1900-tallets koreografer har også forsøgt at genskabe oprindelige danse i en moderne form for karakterdans, fx pionerer i den amerikanske modern dance fra Isadora Duncan til Martha Graham.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig