Danmark. August Bournonvilles første ballet over et historisk dansk emne var Valdemar, som havde premiere på Det Kgl. Teater i 1835. Billedet, der er fremstillet som en blanding af fotografi og maleri, viser en scene fra første akt. Det stammer fra Minder fra Theaterverdenen, udgivet i 1881-83 af August Westrup og Ernst Bojesen.

.

August Bournonville.

.

Danmark. I Harald Landers balletmestertid satte Børge Ralov sin og Kjeld Abells ballet Enken i spejlet op i 1934. Det var den første moderne ballet herhjemme. Lander havde ikke alene hentet inspiration hos Mikhail Fokin under hans gæsteperiode i 1925, men han havde også studeret hos ham i New York. I 1932 blev Lander balletmester ved Det Kgl. Teater, og med Margot Lander og Børge Ralov som hovedkræfter løftede han i den følgende snes år korpset op på internationalt plan.

.

Flemming Flindt og Rose Gad under prøverne på Caroline Mathilde. Balletten, som Flemming Flindt koreograferede, blev skabt til Rose Gad. Den fortæller historien om den kongelige kærlighedstrekant mellem den syge Christian 7., dronning Caroline Mathilde og kongens livlæge og senere rådgiver, Struensee. Det Kgl. Teater, 1991.

.

Kolumbine. Stykket Harlekin Kok med Maiken Bennetzen (f. 1972) i rollen som Kolumbine og Tommy Edvardsen (f. 1957) som Harlekin opført på Pantomimeteatret i Tivoli 1997.

.

Merce Cunningham højt flyvende i sin danseforestilling Place i 1966. Hans brug af kropslinjer med fastlagte arme er typisk, ligesom vekselvirkningen mellem energien hos gruppen og individet er det.

.

Dans kom på mode ved Europas fyrstehoffer i 1600-tallet med det franske hof som det strålende forbillede. Med en blanding af dygtige amatører og spirende professionelle kunstnere foldede hofballetten sig ud med skønhed og pragt, der byggede på harmoni og balance. Den spejlede såvel Universets himmelske harmoni som fyrsternes opfattelse af, hvorledes deres stat tog sig ud eller burde gøre det.

Også Danmark tog bestik af Frankrig. Den første danske hofballet blev opført i 1634 ved prins Christians bryllup med Magdalene Sibylle, og den kulminerede under Frederik 3., hvis dronning, Sophie Amalie, var balletentusiast og dansede i spidsen for hoffet som amazone, bondepige, spansk dame eller krigens muse.

I 1700-tallet fjernede teaterdansen sig mere og mere fra selskabsdansen, og på Grønnegadeteatret, det første dansksprogede teater, var dansen et vigtigt indslag både i Ludvig Holbergs og Molières komedier og som selvstændige divertissementer. Blandt andre optrådte den franske danser Jean-Baptiste Landé (d. 1748), som senere grundlagde Den Kejserlige Ballet i Sankt Petersborg. Forbindelserne mellem den danske ballet og de store balletlande var til stede fra begyndelsen.

Med pietismen havde dansen ringe vilkår, men da Den Danske Skueplads åbnede på Kongens Nytorv i 1748, var dansen med igen, selvom der kun var få danske balletkunstnere. De fleste, både balletmestre og dansere, var internationale kunstnere, der kom fra Tyskland, Italien og Frankrig.

Langsomt blev grunden lagt til et dansk corps de ballet. I 1771 blev den skole grundlagt på Det Kongelige Teater, som stadig er rygraden i Den Kongelige Ballet, og i 1775 kom italieneren Vicenzo Galeotti til København som balletmester, danser og koreograf. Han blev ansvarlig for ballettens første store blomstringsperiode i Danmark, og han ledede Den Kongelige Ballet helt frem til sin død i 1816.

Galeotti indførte le ballet d'action, hvor handlingen blev udtrykt ved dans og pantomime. Han ballettiserede Voltaire og Shakespeare og skabte den første nordiske ballet, Lagertha, der i 1801 var med til at indvarsle romantikken i dansk teater. Af hans 49 værker har blot Amors og Balletmesterens Luner fra 1786 overlevet. Den er til gengæld verdens ældste ballet, der danses i ubrudt tradition.

1800-tallets store navn i dansk ballet er August Bournonville, som blev balletmester ved Det Kongelige Teater i 1830, hvor han med få afbrydelser blev til 1877. Fra sin uddannelse i Europa og sine rejser kendte han kravene og niveauet i den internationale balletverden, og han løftede den danske ballet.

Han gjorde den på én gang international i sin kunnen og national i stil og repertoire med det særpræg, der den dag i dag er dens særkende og gør den interessant, set med verdens øjne.

Bournonville koreograferede ca. 50 balletter, hvoraf knap ti er bevaret, hvilket er et større repertoire fra den romantiske periode, end noget andet kompagni kan mønstre. Blandt de bevarede hovedværker er Sylfiden (1836), Napoli (1842), Kermessen i Brügge (1851) og Et Folkesagn (1854).

Efter August Bournonville fik den danske ballet stille år. Efterfølgerne hægede om traditionen, først og fremmest Hans Beck, der i 1890'erne samlede skoletrin og variationer fra balletterne til de såkaldte Bournonvilleskoler.

Fornyelsen af den danske ballet kom i 1900-tallet. Gæstespil af Mikhail Fokin i 1925 og George Balanchine 1930-31 var inspirerende, men det var Harald Lander, der fik balletten ind i en ny blomstring, hvor livsnerven har været et kontrastspil mellem et moderne repertoire og en troskab mod Bournonvilletraditionen, som Harald Lander plejede sammen med Valborg Borchsenius.

Harald Lander, der var balletmester 1932-51, var også koreograf, og med et repertoire bygget op omkring primaballerinaen Margot Lander gjorde han balletten umådelig populær. I et samarbejde med komponisten Knudåge Riisager og forfatteren Kjeld Abell brugte han balletten som nationalt samlingsmærke i besættelsesårene 1940-45, og efter 2. Verdenskrig stod han med et imponerende kompagni.

Højdepunktet af hans skaberkraft var Etudes (1948), som senere kom til at danne grundlag for hans egen internationale berømmelse. I Landerperioden var balletter af Nini Theilade, Niels Bjørn Larsen og Børge Ralov også væsentlige. Sidstnævnte skabte sammen med Kjeld Abell og komponisten Bernhard Christensen i 1934 Enken i Spejlet, som er den første moderne ballet i Danmark.

I 1950'erne fortsatte Den Kongelige Ballet sin vej mod det internationale. Der blev årligt afholdt sommerfestivaler, og der var turnéer til London i 1953, Edinburgh i 1955 og USA i 1956, som blev et gennembrud.

En stribe af tidens bedste koreografer kom til København for at arbejde med Den Kongelige Ballet: George Balanchine, Birgit Cullberg, Roland Petit og Frederick Ashton, der i 1955 skabte den første vestlige version af Prokofjevs Romeo og Julie til Den Kongelige Ballet.

Niels Bjørn Larsen, 1900-tallets største danske mimekunstner, var balletmester i 1950'erne og første halvdel af 1960'erne, afløst i et par år (1956-58) af solodanseren Frank Schaufuss (1921-1997).

I 1966 overtog Flemming Flindt balletmesterposten, og en ny tid begyndte, først og fremmest markeret ved, at Flindt indførte den ny dans (modern dance) i repertoiret. Selv debuterede han som koreograf med Enetime (1963), bygget over et skuespil af Eugène Ionesco, som han også samarbejdede med om periodens største succes, Dødens Triumf (1971). De danske dansere dansede på bare fødder i Paul Taylors ballet Aureole (1968), og en række andre modern dance-koreografer fandt vej til repertoiret.

1978-85 var Henning Kronstam balletmester. Ballettens internationale ry blev bekræftet via turnéer og gennem Bournonvillefestivalen i 1979. Hundredåret for August Bournonvilles død blev en begivenhed, som demonstrerede, at Danmark i kraft af sin arv fra romantikken indtager en særstilling på verdenskortet.

Frank Andersen, balletmester 1985-94, fortsatte Bournonville-traditionen. Han fik i 1991 dronning Margrethe 2. til at skabe scenografi til Et Folkesagn. Peter Schaufuss, som var balletmester 1994-95, forsatte linjen mod et dansk repertoire.

Danske koreografer er imidlertid en mangelvare, men Anna Lærkesen har skabt værker, der på en personlig måde bygger videre på den neoklassiske stil. Hertil kommer væsentlige moderne værker af Tim Rushton, bl.a. Requiem (2006).

Af internationale koreografer forløste især John Neumeier og John Cranko i 1970'erne og 1980'erne de danske danseres sans for det psykologisk dramatiske, men i øvrigt fremstår Den Kongelige Ballet nu som et moderne, klassisk kompagni med et repertoire, der går fra Balanchine til de store russiske klassikere som Tjajkovskijballetterne Svanesøen, Tornerose og Nøddeknækkeren. Senest har Alexei Ratmansky beriget repertoiret med Nøddeknækkeren (2001) og Anna Karenina (2004), begge skabt sammen med scenografen Mikael Melbye.

Balletmestrene skiftede hurtigt i 1990’erne: Johnny Eliasen 1995-97, Maina Gielgud 1997-1999 og Aage Thordal Christensen 1999-2001. Det gav en urolig kunstnerisk politik, og kompagniet fandt først linjen tilbage til Bournonville-traditionen, da Frank Andersen vendte tilbage til balletmesterstolen i 2002 og gennemførte den vellykkede Tredje Bournonville Festival i 2005.

Danselivet uden for Det Kongelige Teater var længe beskedent. Tivolis Pantomimeteater har siden 1844 dyrket en pantomimeform, der nedstammer fra den italienske commedia dell'arte, blandet med en dansk ballettradition. I det meste af 1900-tallet husede Pantomimeteatret også det eneste faste balletkompagni uden for Det Kongelige Teater. Det blev afskaffet i 1991, men Tivoli har til gengæld siden midten af 1970'erne hvert år inviteret førende internationale kompagnier til at optræde.

Siden 2001 har Claus Hjort (f. 1960) som kunstnerisk leder for Pantomimeteatret set med nye øjne på commedia dell'arte-traditionen og på ny indført populære balletforestillinger, deriblandt flere med scenografi af dronning Margrethe og koreografi af Dinna Bjørn. Andre tiltag som Elsa Marianne von Rosens og Allan Fridericias Den Skandinaviske Ballet i 1960'erne var væsentlige i øjeblikket, men overlevede kun kort.

Den ny dans kom sent til Danmark. Martha Graham gæstede København i 1954, men først i 1960'erne begyndte mindre grupper at arbejde med dans inspireret af nyere amerikanske personligheder som Martha Graham og Merce Cunningham.

Blandt de væsentligste var kvindegruppen Living Movement, grdl. 1971-72, og Eske Holms gruppe, grdl. 1975. Ingen af initiativerne fra 1970'erne holdt. Det gjorde derimod Nyt Dansk Danseteater, der opstod af Randi Pattersons projekter ca. 1980. Med Randi Patterson selv, Warren Spears og Anette Abildgaard som koreografer har Danmark endelig fået et moderne kompagni med niveau, manifesteret i en række store forestillinger. Tim Rushton er fra 2001 leder af Nyt Dansk Danseteater, der med navnet Dansk Danseteater i 2005 rykkede ind på Folketeatret og er det største moderne kompagni.

Væsentlig for danseinteressen har også været de store sommerarrangementer som Festival of Fools og Dancin' City, som har bragt den nyeste internationale dansebølge til København.

Situationen ved udgangen af århundredet er et aktivt danseliv med en række mindre grupper som Corona, Dance Lab, Micado, New Now Dancers, Teater Tango og Uppercut i København og Granhøj Dans og BMT Danseteater i Aarhus. I 1985 etableredes træningsstedet Dansens Hus; i 1992 fik Danmark endelig en uddannelse for moderne dans, og desuden fik København 1993 Dansescenen til ny dans.

Danselivet uden for Det Kongelige Teater har blomstret med en række unge koreografer, bl.a. Kenneth Kreutzmann, Tim Feldmann, Sara Gebran, Palle Granhøj, Thomas Eisenhardt, Anders Christiansen, Kitt Johnson og Mute Comp (Jacob Stage og Kasper Ravnhøj).

Med fast station i Holstebro siden 1997 og stor publikumssucces har Peter Schaufuss skabt sit eget kompagni med udenlandske dansere, der danser hans koreografier.

I grænselandet mellem dans og teater bevægede Billedstofteatret sig, første gang 1977, senere med navnet Hotel Proforma, hvor Kirsten Dehlholm skaber forestillinger med en bizar, surrealistisk og stærkt levende visuel fantasi.

Fra i århundreder kun at have været ballet er teaterdans i Danmark i dag en mangfoldighed af stilarter og udtryksformer, der rækker til nye og til tider provokerende opfattelser af, hvad dans er.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig