Indonesien – dans, Indonesien har foruden de højtudviklede klassiske danseformer på Java og Bali talrige religiøse og rituelle danse med en stor variation, opstået dels ved de enkelte øers isolation, dels ved deres kontakt med anden asiatisk og europæisk kultur. Bevægelsesmæssigt findes der i dansene fællestræk, men der er udviklet variationer, som også går igen i dragter og kropsudsmykning.

Kvindernes dans er præget af ynde og plastisk charme, fx lysdansen, minangkaban fra Sumatra, der udføres af unge piger i mørke med lys i hænderne; mændenes dans udviser styrke og behændighed, fx preseandansen fra Lombok, hvor to mænd kæmper mod hinanden med piske. Dansene ledsages af fx gamelanorkester. På de øer, hvor antallet af turister er stort, bærer dansen ofte mere præg af at være en danseopvisning.

Der foregår endvidere en del eksperimenteren med at skabe moderne danseformer. Se også Bali (musik, dans og teater) og Java (teater og dans).

Læs mere om Indonesien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig