Java - teater og dans

Java - teater og dans, Javaneserne har en forkærlighed for stilisering i billedkunst såvel som i scenekunst. Inden for scenekunsten på Java kan man skelne mellem danse, dansedrama med eller uden masker, skyggespil og dukketeater med stangdukker, typer, som alle har udkrystalliseret sig i folkelige og rituelle former og hofformer. Gennem tiderne har dansekunsten på Java haft stor betydning i alle samfundslag, hvilket bl.a. tempelrelieffer fra 700-t. og litterære kilder fra 1300-t. vidner om. Danse opføres fortrinsvis i forbindelse med ceremonier, ritualer og fester. Der findes ikke en skarp skillelinje mellem de forskellige danseformer rent teknisk, da mange danse er opstået i landsbyerne og senere er blevet udviklet til klassiske former ved hofferne, ligesom dansere fra landsbyerne kunne ansættes som hofdansere. De to konkurrerende hoffer i Yogyakarta og Surakarta udviklede hver sin forfinede version af bedhayadansen, der beskriver det rituelle ægteskab mellem sultanen og gudinden fra sydhavet. Dansen udføres af ni jomfruer, som er klædt i samme kostbare kostumer og bevæger sig ens, idet de forestiller karaktertræk hos en person, et aspekt eller et tema. Hofdansedramaet wayang wong har både mandlige og kvindelige aktører samt to karaktertyper, de grove og de forfinede. Det er en imitation af dukketeatret, hvor sultanen fungerer som dukkefører og ofte aktivt hjælper til med at skrive historier, musik og koreografi. Indtil 1918 blev hofdansene kun opført inden for paladsets rammer, men for at give hofdansen og de folkelige former nyt liv oprettedes et hofsponsoreret danseakademi i Yogyakarta.

I maskedansedramaet wayang topeng danses der med maske, som holdes mellem tænderne med en pind og tages af ved tale og sang. Wayang topeng kan opføres som en enkel sammensætning af maskedanse med komiske scener udført af én aktør eller som hele stykker med en kompleks dramatisk struktur med flere aktører. Wayang kulit er skyggeteater udført med todimensionale udskårne læderdukker, mens wayang golek er dukketeater med tredimensionale stangdukker af træ iklædt stofkostumer. Alle disse former er stadigvæk meget populære i landsbyerne, hvor der regelmæssigt forekommer optræden. Wayang-dramaer aflyttes også i radioen og på kassettebånd, da ofte også med komiske indslag.

I alle formerne spiller gamelanmusikken en vigtig rolle, mens de litterære forlæg er hinduistiske heltedigte, muslimske helgenhistorier, lokale sagn etc. I 1900-t. er der også blevet eksperimenteret med nye former, hvor træk fra vestlig og indisk dans er blevet integrerede, men med tiden også er blevet stiliserede.

Læs mere om Java.