USA - dans

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.
Isadora Duncan.

Isadora Duncan.

Folkedanse og klassisk ballet var en del af de europæiske indvandreres kulturelle bagage, da koloniseringen af det nordamerikanske kontinent i 1700-t. for alvor tog fart. Mindre dansekompagnier turnerede i århundredets sidste del jævnlig mellem østkystens større byer med en blanding af pantomimer og dansenumre.

I 1800-t.s første halvdel kunne franske dansere præsentere et voksende amerikansk publikum for en række helt nye romantiske værker; fx dansede Mlle Celeste (Keppler, 1811-82) i 1835 La Sylphide, og den amerikanske Mary Ann Lee (1823-99) præsenterede i 1846 Giselle i Boston omgivet af sin lille amerikanske trup.

Borgerkrigen satte dog midlertidigt stop for import af europæiske dansere, og selvom New York i 1883 med Metropolitan Opera fik et operahus af international standard, var det ikke for at vise ballet. De folkelige music halls var scene for adskillige generationer af amerikansk uddannede balletdansere.

Gene Kelly og Debbie Reynolds i Singin' in the Rain (1952)

Gene Kelly og Debbie Reynolds i Singin' in the Rain (1952)

Det var også her, man fandt modern dance-pionerer som Loie Fuller, Isadora Duncan, Ruth St. Denis og Ted Shawn, og karakteristisk for dansen i USA i hele 1900-t. er dette samspil mellem seriøsitet og showbiz. Da Broadways forlystelseskonge Florenz Ziegfeld (1869-1932) i 1907 engagerede danskeren Adeline Genée til det første af sine legendariske Follies, fik et større publikum atter øjnene op for klassisk ballet, hvilket bl.a. banede vejen for gæstespil af stjerner som Anna Pavlova og i 1916 af Serge Diaghilevs Ballets Russes.

Betydelige koreografer som Agnes de Mille og Jerome Robbins prægede i århundredets midte både de store balletkompagnier og Broadways musicals. Dansen spiller også en fremtrædende rolle i Hollywoods musicalfilm med bl.a. Ginger Rogers og Fred Astaire i 1930'erne, Gene Kelly i 1940'erne og 1950'erne og Bob Fosses koreografier i 1960'erne og 1970'erne.

Den moderne dans var rykket vestpå, da Denishawn-skolen i 1915 startede i Los Angeles. Den udforskning af dansens etniske rødder og formsprog, dette satte i gang, bredte sig siden over det meste af USA, ikke mindst i kraft af den rekruttering af dansere og koreografer fra universiteternes teater- og danseafdelinger, som har præget både den moderne, den postmoderne og den klassiske dans.

Merce Cunningham højt flyvende i sin danseforestilling Place i 1966. Hans brug af kropslinjer med fastlagte arme er typisk, ligesom vekselvirkningen mellem energien hos gruppen og individet er det.

Martha Graham grundlagde sin School of Contemporary Dance i New York i 1926 og skabte sideløbende et koreografisk sprog, som har givet afsæt for moderne og postmoderne koreografer som Merce Cunningham, Paul Taylor, Alvin Ailey, Twyla Tharp mfl.

Den klassiske ballet fik sit fundament, da George Balanchine i 1933 åbnede School of American Ballet, som også blev grundlaget for hans stilskabende indsats med New York City Ballet, NYCB.

USAs andet store klassiske kompagni, American Ballet Theatre, grdl. 1940, er orienteret mod et internationalt repertoire af såvel klassiske som nye værker. Mens NYCB siden 1983 har haft danskeren Peter Martins som leder, præger en række andre markante tidligere Balanchinedansere store kompagnier som fx Dance Theatre of Harlem og San Francisco Ballet.

Læs mere om USA.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
27/05/2013
Oprindelige forfattere
AFCh
02/02/2009
BJ
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki