August Bournonville

© Thorkild Jensen/Gyldendal

August Bournonville. Edvard Lehmanns tegning fra 1852 af balletmester August Bounonvilles familie. På billedet ses Bournonville og hustruen Helene, svigerinden Eva Suell stående og svigermor som nr. to fra højre. Børnene er fra ventre til højre Wilhelmine, Mathilde, Edmod, Therese og Charlotte. Augusta mangler, da billedet var en gave til hende i anledning af hendes bryllup samme år.

August Bournonville, 21.8.1805-30.11.1879, dansk danser, koreograf og balletmester. August Bournonville er det centrale navn i dansk ballethistorie, og Den Kongelige Ballets internationale ry skyldes først og fremmest det repertoire, han efterlod, og som har været danset i ubrudt tradition til i dag.

August Bournonville var født i København og uddannet af sin far, Antoine Bournonville, og Vincenzo Galeotti. I 1820'erne fortsatte han sine studier i Paris, som i 1800-t. var centrum i dansens verden. En international danserkarriere lå åben for den unge Bournonville, der allerede var ansat på Pariseroperaen. Han valgte imidlertid at tage imod et tilbud om at blive balletmester i København i 1830, dels fordi han følte sig dansk, dels fordi han som balletmester kunne skabe sit eget repertoire og derudover placere mandsdanseren centralt.

I romantikkens periode var ballerinaen den ledende skikkelse på den internationale balletscene, dog ikke hos Bournonville i København. Hans dans havde en sjælden elegance og et niveau, man ikke var vant til i København, og desuden besad han en usædvanlig mimisk udtryksfærdighed. Han organiserede den danske ballet, som var i en slet forfatning. Han fremeksercerede et kompagni, skabte solister, koreograferede og hævede endvidere dansernes sociale position. Det var ham magtpåliggende, at hans dansere blev respekteret som ligeværdige borgere. Med sig hjem tog han den franske balletstil, hvor ynde og elegance var dominerende; han hægede om den i en periode, hvor den europæiske ballet hurtigt gik mod dekadencen.

I begyndelsen støttede August Bournonville sig til det franske repertoire. I 1836 viste han i København sin personlige udgave af Sylfiden, som fire år tidligere havde været gennembrudsværket for den romantiske ballet i Paris. Med helten James som en splittet drømmer, hvis tilværelse går itu, demonstrerer Sylfiden et skisma mellem idé og virkelighed og spejler en disharmoni, der også findes hos danske forfattere som H.C. Andersen, Carl Bagger og Frederik Paludan-Müller i deres samtidige værker.

Langsomt vandt Bournonville nyt terræn og støttede sig mindre til det franske. Han var tæt forbundet med dansk åndsliv og omgikkes periodens indflydelsesrige personligheder fra de andre kunstarter, bl.a. komponisterne J.P.E. Hartmann og Niels W. Gade, hvilket var en usædvanlig social placering for en balletkunstner i 1800-t. Hans rolle som livlig debattør og memoireværket Mit Theaterliv I-III (1848-78) placerede ham yderligere som en central kulturpersonlighed i den danske guldalder.

© Det Kongelige Bibliotek

August Bournonville.

Med en positiv tilværelsesopfattelse, funderet på kristendommen, stræbte Bournonville i sine egne balletter efter at udsende et budskab om harmoni. Således i hovedværket Napoli fra 1842, der med sine tre akter er en balletudgave af tidens yndede romangenre, dannelsesromanen, med dens treklang: hjemme — hjemløs — hjem. Bournonvilles balletdigtning var fjern fra den europæiske romantik med dens dyrkelse af det splittede og disharmoniske. Han var en biedermeierkunstner, der stræbte mod idyllen, men var sig fuldt bevidst om afgrunden. Bournonville var langtfra naiv, og hans livsglæde havde en dybere resonans. På linje med tidens toneangivende kritiker og teaterdigter, Johan Ludvig Heiberg, så han kunsten som en åbenbaring af det evige i det timelige, og han pegede selv på forfatteren Adam Oehlenschläger og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen som sine forbilleder; i Thorvaldsens nyklassicisme hentede han sine æstetiske skønhedsidealer.

August Bournonville skabte balletter i mange genrer: historiske balletter som Valdemar (1835), vaudevilleballetter som Conservatoriet (1849), Fjernt fra Danmark (1860) og Livjægerne paa Amager (1871); folkelivsballetter som Toreadoren (1840), Brudefærden i Hardanger (1853), Blomsterfesten i Genzano (1858) og rene divertissementer som La Ventana (1856). Over den nordiske mytologi skabte han balletterne Valkyrien (1861) og Thrymskviden (1868), men de væsentligste værker, der viser ham som en enestående balletdramatiker, er foruden Sylfiden og Napoli to andre romantiske værker: Kermessen i Brügge (1851) og Et Folkesagn (1854).

Hans romantiske balletter opererer med et blik ind i det overnaturliges farlige verden, men det dæmoniske passiviseres, så værkerne med undtagelse af Sylfiden kan slutte i glæde. Glæden er vandmærket i Bournonvilles kunst. Den udspringer af løsningen af den dramatiske konflikt, men scenisk stråler den også direkte i Bournonvilles trin. Ved den virkning, som trinene udøver på såvel dansere som tilskuere, bliver koreografien udtryk for en tilværelsesopfattelse.

1855-56 var August Bournonville balletmester ved operaen i Wien, og 1861-64 virkede han i Stockholm. København var dog hovedstationen, hvor han bortset fra ovennævnte perioder var balletmester helt til 1877. Bournonville var en eminent teatermand. Han mestrede den store iscenesættelse med mange mennesker på scenen, og han stod for de første opførelser herhjemme af Richard Wagners operaer Lohengrin (1870) og Tannhäuser (1875). Bournonville skabte over 50 balletter foruden et utal af divertissementer. Omkring en halv snes af hans balletter er bevaret.

Mere end 100 år efter Bournonvilles død udfordrer og begejstrer denne unikke balletarv, baseret på en teknik og stil, der er enestående i verden, og som på Bournonville-festivalerne i 1979, 1992 og 2005 var genstand for stor international interesse. Ved siden af H.C. Andersen, som var hans gode ven, er August Bournonville den danske guldalderkunstner, der er nået videst ud, danset overalt i verden af Den Kongelige Ballet og af fremmede kompagnier.