George Balanchine

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

George Balanchine ændrede balletten Apollon Musagetes i årenes løb. I den seneste version erstattede han slutscenen, hvor Apollon og muserne vandrer mod Olympen, med denne gruppe, som er fotograferet ved New York City Ballets gæstespil i Tivoli i København 1980. Ib Andersen er Apollon. Hans tre muser er Suzanne Farrell, Kyra Nichols og Karin von Aroldingen.

George Balanchine, egl. Georgi Melitonovitj Balanchivadze, 22.1.1904-30.4.1983, russisk-amerikansk danser og koreograf.

George Balanchine gjorde den klassiske ballet til en moderne kunstart i 1900-t. Hans værker blev afgørende for ballettens neoklassicisme. Med baggrund i den kejserlige balletskole i Skt. Petersborg kom han til den vestlige verden i 1924. Han kom i kontakt med Serge Diaghilev og blev huskoreograf i dennes kompagni Les Ballets Russes frem til Diaghilevs død og kompagniets opløsning i 1929. Det var her, Balanchine skabte sin epokegørende ballet Apollon Musagetes (1928) og dermed viste en ny retning i opfattelsen af klassisk dans.

I 1930 kom Balanchine til Den Kongelige Ballet i København, hvor man ikke interesserede sig meget for hans talent som nyskabende koreograf, men foretrak, at han satte værker af Fokin og Massine op. Balanchine viste dog også egne balletter som Barabau og Apollon Musagetes i København, men de vakte ikke begejstring; en kritiker sammenlignede Apollon med Mensendieck-gymnastik.

I juni 1933 stod Balanchine i Paris for førsteopførelsen af Kurt Weills og Bertolt Brechts sangballet Die sieben Todsünden (De syv dødssynder), der bortset fra en opsætning med Den Kongelige Ballet ved Harald Lander i november 1936 gik i glemmebogen, indtil Balanchine i december 1958 genoplivede den med New York City Ballet; herefter vandt den indpas i det internationale repertoire.

Senere i 1933 overtalte den intellektuelle skønånd og mæcen, amerikaneren Lincoln Kirstein, Balanchine til at komme til USA for sammen med Kirstein at oprette The School of American Ballet. De mange grupper, som Balanchine organiserede i de kommende år, endte i 1948 som New York City Ballet, en af USAs betydeligste kulturinstitutioner i 1900-t.

Gennem sit personlige trinsprog og sin stil genkalder Balanchine ballethistorien uden at kopiere den. Hans inspiration er original og nutidig i bruddet med de klassiske idealer. 1700-t.s operaballet mere end anes i Chaconne (1976) til musik fra Glucks Orfeus og Eurydike. 1800-t.s romantiske ballet spores i Scotch Symphony (1952) til Felix Mendelssohn-Bartholdys tredje symfoni. Den danske Bournonvillestil får sin hyldest i Donizetti Variations (1960) til musik fra Gaetano Donizettis opera Dom Sébastien de Portugal. I Cortège hongrois (1973) er det den imperiale russiske senromantiks atmosfære, som Balanchine realiserer i sit eget sprog til tidsbundet akkompagnement af Aleksandr Glazunovs musik fra balletten Raymonda. Det eksotiske melodrama, som Fokin var den stærke eksponent for, inspirerede Balanchine til en personlig udgave af Ildfuglen til Igor Stravinskys musik (1949). Endelig er det Massines symfoniske genre, der hyldes i Serenade til Peter Tjajkovskijs strygerserenade i C-dur. Serenade var Balanchines første koreografi i USA (1934); han har tillige lavet udgaver af Svanesøen, Coppelia og Nøddeknækkeren.

George Balanchine instruerer sin arvtager, Peter Martins.

George Balanchine instruerer sin arvtager, Peter Martins.

Balanchine havde også en musikalsk uddannelse, og udgangspunktet for hans koreografi var ofte valget af musik. I USA fortsatte han det samarbejde med vennen Igor Stravinsky, som var indledt med Apollon Musagetes. Resultatet blev nogle af Balanchines mest stringente værker: Agon (1957), Violin Concerto (1972) og Symphony in Three Movements (1972).

George Balanchine kaldte Amerika "the land of lovely bodies". Den langstrakte, atletiske kropsbygning udnyttes fuldt ud i hans koreografi. Danseren er instrumentet, og der tilstræbes i de mest typiske danse en strenghed uden ydre effekt. Danseren skal udtrykke sin personlighed gennem den tekniske beherskelse. I perioder afstod Balanchine fra brugen af dekorationer og kostumer ud over de enkle, kropsnære trikoter.

George Balanchine forblev russer, også i sin ortodokse tro, men forelskede sig i USA. Ved sin død havde han skabt 425 danseværker, fra indslag i Hollywoodfilm og Broadwaymusicals til rene balletter, som udgør rygraden i New York City Ballets repertoire.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

George Balanchine instruerer sin arvtager, Peter Martins.

© Dette billede må du ...

George Balanchine ændrede balletten Apollon Musagetes i årenes løb. I den seneste version erstattede han slutscenen, hvor Apollon og muserne vandrer mod Olympen, med denne gruppe, som er fotograferet ved New York City Ballets gæstespil i Tivoli i København 1980. Ib Andersen er Apollon. Hans tre muser er Suzanne Farrell, Kyra Nichols og Karin von Aroldingen.

Viser 2 af 2 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
22/01/2013
keuner
22/01/2010
Redaktionen
22/01/2010
Oprindelig forfatter
Moerk
29/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki