Hans Brenaa, 1910-1988, dansk danser og balletinstruktør, der i mere end et halvt århundrede var en af Den Kgl. Ballets centrale skikkelser, selvom han aldrig kom til at indtage nogen ledende stilling. Han blev optaget på Det Kgl. Teaters balletskole i 1918 og kom til at præge det repertoire, som balletmester Harald Lander skabte i 1930'erne og 1940'erne, ikke mindst som Margot Landers partner. Titel af solodanser fik han i 1945. Fire år senere indledte han med iscenesættelsen af Auroras Bryllup en karriere som balletinstruktør, der varede indtil hans død og gav ham internationalt ry. Brenaas væsentligste indsats lå i vedligeholdelsen af det Bournonvillerepertoire, han var vokset op med, og som han efter 1951 stort set havde ansvaret for på Det Kgl. Teater. Han stod desuden i spidsen for en række Bournonvilleopsætninger med balletkompagnier i Europa og USA.