Faktaboks

Toni Lander Marks
Født
19. juni 1931
Død
19. maj 1985

Toni Lander Marks, f. Pihl Petersen, 19.6.1931-19.5.1985, dansk solodanser; uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole. Hun blev danser i 1949, men havde allerede året forinden overtaget ballerinaens parti i Etudes, som hun dansede overalt i verden, efter at hun sammen med sin mand, Harald Lander, forlod Danmark i 1951. Hun fik en strålende international karriere som ballerina først ved London Festival Ballet, senere ved American Ballet Theatre. 1971-76 var hun knyttet til Det Kongelige Teater som pædagog, inden hun fulgte sin anden mand, Bruce Marks, til Salt Lake City.

Toni Lander var den første danske danser, der mestrede den russiske virtuosteknik, og med sine lange linjer var hun den første egentlige moderne ballerina herhjemme. Hun dansede hele det store klassiske repertoire, men var også en stærk, dramatisk balletskuespiller i moderne værker som Frøken Julie, Månerenen og Syrenhaven. Ved sin død var hun netop udnævnt til balletmester ved Det Kongelige Teater.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig