Faktaboks

Ulla Poulsen Skou
Født
1905
Død
2001

Ulla Poulsen Skou, 1905-2001, dansk solodanser; uddannet på Det Kgl. Teaters Balletskole, hvor hun 1924 blev udnævnt til solodanser; g.m. Johannes Poulsen. Med sin romantiske yndefuldhed gjorde hun indtryk i Bournonvillepartier som Hilda i Et Folkesagn (1922) og i Sylfiden (1923). Senere blev hun en spændende mimisk kunstner i ballettens nye repertoire omkring 1930. Af ydre kunne hun virke kølig, men både passioner og temperament kom til udtryk i bl.a. Harald Landers Bolero (1934) og Kjeld Abells og Børge Ralovs Enken i Spejlet (1934).

Sideløbende med balletkarrieren i både Danmark og på internationale gæstespil var hun skuespiller. Med sit madonnaydre var hun Tro i Det Gamle Spil om Enhver, som hendes mand satte op i Hollywood i 1936. Hun sluttede sin teaterkarriere i 1939; siden virkede hun som forfatter og udgav bl.a. Skuespilleren og danserinden (1958-59) og som kunstner, hvor hun har skabt metaltrådsfigurer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig