Warren Spears, 1954-2005, amerikansk-dansk danser og koreograf uddannet i New York. Spears dansede bl.a. med Alvin Ailey American Dance Theater 1974-78, inden han 1980 kom til Danmark. Sammen med Randi Patterson og Anette Abildgaard dannede han Nyt Dansk Danseteater, hvor han frem til 1998 var kunstnerisk leder og en produktiv koreograf. I sine værker spænder han fra det dynamiske og vitale til det mere følsomme og lyriske. Til hans bedste koreografier hører Knudsen Variationer (1982), En Gudedrøm (1984, s.m. Randi Patterson), Skagen (1990) og Tanne (1994) om Karen Blixen. I 2001 optrådte han i sin egen koreografi i soloen Eugène.