• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Martha Graham

Oprindelig forfatter AFCh Seneste forfatter Redaktionen

Martha Graham, 1893/1894-1991, amerikansk danser og koreograf. Martha Graham blev den væsentligste skaber af modern dance i USA i 1900-t. gennem sin koreografi og sit træningssystem, der blev det første egentlige modsvar til den klassiske ballet. Hun begyndte at danse hos Denishawn i Los Angeles i 1916, og i 1926 debuterede hun i New York. I 1927 dannede hun sin skole og i 1929 sit kompagni, der har talt dansere som Paul Taylor og Merce Cunningham.

Martha Graham koreograferede mere end 160 værker, først en række amerikansk-nationalistiske balletter som Appalachian Spring (1944) og senere mytologiske balletter baseret på Freuds psykoanalyse og Jungs arketypeteorier, bl.a. om Medea i Cave of the Heart (1946), Ødipus i Night Journey (1947) og Clytemnestra (1958).

Martha Grahams bevægelser udgår fra åndedrættet med udåndingsbevægelsen contraction og indåndingsbevægelsen release. De fremhæver menneskets jordnære tyngde, men præges også af strakte kropslinjer og smidighed og videreføres ofte i hendes skulpturelle scenografi, hovedsagelig af billedkunstneren Isamu Noguchi.

Helt op i 1980'erne koreograferede Martha Graham, bl.a. Acts of Light (1981) til Carl Nielsens Helios-ouverture og Le Sacre du Printemps (1984) til Stravinskys musik.

Flere af hendes værker er bevaret, takket være tv-produceren Thomas Grimm. 1991 udkom hendes erindringer Blood Memory (da. Jeg er danser, 1992). Efter Martha Grahams død skabte problemer omkring ophavsretten til hendes værker store vanskeligheder for kompagniet.



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Martha Graham Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik