Ohad Naharin er en israelsk danser og koreograf. Efter uddannelse i Israel og senere i New York har Naharin danset med bl.a. Batsheva Dance Company, Martha Graham Dance Company og Maurice Béjarts Det Tyvende Århundredes Ballet. I 1990 blev han kunstnerisk leder af Batsheva Dance Company, men fortsatte som koreograf hos en række internationale kompagnier. I sine koreografier er Naharin grænseoverskridende. Hans forestillinger har et stærkt teatralsk præg, men bag de mange ingredienser (projektioner, tekster, levende musik og mange kostumer) er der en næsten blufærdig søgen efter kærlighed og samhørighed. Hans værker er set på gæstespil i Danmark, og i 2001 satte han s.m. sin danske elev Ari Rosenzweig (f. 1971) uddrag af sine værker op på Dansescenen i København under titlen Projekt 01.
Ohad Naharin
Faktaboks
Ohad Naharin
- Født
- 1952
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.