• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Royal Ballet

Oprindelig forfatter BJ Seneste forfatter Redaktionen

Royal Ballet, britisk balletkompagni, som opstod 1956, da Sadler's Wells Ballet og The Sadler's Wells Theatre Ballet blev sluttet sammen på Royal Opera House, Covent Garden i London. Leder var Ninette de Valois (1898-2001), som i 1926 havde oprettet sit Academy of Choreographic Art med en række af de elever, som siden blev grundstammen i ovennævnte kompagnier, bl.a. Margot Fonteyn og Frederick Ashton; sidstnævnte efterfulgte de Valois i 1963. Under Kenneth MacMillans ledelse 1970-77 blev Royal Ballet atter delt i to balletkompagnier: Royal Ballet, Covent Garden og den turnerende Sadler's Wells Royal Ballet; sidstnævnte blev i 1990 til Birmingham Royal Ballet. Se også Sadler's Wells Theatre.

Balletkompagniet har under skiftende ledere fastholdt et repertoire med hovedvægt på internationale og britiske klassikere suppleret med værker af yngre britiske koreografer som David Bintley (f. 1957) og Ashley Page (f. 1956). En række udenlandske dansere, bl.a. russeren Irek Mukhamedov (f. 1960) og danskeren Johan Kobborg, har siden 1990'erne markant præget kompagniet; Kobborg bl.a. med en opsætning af Bournonvilles Sylfiden (2005) med den russiske ballerina Alina Cojocaru i titelpartiet.



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Royal Ballet Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik