Flamenco (Verificeret|Ikke verificeret)

© John R. Johnsen

Flamenco. Opførelse af flamencodans i Madrid, 1985. Til akkompagnement af håndklap og guitarspil udføres de karakteristiske stamp af flamencodanserinden, der er iført flæsekjole med slæb.

Flamenco Flamenco, (sp. flammende eller 'flamsk'). Når man i dag taler om flamenco, tænker man normalt på en konkret form for sang, musik og dans fra Andalusien, en form og et udtryk som - i større eller mindre grad - har spredt sig til hele Spanien, især hvad dansen angår. I realiteten er betegnelsen "flamenco" dog så kompleks og nuanceret, at det er vanskeligt at finde en tilfredsstillende enkel og entydig definition på begrebet. Flamencoens opståen og udvikling fortaber sig noget i historiens tågedis, bl.a. fordi sigøjnerkulturen tidligere har været en ikke-skriftlig kultur. Beskrivelser af begivenheder og personer er sket ved mundtlig overlevering via fortællinger, sange eller myter. At skrive flamencoens historie støder derfor igen og igen på de samme to store forhindringer: Dels den usikre oprindelse og dels den svagt dokumenterede udvikling gennem århundrederne.

Først i midten af 1800-tallet blev flamencoen anerkendt som et selvstændigt musikalsk udtryk, og omkring dette tidspunkt dukker også selve betegnelsen flamenco op, oprin-deligt som betegnelse for dem, der udøvede den særlige sang, musik og dans og altså ikke for genren som sådan.

Et kuriosum i den spanske musikfolklore er, at folkemusiktraditionen og flamencoen i århundreder har levet og udviklet sig sideløbende i hver sit miljø, i høj grad adskilte, men alligevel sådan, at de to udtryk og former i et vist omfang har ladet sig gensidigt inspirere og påvirke af hinanden.

I slutningen af 1700-tallet kom guitaren så småt til som akkompagnement. Guitarens funktion er primært at ledsage sangen både rytmisk og musikalsk og derved understrege sangteksternes indhold og stemninger. Strengeinstrumenter var blevet udbredte og populære via omvandrende trubadurer, og at det netop var guitaren, der skulle blive flamencoens instrument, er der således flere gode grunde til: Instrumentet skulle være ret lille og let at transportere, og det måtte ikke være kostbart eller vanskeligt at spille på, eftersom det blev spillet af rejsende og simple folk. Almindelig blev guitaren dog ikke før end i løbet café cantante perioden (ca. 1860-1910), og først i det 20. århundrede har guitarmusikken udviklet sig såvel på det tekniske som på det kunstneriske plan og opnået status som andet og mere end blot akkompagnement. Nu anerkendes guitaren som solo- og koncertinstrument, og i den moderne flamenco er guitaren ind-gået i fusioner med såvel andre instrumenter som musikformer.

Flamenco-dansen er påvirket af både de indiske og arabiske bevægelser og spanske folke- og regional-dansetraditioner, på samme tid meget graciøs og let og meget temperamentsfuld og kraftbetonet, understreget af fodarbejdet som "slagtøj".

I sit væsen er dansen en individuel og stærkt personlig dans, idet danseren fysisk fortolker eller dramatiserer sangens stemning, fortælling og følelser eller modulerer over guitarens melodiforløb. 

Kvindedansen er kendetegnet ved arbejdet med overkroppen, armene og hænderne, mens mandedansen lægger mere vægt på det styrkebetonede og benarbejdet.

Oprindeligt var dansene relativt enkle bevægelser og rytmiske markeringer på musik-kens puls, danset enten barfodet eller med almindeligt fodtøj. Først i café cantante-perioden og så sent som i det 20. århundrede har dansen udviklet sig som en mere selvstændig kunstform og gennemgået en revolution i retning af det mere sofistikerede med krævende, ekvilibristiske trinteknikker og egen funktion som "rytmeinstrument".

Flamenco forener træk fra sigøjnernes, maurernes og Sydspaniens musik- og dansekulturer. Selve ordet flamenco henviser muligvis til sigøjnernes flammende temperament, at sigøjnere og dermed flamenco kom med soldater til Spanien fra Flandern, eller måske har det oprindelse i arabisk fellah mengu, der skulle betyde "jordløs bonde" eller "bonde i landflygtighed". Flamenco fortolkes og udføres af både mænd og kvinder; den findes i mange stilarter med lokale og personlige varianter og udføres traditionelt som solodans. I flamencoen forenes sangens fortælling, guitarakkompagnement og dans med lyden af accentuerede trin og stamp, polyrytmiske håndklap og jaleo, tilråb fra de optrædende og tilstedeværende til en karakteristisk helhed.  Se også karakterdans.

Flamenco har opnået fornyet popularitet op gennem 1980'erne og 1990'erne, såvel i Skandinavien som i resten af verden.