Romantik - dans, Med de døde nonners dans i Giacomo Meyerbeers grand opéra Robert le Diable på Pariseroperaen i 1831 blev det tydeligt, at især balletten kunne fremstille romantikkens stemninger; her kom også gennembruddet for den romantiske ballet med opførelsen af La Sylphide i 1832.
Periodens længsler, dens drømme om en anden verden, dens splittethed og dens interesse for det eksotiske eller dæmoniske og for forførelsen indgik i den romantiske ballet.
Balletteknisk var tåspidsdansen periodens store landvinding for kvinderne, der fx i deres "overnaturlige" dans forvandlede sig til sylfider og elverpiger.
I Frankrig blev perioden for den romantiske ballet kort; efter Giselle i 1841 begyndte dekadencen. I Rusland fik romantikken en lang efterklang, helt op til Svanesøen (1877).
I Danmark tog den romantiske ballet med August Bournonville som balletmester farve efter det nationale kulturliv, og glæde og harmoni blev nøgleordene i balletter som Napoli (1842) og Et Folkesagn (1854).
Læs mere om romantikken.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.