Romantik. Fredbjørn Bjørnsson skabte i 1969 ballethistorie med sin fremstilling af den generte trold Viderik i Bournonvilles Et Folkesagn. I samme forestilling fik Sorella Englund sit gennembrud som Hilda, pigen fra herregården, der som barn blev stjålet og voksede op hos troldene.
Med de døde nonners dans i Giacomo Meyerbeers grand opéra Robert le diable på Pariseroperaen i 1831 blev det tydeligt, at især balletten kunne fremstille romantikkens stemninger; her kom også gennembruddet for den romantiske ballet med opførelsen af La Sylphide i 1832. Periodens længsler, dens drømme om en anden verden, dens splittethed og dens interesse for det eksotiske eller dæmoniske og for forførelsen indgik i den romantiske ballet. Balletteknisk var tåspidsdansen periodens store landvinding for kvinderne, der fx i deres "overnaturlige" dans forvandlede sig til sylfider og elverpiger. I Frankrig blev perioden for den romantiske ballet kort; efter Giselle i 1841 begyndte dekadencen. I Rusland fik romantikken en lang efterklang, helt op til Svanesøen (1877). I Danmark tog den romantiske ballet med August Bournonville som balletmester farve efter det nationale kulturliv, og glæde og harmoni blev nøgleordene i balletter som Napoli (1842) og Et Folkesagn (1854).
Læs mere om romantikken.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Romantik. August Bournonvilles romantiske ballet Napoli er nærmest blevet synonym med Den Kongelige Ballet. Her ses Silja Schandorff og Lise Stripp i tredjeaktens pas de six. Fotografi fra begyndelsen af 1990'erne.
Viser 2 af 2 billeder
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki