Carlos Gardel
Sangeren Carlos Gardel har stadig ikonisk status som fortolker af tangoen. Her er det forsiden til et partitur fra 1920.
Carlos Gardel
Af /Ritzau Scanpix.

Tango er en musik-, sang- og dansegenre, som opstod i og omkring Buenos Aires og Montevideo i slutningen af 1800-tallet. Musikken er en blanding af hovedsagelig tre ingredienser: milonga (argentinsk folkemusik), candombe (afroargentinsk) og habanera (cubansk). Fra 1920'erne noteres musikken i 4/4 takt mod tidligere 2/4. Instrumenterne er bandoneon (harmonikatype), violin, bas og klaver.

Faktaboks

Etymologi
Ordet tango kommer via engelsk fra amerikanskspansk, muligvis af afrikansk oprindelse.

Sanggenrens gennembrud i 1917 med Mi noche triste (tekst af Pascual Contursi, 1888-1932) sunget af Carlos Gardel (1890-1935) banede vejen for et eget tekstunivers, hvor tab, savn og smerte er væsentlige temaer.

Den argentinske komponist og bandoneonist Astor Piazzolla videreudviklede genren med inspiration fra såvel jazz som klassisk musik.

Dans

Tangoen er en pardans, der kombinerer et tæt favntag med udsøgte variationer af dansetrin. De to parters trin foregår til tider på skift, til tider samtidigt. I 1913 vakte dansen furore i Paris, hvorfra den bredte sig til Europas vigtigste storbyer, bl.a. København, og hurtigt blev den mest populære selskabsdans. I 1929 blev dansen standardiseret i en særlig europæisk form.

Tangoen bibeholdt sin popularitet i hjemlandet frem til rockmusikkens gennembrud omkring 1955. Fra 1980'erne fik tangoen i den oprindelige argentinske form en renæssance verden over, og dansen fascinerer og bliver udøvet af en stadig større skare.

International udbredelse

Tango
Fra tangoens hjemland, Agentina, bredte dansen sig via Paris til resten Europa i begyndelsen af 1900-tallet. Foto fra 1910.
Tango
Af /8931-9/Ritzau Scanpix.

Da den argentinske tango i begyndelsen af 1900-tallet blev udbredt til nordamerikanske og europæiske storbyer, vakte den i begyndelsen forargelse ved sin fysiske direkthed. Ikke sjældent blev den slået i hartkorn og forvekslet med jazzen.

I modsætning til denne blev den dog relativt hurtigt accepteret som musikgenre og selskabsdans. Lokale komponister af populærmusik supplerede deres øvrige, mere traditionelle produktion med tangoer, fx danskeren Jacob Gade med den senere verdenskendte Tango Jalousie (1925), der melodramatisk udmaler skinsygens kvaler.

Den tyske komponist Kurt Weill udnyttede ironisk tangoens associationer til det depraverede i bordelduetten Tango-Ballade i Dreigroschenoper (Laser og Pjalter, 1928).

I begyndelsen af 1930'erne var tangoen med alle sine aspekter fra det lidenskabelige til det sentimentale så integreret i den europæiske populærkultur, at den i modsætning til jazz og swing ikke blev forbudt i det nazistiske Tyskland. Og den langsomme tangos særlige patos viste sig velegnet og ikke spor fremmedartet, da Poul Henningsen og Kai Normann Andersen skrev den intime frihedsvise Man binder os paa Mund og Haand (1940).

Finsk tango

Fra begyndelsen af 1950'erne har man i Finland udviklet en svagt melankolsk, mindre ekvilibristisk version af tangoen, som i dag er en fast bestanddel i den finske folkekultur. Den kan bl.a. ses i sin autentiske udgave i flere af Aki Kaurismäkis film. Siden 1985 har den årlige musikfestival, Tangomarkkinat, med over 100.000 besøgende fra ind- og udland og kåring af årets tangokonge og -dronning været arrangeret i Seinäjoki.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig