australsk film

Australien - film, Allerede i 1896 begyndte man i Australien at optage korte reportagefilm, og verdens første timelange spillefilm var australsk: Brødrene Taits The Story of the Kelly Gang (1906). Publikum strømmede ind for at se historien om den berømte bandit og hans kamp mod myndighederne, og succesen satte skub i filmproduktionen. Året 1911 var et højdepunkt; der blev lavet ca. 50 film, hvoraf de 20 varede mere end en time.

Konkurrence fra Hollywood fik hurtigt denne produktion til at dale, og forslag om importrestriktioner blev afvist trods en ihærdig indsats fra instruktøren Raymond Longford, kendt for sin underfundige hverdagspoesi i film som A Sentimental Bloke (1919).

Den kostbare overgang til tonefilm skabte yderligere problemer for landets betrængte filmindustri. Dog fik den produktive Charles Chauvel international succes med en af sine film, Forty Thousand Horsemen (1940), om tre frygtløse krigskammerater. Den ene blev spillet af den høje og fåmælte Chips Rafferty, indbegrebet af det australske mandsideal: djærv, uforstyrrelig, hærdet af livet på vidderne.

En række statsproducerede dokumentarfilm fik hædrende omtale, men derudover var Australiens egenproduktion af film nærmest uddød efter 1945. Britiske og amerikanske selskaber producerede dog stadig film i Australien, fx Harry Watts The Overlanders (1946, Under Australiens Himmel) og Fred Zinnemanns The Sundowners (1960, Fjerne Horisonter), begge med Chips Rafferty.

I 1970 ændredes billedet radikalt. Der blev indført omfattende statsstøtte til film, og resultatet blev et boom; fra 1970 til 1985 indspilledes over 400 film. I 1975 kom Peter Weirs atmosfæremættede Picnic at Hanging Rock (Udflugten), som henledte udlandets opmærksomhed på Australiens filmkunstneriske opblomstring.

Gillian Armstrongs fintfølende skildring af en kvindes udvikling til forfatter, My Brillant Career (1979, Min brillante karriere), blev set og rost overalt ligesom George Millers Mad Max (1979) og Bruce Beresfords Breaker Morant (1981, Stærke viljer). Weir, Armstrong, Miller, Beresford og stjernen Mel Gibson blev alle hentet til Hollywood. Blandt de instruktører, der stadig arbejder i Australien, findes den begavede Paul Cox (f.1940), kendt for sine indfølte hverdagsskildringer.

I 1986 kom Australiens hidtil største kassesucces, Crocodile Dundee, der som Mad Max-filmene var lavet til et internationalt publikum. Den er en humoristisk beskrivelse af sammenstødet mellem byboernes fordærvede verden og den djærve, atletiske vildnis-australier, der stadig har uskylden i behold.

Dette vigtige motiv får en tragisk drejning i Weirs Gallipoli (1981, Ærens vej til Gallipoli), hvis historie om to tapre unge mænd, der ofres i en vanvittig krig, samler en række af hovedtemaerne i australsk film: Kammeratskab, mistillid til autoriteter og myndigheder samt storheden i det australske landskab og de mænd, det fostrer.

I 1990’erne fik en række australske komedier, alle med et fabulerende præg, international opmærksomhed: Baz Luhrmanns Strictly Ballroom (1992), Stephan Elliotts (f.1963) The Adventures of Priscilla, Queen of the Desert (1994, Ørkendronningen Priscilla), P.J. Hogans (f.1963) Muriel’s Wedding (1994, Muriels bryllup) samt Chris Noonans (f.1952) Babe (1995, Babe – den kække gris).

Australien har i de senere år desuden formået at tiltrække en række store, amerikanske filmproduktioner, fx Star Wars II-III (2002, 2005) og Superman Returns (2006).

I 2008 havde Baz Luhrmanns episke Australia premiere og blev en af Australiens største internationale publikumsucceser. Efter ikke mindst Mel Gibsons internationale succes er Australien fortsat med at eksportere skuespilstjerner til Hollywood, bl.a. Eric Bana (f.1963), Cate Blanchett, Guy Pearce, Russell Crowe, Hugh Jackman, Nicole Kidman, Heath Ledger, Naomi Watts og Chris Hemsworth.

Læs mere om Australien.