Liva Weel som den gæve heltinde i George Schneevoigts populære filmlystspil Odds 777 (1932), der var det første i en række med den populære scenekunstner. Som mange af 1930'ernes folkelige lystspil er filmen bygget op omkring mødet mellem overklassen, i dette tilfælde repræsenteret ved en godsejer, spillet af Emanuel Gregers, og en pige af folket.

.

I slutningen af 1920'erne stod den danske filmproduktion ved en skillevej. Stumfilm var ved at blive erstattet af lydfilm, og overalt i verden blev der eksperimenteret med den nye teknik. Dansk teknologi og film var hurtigt med. To danske ingeniører havde arbejdet med et tonefilmssystem siden 1918, og i oktober 1923 blev resultatet af deres anstrengelser forevist første gang under navnet Petersen og Poulsens tonefilmssystem.

I 1929 blev Nordisk Film gendannet som et lydfilmsselskab på basis af det nye lydsystem, og allerede i 1930 var der premiere på den første skandinaviske lydspillefilm (dog uden dansk tale) med titlen Eskimo, der var en fransk, tysk og norsk co-produktion instrueret af George Schneevoigt. Den blev ikke nogen succes, men det gjorde Schneevoigts næste spillefilm, den første med dansk tale, Præsten i Vejlby (1931) efter Steen Steensen Blichers novelle. Hermed øgedes Nordisk Films dominans på det danske marked og Schneevoigts personlige rolle heri. Han lavede 1930-33 hovedparten af de danske film, først og fremmest flere af 1930'ernes store danske lystspilsucceser, fx Odds 777 (1932).

Opsvinget i 1930'erne

Filmen blev det store underholdningsfænomen for danskerne i 1930'erne. Det var billigt at gå i biografen, og antallet af biografer og solgte billetter voksede støt. De mest populære og sete film kom fra USA, men danskerne tog også de danske lystspil til sig, bl.a. fra nye selskaber som ASA (1937), og skuespillere som Marguerite Viby, Liva Weel, Christian Arhoff, Ib Schønberg og Poul Reichhardt opnåede stor popularitet. Imidlertid blev de danske film kritiseret for en dårlig kvalitet, og i forbindelse med filmlovene af 1933 og 1938 blev det diskuteret, hvordan dansk films eksistens og kvalitet kunne sikres. Med filmloven af 1938 oprettedes en række statslige organer, Filmrådet, Filmfonden og Statens Filmcentral, der skulle styre den danske films udvikling.

Dansk film i 1930'erne var også præget af dokumentarfilm. Statens Filmcentral skabte sammen med Dansk Kulturfilm (opstået i 1932) rammerne om en dansk produktion af oplysende film, kortfilm og dokumentarfilm. En af 1930'ernes mest kontroversielle film var Poul Henningsens Danmark (1935), der havde moderne jazz som underlægningsmusik og en avanceret, rytmisk montagestil. Stor udbredelse fik Dansk Kulturfilms produktion Kongen bød (1938) om stavnsbåndet og dets ophævelse. Nye produktionsselskaber opstod, fx Minerva-Film i 1935, hvor bl.a. Theodor Christensen og Karl Roos udfoldede sig med dokumentarfilm i en ny stil, fx C — et Hjørne af Sjælland (1938) og Iran — det nye Persien (1939).

Dansk film under besættelsen

Bodil Ipsen.

.

Astrid Henning Jensen har været en højtrespekteret del af den danske filmbranche i en menneskealder. Hun indledte karrieren i samarbejde med sin mand, Bjarne Henning-Jensen, på Nordisk Film under 2. Verdenskrig og var endnu aktiv i 1990'erne. Foto 1995.

.

Tysklands besættelse af Danmark 1940-45 gav særlig gode betingelser for dansk film, fordi tyskerne hurtigt forbød importen af de allierede landes film. Antallet af filmproduktioner steg voldsomt, og dansk film fik en særlig national status. Der blev lavet en lang række oplysende dokumentarfilm, der skildrede hverdagen og dansk kultur fra mange sider. At gå i biografen til forevisning af danske film blev et symbolsk udtryk for modstanden mod besættelsen.

Det var stadigvæk lystspil, komedier og farcer, der dominerede, og filmstjernerne fra 1930'erne, der trak mest. Men der blev også lavet mere seriøse film som fx Svend Methlings Sommerglæder (1940), baseret på Herman Bangs fortælling. Instruktører som Bodil Ipsen og Lau Lauritzen jr. slog i denne periode deres navn fast med de psykologiske thrillere Afsporet (1942), Mordets Melodi (1944) og Besættelse (1944), der viste, at de beherskede et moderne filmsprog og samtidig kunne give et troværdigt dansk virkelighedsbillede. Også Johan Jacobsen imponerede med episodefilmen Otte Akkorder (1944).

Besættelsestidens største danske film var dog Carl Th. Dreyers mesterværk Vredens Dag (1943), en historie fra 1600-t. om sanselighedens og kærlighedens undertrykkelse i et livsfjendsk system. Filmen kunne bl.a. ses som en allegorisk kommentar til besættelsen.

Efterkrigstiden – besættelsestemaet, ungdomsfilm og folkekomedier

Ib Schønberg. Plakat til Café Paradis (1950), hvor Schønberg (øverst) ydede en af sine absolut bedste præstationer som manden, der går til grunde i alkoholisme, da han fanges mellem arbejdslivets ubønhørlige sociale mekanismer og konens ambitioner og troløshed. Rollen gav ham en Bodil for bedste mandlige hovedrolle, ligesom filmen fik en Bodil som årets bedste. Under Schønberg ses Poul Reichhardt (th.), Johannes Meyer og Inge Hvid-Møller.

.

En række instruktører formåede at hæve den kunstneriske standard i den første efterkrigstid og fortsatte dermed tendensen fra besættelsen op i 1950'erne. I årene umiddelbart efter befrielsen blev besættelsestemaet centralt. I 1945 præsenterede Bodil Ipsen & Lau Lauritzen jr. De røde Enge og Johan Jacobsen Den usynlige Hær, to film om besættelsen, der kombinerede realisme og melodramatisk patos. Mere nøgterne og dybtborende film fulgte snart efter, og dokumentariske film blev det også til, dels Theodor Christensens delvis illegalt optagne Det gælder din Frihed (1946), lavet for Frihedsrådet, dels den mere officielle, afdæmpede jubilæumsversion: De fem År (1955).

Den realistiske linje blev fulgt i en række film, fx Bjarne Henning-Jensens Ditte Menneskebarn (1946) efter Martin Andersen Nexøs roman, Johan Jacobsens Soldaten og Jenny (1947) og Bodil Ipsen & Lau Lauritzen jr.s skildring af drankerens virkelighed i Café Paradis (1950).

Ungdomsfilm

Bjarne Henning-Jensen gav sammen med sin kone Astrid en skildring af baggårdsbørnenes miljø i De pokkers Unger (1947), der satte fokus på ungdomsproblematikken, der blev et tema i periodens film og i den offentlige debat. De første film om ungdommens problemer blev holdt i en realistisk og pessimistisk stil og understregede ungdomstidens farer og fristelser som fx Farlig Ungdom (1953), Blændværk (1955) og Bundfald (1957). En ny stil, der indvarslede ungdomskulturens nye, mere dominerende rolle i 1960'ernes velfærdssamfund, kunne ses i filmen De sjove år (1959).

Danske komediefilm

Tiden fra 1945-60 blev i dansk film også præget af en fornyelse af de vante danske genrer. I 1950 var der premiere på filmselskabet ASAs første filmatisering af en af Morten Korchs romaner, De røde heste, der blev en af dansk films største økonomiske succeser, og frem til 1976 blev den fulgt af i alt 18 film, der byggede på Korchs forlæg. Filmene satte en ny standard for den danske folkekomedie. De udspillede sig i et overskueligt landligt miljø, der virkede trygt midt i en voldsom opbruds- og moderniseringsperiode, og samtidig formåede filmene at inddrage underholdende elementer fra krimigenren og melodramaet. Andre populære komediefilm var fx Far til Fire -filmene (1953-61 og 1971), Poeten og Lillemor -filmene (1959-61) og endelig Soldaterkammerater-filmene (1958-62 og 1968). Fra 1948 fik Danmark desuden sin egen filmpris, idet Film-Medarbejderforeningen begyndte at uddele den såkaldte Bodil-pris hvert år.

Den ny bølge og konkurrencen fra tv

Leif Panduro.

.

Olsen-banden. Plakaten til seriens første film. Typerne er lagt: Egon Olsen, rank og med høj cigarføring, følges af de to hundehoveder, den traneagtige, letbenede Benny og den tunge, kuede og forsigtige Kjeld, hvis ben aldrig rigtig vil følge med, og som altid bærer jordemodertasken med bandens værktøj. Typernes karakteristika ændredes ikke siden, men blev diskret nuanceret og udbygget. Specielt blev svælget større mellem Egons napoleoniske storhedsvanvid og de andres visionsløse småborgerlighed.

.

Omkring 1960 bredte en ny bølge i fransk film sig til de øvrige europæiske landes film. Samtidig blev tv i perioden fra 1960-95 et internationalt massemedium med mange filmtilbud, hvorved danske biografer og film blev stadig mere trængt. I den første, samlede moderne filmlov af 1964 blev der derfor indført støtteordninger. I den tidligere lovgivning var film blevet opfattet som en forlystelse, der pålagdes skat, og ved hjælp af et biografbevillingssystem, der med mange justeringer eksisterede frem til 1972, skulle staten godkende biografejernes ret til en bevilling. Formålet med dette var at hindre koncentration og sammenfald mellem udlejnings-, produktions- og biografleddet. Med bevillingssystemet søgte man samtidig at føre kulturpolitik med krav til sammensætningen af filmrepertoiret. Biograferne betalte desuden en række afgifter, som også kunne udnyttes til at føre film-kulturpolitik med. I den første moderne filmlov af 1964 blev der imidlertid indført støtteordninger, og loven gav støtte til filmen som kunstart, der dog stadig skulle baseres på indtægter fra billetsalget.

En ny generation af filminstruktører gjorde sig gældende i perioden 1960-72 med et nyt og mere moderne, realistisk filmsprog. Astrid Henning-Jensen fortsatte sin allerede anlagte kurs med Utro (1966) og senere Vinterbørn (1978), mens Bent Christensen med de fine sociale komedier Harry og kammertjeneren (1961) og Naboerne (1966), som han skrev manuskript til sammen med Leif Panduro, skabte en fornyelse af den danske folkekomedie.

Nybølgens to betydeligste instruktører var Palle Kjærulff-Schmidt, der arbejdede tæt sammen med forfatteren Klaus Rifbjerg, og Henning Carlsen. Kjærulff-Schmidt slog sit navn fast med de fine psykologiske miljøskildringer Weekend (1962) og Der var engang en krig (1966). Henning Carlsen begyndte med den illegalt optagne Sydafrika-film Dilemma (1962) og fik et internationalt gennembrud med sin Knut Hamsun-filmatisering Sult (1966). Et enkeltstående filmisk mesterværk skabte Sven og Lene Grønlykke med Balladen om Carl-Henning (1969).

Populærfilm

Uden for denne relativt smalle strøm af kvalitetsfilm i 1960'erne fortsatte dansk film generelt set efter de velkendte populære formler. Med frigivelsen af billedpornografien i 1969 blev den bløde pornogenre introduceret, og den gav øgede eksportmuligheder. Den danske farcetradition blev fortsat med bl.a. velfærdssatiren Vi er allesammen tossede (1959) med Dirch Passer og Kjeld Petersen i to af deres største roller.

I 1954 fik Erik Balling en ledende rolle i Nordisk Film, hvorfra han var med til at forny stilen i den populære danske film. Hans største sammenhængende indsats er serien af film om Olsen-banden, 13 film fra 1968-81. Filmene har en meget fast opbygning. De handler om et dansk trekløver af småforbrydere, der gang på gang går i krig med storkapitalen og udenlandske forbrydersyndikater. Serien blev en af dansk films største succeser og kendt over hele verden.

Dokumentar

Dansk dokumentarfilm udviklede sig også i nye retninger i denne periode. Henning Carlsen og Tørk Haxthausen (1924-2012) skabte omkring 1960 en moderne dokumentarfilmstil. Den dominerende skikkelse inden for kort- og dokumentarfilmgenren var imidlertid Jørgen Roos, der bl.a. med sine Grønlandsfilm, fx den prisbelønnede Knud (1966) om polarforskeren Knud Rasmussen, førte den danske dokumentarfilmtradition videre.

Filmlov, filmkrise og kunstnerisk fornyelse

Erik Clausen (tv.) i rollen som glad dansk gøgler sammen med Helle Fastrup og Leif Sylvester Petersen i sin debutfilm Cirkus Casablanca (1981).

.

Dansk tegnefilm har siden 1980'erne stået for flere store produktioner, fx Stefan Fjeldmarks og Flemming Quist Møllers Jungledyret (1990), som opnåede stor popularitet.

.

Med loven af 1972 oprettedes Det Danske Filminstitut, og filmstøtten blev baseret på en bevilling på finansloven. Samtidig blev biografbevillingssystemet afskaffet, så der blev mulighed for et frit marked. Fra 1972 blev langt de fleste danske film skabt med statslig støtte, og siden 1981 er kun ganske få danske film blevet produceret for private midler alene. Filmloven i 1972 skabte konsulentordningen, som siden har været hovedhjørnestenen i det danske filmstøttesystem. I 1989 indførte man 50/50-ordningen for at støtte samspillet mellem offentlig og privat kapital. Se også filmstøtte.

En ny realistisk linje opstod med Nils Malmros' sociale og psykologiske studier i børn og unges liv, i Lars Ole, 5c (1973), Drenge (1977) og hovedværket Kundskabens træ (1981), som er et lavmælt realistisk og symbolsk skildring af en gruppes udvikling fra børn til unge. Malmros har udvidet sit kunstneriske univers og sit formsprog, bl.a. i Skønheden og udyret (1983), Århus by Night (1989), Kærlighedens smerte (1993) og At kende sandheden (2002).

Bille August lavede i sine første film overbevisende tidsbilleder og ungdomsportrætter. Honning Måne (1978) er et deprimerende billede af velfærdssamfundets tomhed. Ungdomsfilmene Zappa (1983), Busters verden (1984) og Tro, håb og kærlighed (1984) går tæt på de unge og de eksisterende familie- og samfundsstrukturer.

Morten Arnfred startede i den nye anti-autoritære ungdomsfilm med Måske ku’ vi (1976) og Mig og Charly (1978). Hans kunstneriske gennembrud kom med Johnny Larsen (1979), om en arbejderklasse drengs udvikling fra 50’erne og frem og Der er et yndigt land (1983), et opgør med Korch-idylliseringen af landbrugslivet. Også Søren Kragh-Jakobsen startede i de sociale ungdomsskildringer med Vil du se min smukke navle (1978) og den symbolsk ekspressive Isfugle (1983). En historisk realisme ses i Skyggen af Emma (1988) og besættelsesdramaet Drengene fra Sankt Petri (1991).

Litterære filmatiseringer

Det var den litterære filmatisering, der først satte Danmark på det internationale filmkort. Gabriel Axels Karen Blixen-filmatisering Babettes gæstebud (1987, Oscar 1988) er et solidt historisk drama. Bille Augusts Pelle Erobreren (1987, Den Gyldne Palme 1987 og Oscar 1989) er stærk i både de historiske panoramaer og den intense psykologiske far-søn historie. Den gode vilje (1991, Gyldne Palme), baseret på Ingmar Bergmans barndomserindringer, er et originalt og stærkt kunstnerisk værk, som fik både skandinavisk og international succes. Andre markante litterære filmatiseringer er lavet af Anders Refn, bl.a. Sort Høst (1993), Astrid Henning-Jensen, Ole Roos og Kaspar Rostrup, hvis Dansen med Regitze (1989) er en af periodens mest sete film.

Periodens populærfilm

Blandt periodens populære film var, ud over Olsen-banden-filmene, fx Gabriel Axels serie om Familien Gyldenkål (tre film 1975-77). Regner Grasten er den nye mainstream-producent, fx med Kun en pige (1995) efter Lise Nørgaards selvbiografi med Peter Schrøder som instruktør. Familiefilm som Krummerne (1991), instrueret af Sven Methling, var meget populære. I løbet af 1970'erne voksede en spinkel dansk krimitradition frem, fx med Esben Høilund Carlsens Nitten røde roser (1974), og Anders Refns Strømer (1976).

Erik Clausen er periodens vigtigste fornyer af den folkelige, kritiske film. Hans baggrund i arbejderklassen slår ofte stærkt igennem, uden at filmene bliver politisk-dogmatiske. Cirkus Casablanca (1981) rummer et socialt danmarksbillede og i De frigjorte (1993) skildrer Clausen arbejdsløshed og krise i arbejderkulturen. En kvindelig fornyer er Helle Ryslinge med sine kønsrollebevidste romantiske komedier, fx Flamberede hjerter (1986). Ganske særegen var den absurde og poetiske komediestil hos Michael Wikke og Steen Rasmussen i bl.a. Russian Pizza Blues (1992).

Dansk avantgardistisk film

Et markant kunstnerisk gennembrud skete med Lars von Triers film, som fra starten vakte international opmærksomhed. Forbrydelsens element (1985) introducerede en helt ny avantgardistisk filmtradition og var første del af en meget eksperimenterende og tematisk udfordrende Europa-trilogi, som fortsatte med Epidemic (1987) og Europa (1991). Triers tilsyneladende ganske ufolkelige instruktør-position ændrede sig stærkt med tv-serien Riget (1994) og Riget II (1997) – en forrygende blanding af gys og komik, som blev hans store folkelige gennembrud. En større orientering mod de klassiske genrer og det store publikum gør sig også gældende i det erotiske melodrama Breaking the Waves (1996). Andre avantgardistiske instruktører er den feministiske, symbolske ekspressionist Jytte Rex med bl.a. Isolde (1989) og Jon Bang Carlsen med fx det symbolske kærlighedsdrama Ofelia kommer til byen (1985).

Børnefilmenes opblomstring

Børnefilmen fik en opblomstring, fx med Søren Kragh-Jacobsens Gummi Tarzan (1981) og Rumle Hammerichs (f. 1954) Otto er et næsehorn (1983), baseret på Orla Lund Kierkegaards populære børnebøger. En krassere, mere magisk og symbolsk realisme slog igennem i f.eks. Aage Rais-Nordentofts Anton (1995), og i de spektakulære historiske dramaer for børn som f.eks. Åke Sandgrens Miraklet i Valby (1989) og Peter Flinths (f. 1964) Ørnens øje (1997).

Dansk tegnefilm

Der blev skabt en række danske kvalitetstegnefilm med international succes. Jannik Hastrup og Flemming Quist Møllers Bennys badekar (1971) er i dag en klassiker. Jannik Hastrup blev dansk tegnefilms store navn med bl.a. Samson og Sally (1980) og de internationale succeser Fuglekrigen (1990) og Aberne og det hemmelige våben (1995). En Disney-inspireret tegnefilm med en særlig dansk tone og streg slog igennem med Peter Madsens Valhalla (1986) og Stefan Fjeldmarks (f. 1964) og Flemming Quist Møllers Jungledyret Hugo (1993).

Dokumentarfilm

Inden for dokumentarfilmen er perioden efter 1972 en rig udviklingsperiode. En central skikkelse er Jørgen Leth, hvis vigtigste værker er Livet i Danmark (1971), der ironisk skildrer det almindelige menneske, den monumentale cykelfilm Stjernerne og vandbærerne (1973) og det billedlyriske portræt Jeg er levende – Søren Ulrik Thomsen, digter (1999). Jon Bang Carlsens iscenesatte dokumentarisme fremgår af How to invent reality (1996). Han skildrer danske randmiljøer og sociale typer, fx gårdmandskonen i Jenny (1977) og i sine senere film har han skildret udenlandske miljøer og karakterer, fx i It’s now or never (1996).

Af andre betydelige film kan nævnes Christian Braad Thomsens poetiske hjemstavnsfilm Herfra min verden går (1976) og Morten Korch – solskin kan man altid finde (1999). Betydelige kvindelige dokumentarister er fx Jytte Rex, bl.a. med Den erindrende (1985), Dola Bonfils (f. 1941), bl.a. med Med døden inde på livet (1989), Lise Roos (1941-1997) med bl.a. Frikvarteret (1995) og Anne Wivel med bl.a. Søren Kierkegaard (1994) og Johannes’ hjerte (1998).

Dogme 95 – dansk nybølge, realisme og dokumentarisme

"Mit navn er Lars von Trier. Jeg ønsker Dem alle en rigtig god aften, og forresten, skulle De drages af Riget igen og ønske på ny at bruge lidt tid sammen med os, så vær vel beredt på at tage det gode med det onde." I Hitchcocks og Orson Welles' ånd optrådte Lars von Trier selv til slut i hver episode af tv-serien Riget (1994 og 1997) og lod såvel korsets som djævelens tegn ledsage sine ord.

.

I 1996 trådte en ny lov om dansk film i kraft, og i 1997 flyttede de offentlige danske filminstitutioner sammen under navnet Det Danske Filminstitut. Den nye enhedsorganisation fik i 1999 en stærk forøgelse af midlerne på i alt 450 mio. kr. I løbet af få år øgedes antallet af nye film til det dobbelte (ca. 25) årligt. Resultater har været, at Danmark ligger helt i top i med en markedsandel på det danske marked på omkring 35%. Samtidig er bredden og pluralismen i arten af film bevaret og udvidet.

I 1995 lancerede Lars von Trier og Thomas Vinterberg Dogme 95, der argumenterede for at vende tilbage til skuespilkunsten og et mere autentisk filmsprog. I 1998 vandt Vinterberg juryens specialpris i Cannes for sin dogmefilm Festen, et intenst og visuelt fornyende drama af ’bergmanske’ dimensioner. Triers egen dogmefilm Idioterne (1998) er et anarkistisk, kunstnerisk eksperiment. Dogme 95 gjorde dansk film til et internationalt fænomen, specielt da Søren Kragh-Jacobsens dogmefilm Mifunes sidste sang (1999) vandt Sølvbjørnen i Berlin, og da Lone Scherfigs Italiensk for begyndere (2000) gjorde det samme. Dogmekonceptet bredte sig til andre lande og blev dermed et stærk dansk og international brand.

I tilknytning til eller uden for dogmekonceptet har en ny generation meldt sig med realistiske film. Susanne Bier er her et stærkt navn; både nationale og internationale perspektiver kommer til udtryk i kærlighedsdramaet og dogmefilmen Elsker dig for evigt (2002), og i Brødre (2004) og Efter brylluppet (2006) lader hun verdens problemer spejle sig i en dansk familie.

Fornyelsen af dansk socialrealisme ses i Per Flys trilogi om de forskellige klasser i Danmark: Bænken (2000), Arven (2003) og Drabet (2005). En stærk hverdagsrealisme findes i Annette K. Olesen Små ulykker (2002) og Forbrydelser (2004) og i denne genre finder vi også Okay (2002) af Jesper W. Nielsen. En fornyelse finder også sted i Lotte Svendsens folkelige og humoristiske film Bornholms stemme (1999) og Tid til forandring (2004). Eksperimenter med både stil og fortællemåde finder vi f.eks. hos Christoffer Boe med sin debutfilmen Reconstruction (2003) en kunstfærdig, labyrintisk kærlighedshistorie. I Allegro (2005) forsætter han den visuelt stærke og narrativt komplicerede stil.

Den internationale danske storfilm

Pelle Hvenegaard og Max von Sydow i Pelle Erobreren (1987), Bille Augusts filmatisering af første del af Martin Andersen Nexøs roman. Pelle og hans far er her lige ankommet fra Sverige til Bornholm for at begynde en ny tilværelse, men finder fortsat kun den yderste fattigdom. Filmen modtog både Den Gyldne Palme og en Oscar i 1988, og Max von Sydows præstation blev nomineret til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle.

.

Nicolas Winding Refn. Foto fra 2011.

.

Tendensen til dogmefilm ledsages af en samtidig tendens til store, engelsksprogede film. Lars von Triers originale musical Dancer in the Dark (2000), der vandt Den Gyldne Palme i Cannes, er et højdepunkt. Efterfølgende har Trier arbejdet med en Amerika-trilogi som startede med Dogville (2003) og fortsatte med Manderlay (2005), begge med stor international besætning og med forsøg på at skabe et allegorisk-didaktisk filmsprog.

Ole Bornedal lavede det storladne, internationale melodrama Jeg er Dina (2002), Thomas Vinterberg lavede kærligheds- og fremtidsfilmen It's all about Love (2002). Den internationale bølge fortsatte med Lone Scherfigs Wilbur Wants to Kill Himself (2002, Wilbur begår selvmord) og Nicolas Winding Refns Fear X (2003). Disse film har dog haft blandet succes internationalt og nationalt.

I 2011 modtog Susanne Biers film Hævnen (2010) både en Golden Globe og en Oscar. Lars von Triers Melancholia (2011) blev kåret til Europas bedste film ved European Film Awards, hvor Susanne Bier fik prisen som Europas bedste instruktør. På Berlinalen og i Cannes var dansk film stærkt repræsenteret med henholdsvis fem og tre film. I Cannes vandt Nicolas Winding Refn prisen som bedste instruktør for Drive (2011), og Kirstin Dunst vandt som bedste kvindelige skuespiller for sin rolle i Melancholia.

Dokumentarfilmens publikumsgennembrud

Inden for dokumentarfilm har en ny generation markeret sig med ofte eksperimenterende og poetiske dokumentarfilm. Det gælder f.eks. Torben Skjødt Jensens (f. 1958) to kunstnerportrætter Carl Th. Dreyer. Min metièr (1995) og It’s a blue world (1990). Også Tómas Gíslason har dyrket kunstnerportrættet i Fra hjertet til hånden (1994) en hudløs skildring af Jørgen Leth og det kollektive cykel-epos Overcoming (2005) om CSC-cykelholdet. Men hans produktion omfatter også dybt personlige og politiske film som Patrioterne (1997) og Den højeste straf (2000).

Anders Østergaard (f. 1965) har bevist, at dokumentarfilmen kan trække et stort publikum med Gasolin' (2006), som er set af over 250.000 mennesker. Blandt de helt unge har Sami Saif (f. 1972) markeret sig særdeles stærkt med sin prisbelønnede debutfilm Family.

De smås film

Dansk films lange tradition for børne- og ungdomsfilm er udviklet yderligere efter 1997. Jesper W. Nielsen har lavet den actionprægede Den sidste viking (1997) og den magisk realistiske fabel Forbudt for børn (1999). Den er genremæssigt er i familie med Lone Scherfigs stilistisk eksperimenterende Når mor kommer hjem (1998). Hans Fabian Wullenweber (f. 1967) fik flere internationale priser for Klatretøsen (2002). Også tegnefilmen fortsatte sin succes med Stefan Fjeldmarks Hjælp, jeg er en fisk (2000) og Terkel i knibe (2004).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig