iransk film

Iran begyndte i 1950'erne at producere egne film, og egenproduktionen kulminerede 1961-62 med 50 film, der fortrinsvis var enkle melodramaer.

I begyndelsen af 1970'erne førte brugen af Super 8 mm-formatet til et kunstnerisk opsving og mere kritiske film, men denne nye bølge blev afbrudt af den islamiske revolution i 1979. I begyndelsen af 1980'erne blev der kun lavet ganske få film, men i slutningen af 1990'erne er produktionen gradvis genopbygget til 1960'ernes niveau, samtidig med at udenlandske film stadig er forbudt.

Iransk film har siden slutningen af 1980’erne fejret internationale triumfer med lavmælte hverdagsrealistiske dramaer, der dog kun i begrænset omfang vises i hjemlandet. Fremtrædende repræsentanter for den ny iranske film er Abbas Kiarostamis Hvor er min vens hus (1986) og Smagen af kirsebær (1997), Mohsen Makhmalbafs (f. 1957) Rejsen til Kandahar (2001) og Samira Makhmalbafs (f. 1980) Blackboards (2000).