Italiensk film fik en relativt sen debut, og den første spillefilm, Filoteo Alberinis (1865-1937) La presa di Roma, udsendtes i 1905. Det følgende tiår var kendetegnet ved en voldsom ekspansion, og med filmdivaer som den forførende Lyda Borelli (1884-1960) og såkaldte kolossalfilm, dvs. stort anlagte historiske udstyrsstykker som Enrico Guazzonis (1876-1949) Quo Vadis? fra 1912 og Giovanni Pastrones (1883-1959) Cabiria fra 1914, oplevede italiensk film i 1910'erne sin første guldalder.

1. Verdenskrig slog bunden ud af den nationale filmindustri, og som de fleste andre europæiske lande invaderedes Italien efter krigen af amerikanske film. Mussolinis fascistiske regime forsøgte i 1920'erne og 1930'erne at redde italiensk film ud af krisen. Det skete bl.a. gennem kvoteordninger, ved en livlig filmæstetisk debat på universiteter og i fagblade samt ved oprettelsen af filmskolen Centro Sperimentale di Cinematografia i 1935 og filmbyen Cinecittà i 1937. Den fascistiske æra frembragte ikke mange egentlige propagandafilm, men er især karakteriseret ved litterære filmatiseringer og/eller eskapistiske melodramaer. Nogle af disse havde karakter af stilistiske formøvelser, de såkaldte kalligrafiske film; andre gik under betegnelsen "hvid telefon-film", fordi de udspilledes i et overklassemiljø, hvor en hvid telefon var fast inventar i heltindens boudoir.

Umiddelbart efter 2. Verdenskrig oplevede italiensk film med den italienske neorealisme sin anden guldalder. Neorealismen var et bredt kulturelt opgør med fascismens løgne og hykleri, og instruktører som Roberto Rossellini, Luchino Visconti og Vittorio De Sica (sidstnævnte gerne i samarbejde med manuskriptforfatteren Cesare Zavattini) satte med humanistisk indfølelse fokus på den samtidige hverdags små og store begivenheder i de lavere sociale lag. Den neorealistiske film anvendte i en vis udstrækning amatører i rollerne og var som regel optaget on location. Til denne retnings hovedværker regnes bl.a. Rossellinis Roma città aperta (1945, Rom aaben By) og Paisà (1946), De Sicas Ladri di biciclette (1948, Cykeltyven) og Umberto D (1952) samt Viscontis La terra trema (1948, Jorden skælver).

I løbet af 1950'erne døde neorealismen ud som bevægelse, men i årene derefter oplevede den kunstneriske film en ny renæssance med en række særegne instruktører som fx Federico Fellini, Michelangelo Antonioni, Francesco Rosi, Ermanno Olmi, Pier Paolo Pasolini, Bernardo Bertolucci, Ettore Scola samt brødrene Paolo og Vittorio Taviani. Denne "kunstneriske film" var en stærkt heterogen størrelse, der spændte fra Fellinis fabulerende overflødighedshorn af magiske indfald over Bertoluccis fortolkning af Freud og Marx til Antonionis asketiske modernistiske fremmedgørelse. Fælles for disse filmskabere var blot, at de lavede højst personlige og idiosynkratiske film, som vandt talrige priser på internationale festivaler.

I samme periode opnåede den kommercielle italienske film en vis succes hos det internationale biografpublikum; i 1950'erne fortrinsvis med erotisk pikante lystspil med barmfagre kvindelige stjerner som Sophia Loren, Claudia Cardinale og Gina Lollobrigida. I 1960'erne og 1970'erne blev italienske spaghettiwesterns som Sergio Leones Il Buono, il brutto, il cattivo/The Good, The Bad and The Ugly (1966, Den gode, den onde og den grusomme) og C'era una volta il West/Once Upon a Time in the West (1968, Vestens hårde halse) store internationale hits. Endelig har italienske horrorfilminstruktører som Mario Bava (1914-80) og Dario Argento (f. 1940) opnået kultisk dyrkelse på internationalt plan.

Bruddet på det statslige RAIs tv-monopol i 1976 medførte noget nær kaos på det audiovisuelle område i Italien, og især Silvio Berlusconis kommercielle, reklamefinansierede tv sendte den nationale filmbranche ud i dens hidtil alvorligste krise. I 1980'erne søgte de fleste af de tilbageværende store instruktørnavne til udlandet, mens italiensk film hjemme kæmpede en desperat kamp for sin overlevelse. 1980'erne og 1990'erne har dog fostret en lille håndfuld lovende italienske filmskabere som fx den autodidakte Nanni Moretti (f. 1953), der i 2001 vandt Cannes-festivalens Guldpalme for La stanza del figlio (Sønnens værelse) og desuden er en vigtig producent af uafhængige film, samt Giuseppe Tornatore (f. 1956) og Gianni Amelio (f. 1945). En af italiensk films største succeser i de senere år er komikeren Roberto Benignis (f. 1952) koncentrationslejrkomedie La vita è bella (1997, Livet er smukt).

Læs mere om Italien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig