dokumentarfilm - dokumentarfilm i Danmark

I Danmarks anerkendte tradition for statsstøttet dokumentarfilm ses den historiske udvikling aftegnet fra Poul Henningsens Danmark (1935) over Theodor Christensen og Jørgen Roos' opbyggelige samfundskritik i fx Det gælder din frihed (1946) og Vi hænger i en tråd (1961) til Henning Carlsens fintmærkende hverdagsobservationer i De gamle (1961), Familiebilleder (1964) og Ung (1965). I denne sammenhæng fremstår den selviscenesættende stil i Jørgen Leths Notater om kærligheden (1989) og Jon Bang Carlsens Livet vil leves (1993) som 1990'ernes svar på dokumentarfilmens fascination af det virkelige liv.

Siden begyndelsen af 1990'erne er dansk dokumentarfilm gået ind i en ny fase med nye æstetiske tendenser, en ny vækst og succes og en ny generations gennembrud. Tendensen går mod en større dyrkelse af den personlige og ekspressive stil og en poetisk-refleksiv genre.

Det ses i bl.a. Jon Bang Carlsens Portrait of God (2002) om søgen efter livets mening, Lars Johansens Travellers tale (1994) om kærlighed og det postkommunistiske Østeuropa og Niels Frandsens historisk-personlige dokument Epidemien (2001) om 1950'ernes polioepidemi.

Portrætgenren har tilsvarende stået stærkt, fx med Torben Skjødt Jensens (f. 1958) It's a blue world (1990) om maleren Hans Henrik Lerfeldt, Anne Regitze Wivels Søren Kierkegaard (1994), Tómas Gislasons Fra hjertet til hånden (1994) om Jørgen Leth, Jørgen Leths egen Jeg er levende (1999) om Søren Ulrik Thomsen og Jytte Rex' Palle Nielsen — mig skal intet fattes (2002).

Den nye generation har forenet det personlige og den sociale genre, tydeligst i Gislasons Den højeste straf (2000) om danske kommunisters skæbne i Stalintiden og Sami Saifs (f. 1972) Family (2001) om Saifs egen traumatiske familiehistorie. Se også cinéma vérité, Direct Cinema, docu-drama og dramadokumentarisme.