dokumentarfilm - dokumentarfilmens krise og anden storhedstid (efter 1945)

Efter krigens mange statspålagte opgaver opstod en produktionskrise, der også skyldtes tv's voksende dominans som aktualitetsmedium. Dokumentarfilmen blev en niche for kommercielt finansierede subgenrer som rejse- og naturfilm, fra Walt Disney-koncernen og af fx svenskeren Arne Sucksdorff, og for en ny, poetisk selvbevidsthed: fx Bert Haanstras (1916-97) Glas (1958) og Alain Resnais' film om koncentrationslejrene Nuit et brouillard (1955, Nat og tåge).

Genrens anden opblomstring skete omkring 1960 med de observerende film i tilknytning til nationale filmbølger som Free Cinema i Storbritannien og den ny bølge i Frankrig. Kombinationen af tidens antiautoritære holdninger og billigt letvægtsudstyr, fra 1970'erne suppleret med video, resulterede i en ny frimodighed. Enten granskede man miljøer og institutioner som "fluen på væggen" (fx Frederick Wisemans Hospital fra 1970) i den amerikanske Direct Cinema-retning, eller også udfordrede man omverdenen med pågående interview og demokratisk inddragelse af de medvirkende, som fx i Jean Rouchs og Edgar Morins Chronique d'un été (1961, En sommerfortælling), i den franske cinéma vérité-retning.

Det humanistiske engagement blev videreført i 1970'ernes og 1980'ernes dokumentarfilm som fx Barbara Kopples (f. 1946) Harlan County, U.S.A. (1977) og Claude Lanzmanns (f. 1925) Shoah (1986) med vægt på interview og ukommenteret observation. I mellemtiden havde tv i vidt omfang overtaget visningen af dokumentarfilm og genrens rent journalistiske sider, og her blev gammelkendte temaer og teknikker udviklet med teknisk brillans gennem afslørende social- og krigsreportager, fx CBS' Vietnamkrigsdækning, samt i serier om historiens højdepunkter, fx CBS' Twentieth Century, 1957-66, og naturens undere, fx BBCs Life on Earth, 1979, og kabel-tv-kanalen Discovery, 1985-.

Dokumentarfilmens udspring i det personlige, politiske og formeksperimenterende er desuden ofte forenet i den såkaldt selvrefleksive dokumentarfilm eller -video, der gør den kreative proces og filmskaberen selv til en del af filmens emne og problem, som det fx ses humoristisk udfoldet i Michael Moores samfundskritiske Roger and Me (1989) og Fahrenheit 9/11 (2004) samt Morgan Spurlocks (f. 1970) Super Size Me (2004), hvor instruktøren prøver den amerikanske fastfoods ernæringsværdi på egen krop.

Tilbage til dokumentarfilm.