film

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Film. Akira Kurosawas De syv samuraier fra 1954 blev takket være sine medrivende billeder og sin spændende historie snart anerkendt som et af filmhistoriens mesterværker. Her ses Takashi Shimura i rollen som den vise leder af samuraierne, der kommer en fattig landsby til undsætning.

Film er illusionen af levende billeder opnået med film- eller videoteknik eller værker fremstillet med denne teknik, fx dokumentar-, fiktions- eller eksperimentalfilm, kort- eller spillefilm.

Grundlæggende bygger filmmediet på det neuropsykologiske forhold, at den menneskelige bevidsthed underkaster modtagne sanseindtryk en særdeles aktiv og meningsskabende bearbejdning. Således vil lysfotoner i øjnenes nethinde blive omsat til nerveimpulser, der via synsnerverne når nervecentre i hjernens nakkelap, hvor de af bevidstheden tolkes som synsindtryk med rumlig dybde, farver og bevægelse.

I biografen bliver lys og skygger på et hvidt lærred på denne måde til levende billeder. Hjernen opfatter de små forskelle fra billede til billede som ubrudte bevægelser, og billedrækken vises så hurtigt, at øjet ikke når at opfange de mørke pauser mellem billederne (hvad der kendes som "øjets træghed").

Lyd og andre sanseindtryk kan forøge illusionen, og fra filmteknisk side har det lige fra begyndelsen handlet om at skabe et system, der kan narre synet og bevidstheden til at opfatte filmen som en kropslig virkelighed og derved give den størst mulige emotionelle oplevelse.

Filmens fødsel og biografsystemets fremkomst

Apparater som thaumatrope og zoetrope, der via hastigt skiftende billeder gav en illusion af reel bevægelse, blev populære i 1800-t. Den amerikanske fotograf Eadweard Muybridge optog i 1870'erne billedsekvenser af mennesker og dyrs bevægelser og fremviste dem via et lignende apparat, en såkaldt Zoopraxiscope (1879).

Franskmanden Émile Reynaud patenterede i 1878 den første filmprojektor, en version af hans egen Praxinoscope (1876) kombineret med projektion, men det eneste, han havde at vise i sin biograf, Théâtre Optique, var håndtegnede animationsfilm.

En anden franskmand, Étienne Jules Marey, konstruerede i 1882 et fotografisk "gevær" til at optage billeder af objekter i bevægelse, og takket være fotografiske negativer fremstillet som rullefilm (først af papir, siden af celluloid) kunne han i 1887 demonstrere verdens første filmkamera.

Dernæst udviklede den amerikanske opfinder Thomas A. Edison og hans assistent William K.L. Dickson (1860-1935) i 1888 filmkameraet kinetografen (Kinetograph) samt i 1889 kukkassen kinetoskopet (Kinetoscope), hvor en enkelt tilskuer, bøjet over en kasse med kighul, så direkte ned på en filmstrimmel belyst bagfra med et svagt lysglimt for hvert billede. Såvel kinetografen som kinetoskopet blev patenteret i 1891.

Edisons kukkasse blev fulgt af brødrene Louis og Auguste Lumières kinematograf (Cinématographe) fra 1895, et lokale, hvor filmbilledet blev projiceret op på et lærred, så publikum ligesom i Reynauds Théâtre Optique kunne være fælles om oplevelsen.

Asta Nielsen. Avis-annonce for biografen Kosmorama, der spillede Afgrunden med Asta Nielsen og Poul Reumert, iscenesat af Urban Gad. Berlingske Tidende, 1910.

Desuden bør nævnes tyskeren Max Skladanowsky (1863-1939), der sammen med broderen Emil (1856-1945) afholdt filmforevisninger i Berlin i november 1895 med deres såkaldte Bioscop, der dog var uhensigtsmæssigt konstrueret og snart forsvandt.

Filmens fødsel dateres traditionelt til 28.12.1895, hvor brødrene Lumière gennemførte deres første offentlige filmforevisning i Grand Café, Paris, med ti film af ca. et minuts varighed, bl.a. La Sortie des usines Lumière à Lyon (Arbejderne forlader Fabrikken).

I Danmark vistes film første gang offentligt 7.6.1896 i Vilhelm Pachts (1843-1912) pavillon Panorama på Rådhuspladsen i København. Den første egentlige danske biograf, Kosmorama på Østergade i København, åbnede 17.9.1904.

Siden filmens gennembrud har mediets mest skelsættende tekniske fornyelser været synkronlyd og farver samt en generel overgang til elektrisk drivkraft, video (først analog, så digital) og computerstyring.

Lyd og farver

Lydfilmen slog igennem med The Jazz Singer (1927, Jazzsangeren), der hentede sin lyd fra en grammofonplade. Man gik dog hurtigt over til at benytte et lydspor placeret på langs af selve filmstrimlen enten som en magnetisk belægning eller anbragt optisk i selve filmmaterialet. Via flere kanaler og højtalere kan lyden spredes ud i biografen, den såkaldte surround-lyd.

Optisk lyd slog igennem i 1929 efter succes med lydsystemet Movietone (1927). Blandt 1920'ernes pionerer inden for optisk lyd var danskerne Axel Petersen (1887-1971) og Arnold Poulsen med deres Petersen og Poulsen tonefilmsystem. Men amerikaneren Lee De Forest fik større betydning med sit Phonofilm-system (1923), der blev indarbejdet i Movietone. Det dominerende lydsystem er i dag Dolbysystemet.

Det kendteste farvefilmsystem er Technicolor, der fra 1922 indeholdt to farver og fra 1932 tre farver. Teknikken krævede frem til 1942 et separat negativ for hver grundfarve. Farverne blev trykt direkte på den endelige filmstrimmel og var meget holdbare, men teknikken uddøde af økonomiske grunde i 1970'erne.

I nyere farvesystemer (fx Eastman Color) opstår farverne inde i selve filmstrimlen via en fotokemisk proces; disse farver falmer imidlertid med årene og vil gå tabt for eftertiden. Et lille antal af disse film præserveres på anden vis, men problemet er omfattende.

Film. Hjertet i et filmkamera er den mekaniske enhed, som fører filmstrimlen frem og samtidig synkroniserer denne bevægelse med den roterende spejllukker. Kameraets elektriske motor styrer en drivaksel, der med et gear er forbundet til spejllukkeren, et halvcirkelformet spejl, som roterer 24 gange i sekundet. Når spejllukkeren, som er placeret i en 45° vinkel i forhold til filmplanet, blænder af for filmstrimlen, ledes lys fra objektivets linser til søgeren. I denne korte periode tager en fremføringsgriber fat i et perforationshul på filmen og trækker den et billede frem (svarende til fire perforationshuller på en 35 mm-film) for straks efter at gå tilbage til udgangspositionen. I samme øjeblik udløses en spærregriber, som også går ind i et perforationshul og holder filmen absolut fast i det øjeblik, da spejllukkeren åbner, således at lyset ledes ind til et hul i filmkanalen, og filmen eksponeres.

Film, kamera og fremviser

En central og fortløbende finpudsning af filmens teknik har været den gradvise forbedring af det fotografiske negativ med hurtigere eksponeringstid, finere billedopløsning og mere naturtro farvegengivelse.

Filmfremvisere og især -kameraer er blevet mere sofistikerede, men bygger dog stadig på det samme grundprincip med en typisk 35 mm bred filmstrimmel, hvor billederne er placeret efter hinanden. Lys når til eller fra strimlen via et objektiv. Via perforationshuller i filmstrimlens kant rykkes denne regelmæssigt fremad. Hver gang strimlen er i bevægelse, afskæres lyset af en blænde. Og hver gang filmen står stille (ved tonefilm normalt 24 gange i sekundet), eksponeres et billede i kameraet, eller fremviseren kaster et billede op på lærredet.

Tilskueren opfatter hverken de mørke pauser, eller at der er tale om enkeltbilleder. Højere billedfrekvens (op til 60 billeder i sekundet) og bredere filmstrimler (fx 70 mm) giver større virkelighedsillusion. Det samme gælder brug af "motion simulation", dvs. computerstyrede biografsæder, der bevæger sig i forhold til billederne på lærredet.

Film. I en 35 mm- eller 70 mm-filmprojektor benyttes en såkaldt transportør til rykvis fremføring af filmen. Transportøren, en tandtromle, der trækker i filmens perforationshuller, drives af et såkaldt malteserværk, en mekanisk enhed, der sørger for udveksling af en kontinuerlig rotation fra en drivaksel til en præcis rykvis rotation af transportørens tandtromle, således at kun ét billede rykkes frem ad gangen. Hastigheden for 35 mm-tonefilm er 24 billeder i sekundet. Når fremføringsmekanismerne ikke trækker i filmen, er det enkelte filmbillede i ro, og synkroniteten med blændesystemet sikrer, at der åbnes for lyset fra lampen. Den roterende blænde har to åbninger for hver rotation. Hvert billede bliver således projiceret to gange, hvorved der opnås 48 skift i sekundet mellem lys og mørke. Herved undgår man, at det menneskelige øje registrerer disse skift som flimren, idet øjets såkaldte træghed sikrer, at billedforløbet har en konstant lysintensitet.

Der findes desuden tredimensionale (3-D) filmsystemer, hvor venstre og højre øje ser det samme motiv filmet fra hver sin let forskudte vinkel, samt 3-D hologramfilm, hvor motivet er indfanget på et fotografisk materiale via refleksioner fra belysning med laser.

Filmmediets reelle muligheder for topkvalitet udnyttes kun i særlige biografer, indrettet til systemer som Showscan (med 60 billeder i sekundet) og IMAX (med en billedflade ti gange større end på 35 mm-film). Tycho Brahe Planetariet i København viser såkaldte Omnimaxfilm, der i kvalitet svarer til IMAX, på et halvkugleformet lærred.

Digital filmteknik

I 1995 kom den første spillefilm skabt udelukkende vha. computeranimation, John Lasseters Toy Story. I dag er computerteknologi en bærende del af hele filmprocessen, fra manuskriptsskrivningssoftware, computeranimerede storyboard, digitale kameraer og onlineredigering til digital biografprojektion og hd-dvd. Selve filmen kan skabes med levende skuespillere i virtuelle kulisser, med virtuelle skuespillere i fysiske kulisser, eller en hvilken som helst anden kombination. I klipperummet kan instruktøren manipulere med bl.a. farver, billedkompositioner og skuespilpræstationer ned til mindste detalje, kun begrænset af sit eget talent samt prisen på udstyr og arbejdstimer.

Distribution

Biograffilmen begyndte i 1950'erne at få konkurrence fra tv, men det traditionelle tv-system med dets let kornede, næsten kvadratiske billede er ligesom de fleste hjemmevideosystemer (vhs, dvd) principielt uegnet til at vise film fremstillet med henblik på gengivelse i biografer med store, brede lærreder og høj billedkvalitet.

I dag er skellet mellem film, tv og video dog ved at blive udvisket. Mange biograffilm optages på digital video og vises også på tv og video, biografbranchen satser på en fremtid med digital projektion, og i "hjemmebiografen" ses en gradvis overgang til højopløsnings-tv (HDTV) og videoskærme i bredformat.

Biograf, tv, dvd og internet fungerer i vid udstrækning som distributionskanaler for de samme produkter, for i dag kan alle filmtyper overføres til film og projiceres på et biograflærred - eller digitaliseres og transmitteres via tagantenner, kabler, satellitter og internet samt lagres på videobånd, dvd, iPods m.m. Filmoptagelser med mobiltelefon har haft dramatisk effekt på filmmediets status som hvermandseje. Se også biograf.

Filmkunstens udvikling

Den tidlige stumfilm 1895-1915

Brødrene Lumières Arbejderne forlader Fabrikken (1895) var blandt de film, der blev vist i Grand Café i Paris 28.12.1895. Filmen varer et minut og er optaget med skjult kamera ved Lumière-fabrikken i Lyon, sandsynligvis i sensommeren 1894.

Mange af de første film, bl.a. af brødrene Lumière, var små optagelser af hverdagsliv og autentiske begivenheder, men snart kom også fortællende film, der udnyttede mediet til underholdning. Her var franskmanden Georges Méliès en vigtig pioner med en lang række film, som dels var fiktionaliserede behandlinger af aktuelle begivenheder som L'Affaire Dreyfus (1899, Dreyfusaffæren), dels fantasifortællinger om eventyrlige rejser, der ofte var inspireret af forfatteren Jules Verne, som Le Voyage dans la lune (1902, Rejsen til Maanen).

Blandt pionererne var også amerikaneren Edwin S. Porter med den tidlige western The Great Train Robbery (1903, Det store Togrøveri), franskmanden Louis Feuillade med en række kriminalserier, bl.a. Fantômas (1913-14), og italieneren Giovanni Pastrone (1883-1959) med det stort opsatte oldtidsepos Cabiria (1914). Dertil kom en lang række komikere, bl.a. franskmanden Max Linder og Charlie Chaplin, som udfoldede sig i populære farcer.

Asta Nielsen og Poul Reumert i Afgrunden, 1910.

Asta Nielsen og Poul Reumert i Afgrunden, 1910.

Det danske erotiske melodrama, fx Urban Gads Afgrunden (1910) med Asta Nielsen i hovedrollen, fik en kortvarig international succes. Asta Nielsens spillestil markerede en udvikling bort fra det teatralske og hen mod det mere psykologiske.

Den klassiske stumfilm 1915-1928

Afgørende indflydelse på skabelsen af et nuanceret filmsprog, præget af tidslig og rumlig logik i billedforløbet, fik den amerikanske instruktør D.W. Griffith med en lang række korte film, ofte melodramatiske spændingshistorier, lavet 1908-13.

Han nåede et højdepunkt med den monumentale The Birth of a Nation (1915, En Nations Fødsel), som trods sin racistiske ideologi blev et filmhistorisk hovedværk, der demonstrerede mediets udtryksmidler i storslået form og slog fast, at filmkunsten havde lagt den tekniske og fortællemæssige primitivitet bag sig.

Charles Chaplin. Skuespilleren (th.) dannede i 1919 filmselskabet United Artists sammen med instruktøren D.W. Griffith, Douglas Fairbanks (tv.) og Mary Pickford. De fire store stjerner i stumfilmtidens Hollywood er her samlet i forbindelse med selskabets lancering; Griffith ses i midten i munter samtale med America's Sweetheart, Mary Pickford.

Hollywood i Californien, der fra omkring 1915 blev centrum for amerikansk filmproduktion, ekspanderede som filmisk kraftcenter med verdensdominans og tiltrak i 1920'erne mange filmkunstnere fra Europa.

Der blev skabt stort anlagte udstyrsfilm som Fred Niblos (1874-1948) Ben-Hur (1925) og Cecil B. DeMilles The Ten Commandments (1923, De ti Bud), komiske hovedværker som Charlie Chaplins The Gold Rush (1925, Guldfeber) og Buster Keatons The General (1926, Generalen), og stjerner som Douglas Fairbanks, Mary Pickford og Rudolph Valentino opnåede verdensberømmelse.

Blandt de kunstneriske højdepunkter var Erich von Stroheims grumt naturalistiske Greed (1924, Guld), F.W. Murnaus Sunrise (1927, Solopgang) og King Vidors socialt orienterede The Crowd (1928, En søn af Folket).

I Europa var 1920'erne en storhedstid for svensk film, hvor instruktørerne Victor Sjöström og Mauritz Stiller især udnyttede naturen som ramme om det menneskelige drama.

Ekspressionisme. I Robert Wienes film Dr. Caligaris (1920) mareridtsagtige, forvredne univers er persongrænserne usikre, og personerne fordobles. Titelpersonen optræder både som psykiater og markedsgøgler og sender hver nat sit medium, Cesare, ud for at øve mørkets gerninger. I gøglervogen finder politiet imidlertid blot en dukke.

Mauritz Stillers Gösta Berlings saga (1924) med Greta Garbo blev en international succes, og de tre svenskere fik alle en karriere i Hollywood. I perioden kom der tillige en række vigtige eksperimentelle udspil, der søgte alternativer til den mere konventionelle fortælleform.

I Tyskland således en række ekspressionistiske film med et psykologisk forvrænget virkelighedsbillede præget af stærk stilisering. Det var oftest fantasifulde horrorfilm som Robert Wienes berømte Das Cabinet des Dr. Caligari (1920, Dr. Caligari) og F.W. Murnaus Nosferatu — Eine Symphonie des Grauens (1922, Nosferatu), men også stort anlagte utopier som Fritz Langs Metropolis (1926). Tysk film fortsatte med stiliserede hverdagsdramaer, såkaldte Kammerspiel-film som F.W. Murnaus Der letzte Mann (1924, Hotel Atlantic) og den realistiske bølge Neue Sachlichkeit med G.W. Pabst som vigtigste instruktør.

At gøre spillefilmen til kunst var målet for de såkaldte impressionister i fransk film, med Abel Gances Napoléon (1927) som det mest imponerende resultat. Også den danske instruktør Carl Th. Dreyers La Passion de Jeanne d'Arc (1928, Jeanne d'Arcs Lidelse og Død) markerede et originalt forsøg på at realisere filmsprogets åndelige muligheder.

Sergej Mikhajlovitj Eisenstein, 1929.

Sergej Mikhajlovitj Eisenstein, 1929.

Uden for den kommercielle filmindustri opstod desuden en avantgardefilmbevægelse, der afprøvede filmmediet under indflydelse af dadaisme og surrealisme, som det fx ses i franskmanden René Clairs Entr'acte (1924) og spanieren Luis Buñuels Un Chien andalou (1928, Den andalusiske Hund).

Endelig søgte en gruppe unge instruktører i den ny Sovjetstat, bl.a. Sergej M. Eisenstein (med hovedværket Panserkrydseren Potjomkin, 1925), Vsevolod Pudovkin, Lev Kulesjov og Dziga Vertov, at revolutionere filmsproget via montagens muligheder.

Lydens gennembrud 1927-1931

Eksperimenter med lydfilm (også kaldet tonefilm) går tilbage til de tidligste film, men først i 1927 brød lydfilmen igennem i USA med premieren på selskabet Warner Brothers' melodrama The Jazz Singer (Jazzsangeren), instrueret af Alan Crosland (1894-1936) med Al Jolson i hovedrollen.

I Europa kom lydfilmens gennembrud omkring 1930 med værker som Alfred Hitchcocks Blackmail (1929, Pengeafpresning) i Storbritannien, Josef von Sternbergs Der blaue Engel (1930, Den Blå Engel) og Fritz Langs M (1931) i Tyskland og René Clairs Le Million (1931, Millionen) i Frankrig.

I Danmark havde ingeniørerne Axel Petersen og Arnold Poulsen allerede i 1923 præsenteret deres lydsystem, Petersen og Poulsens tonefilmsystem, men først i 1931 kom en spillefilm med dansk tale: George Schneevoigts Præsten i Vejlby, produceret af Nordisk Film.

Den klassiske lydfilm 1930-1960

Borte med blæsten. Vivien Leigh og Clark Gable i filmens to stjerneroller. Borte med blæsten blev en af Hollywoods største succeser nogensinde. Den nåede ikke til Danmark før 2. Verdenskrig, og da der var konflikt mellem de danske filmdistributører og de amerikanske filmselskaber efter krigen, måtte publikum drage til Sverige for at se filmen, der først fik dansk premiere i 1958.

Med 1930'erne begyndte Hollywoods storhedstid. Filmindustrien var effektivt organiseret og bygget op omkring et system af filmstudier og -stjerner, der skabte film inden for en række fastlagte genrer. Teknisk var perioden præget af et højt professionelt niveau, farvefilmen slog igennem med Technicolor-systemet (siden 1932-35), og den dramaturgiske og fortælletekniske teknik satte normen for den klassiske filmfortælling. Blandt de betydeligste instruktører i denne periode var John Ford, Frank Capra, Charlie Chaplin, Fritz Lang og Ernst Lubitsch. Tidens foretrukne genrer var musicals, bl.a. med Fred Astaire som stjerne, komedier som Howard Hawks' Bringing Up Baby (1938, Han, Hun og Leoparden) med Katharine Hepburn og Cary Grant, gangsterfilm som Hawks' Scarface (1932), melodramaer som periodens berømteste værk, Victor Flemings (1883-1949) overdådige Gone With the Wind (1939, Borte med Blæsten) med Vivien Leigh og Clark Gable, og farcer med fx Marx Brothers. I en genre for sig stod tegnefilmen, der fik sit afgørende gennembrud med Walt Disneys spillefilm Snow White and the Seven Dwarfs (1937, Snehvide og de syv Dværge).

I europæisk film prægedes 1930'erne af de politiske omvæltninger. I totalitære stater som det nazistiske Tyskland, det fascistiske Italien og det kommunistiske Sovjetunionen brugtes mediet i propagandaens tjeneste enten direkte eller i form af historiske allegorier. Mest kendte er tyskeren Leni Riefenstahls dokumentarfilm Triumph des Willens (1935), italieneren Carmine Gallones (1886-1973) Scipione l'Africano (1937, Scipio Africanus) og russerne Georgij (1899-1946) og Sergej Vasiljevs (1900-59) Tjapajev (1934) samt Sergej M. Eisensteins Aleksander Nevskij (1938). De kunstnerisk set mest betydelige blandt 1930'ernes europæiske film var de franske, præget af den såkaldte poetiske realisme, der i en bittersød atmosfære fokuserede på nederlagsstemning og det gamle samfundssystems undergang. Blandt hovedværkerne er Jean Vigos L'Atalante (1934), Jean Renoirs La grande illusion (1937, Den store Illusion) og La Règle du jeu (1939, Spillets Regler) og Marcel Carnés Quai des brumes (1938, Taagernes Kaj).

Casablanca. Plakat til filmen med Ingrid Bergman og Humphrey Bogart.

1940'erne var præget af 2. Verdenskrig med propagandafilm, beredskabsfilm og allegoriske værker; i USA kom bl.a. Frank Capras dokumentarserie Why We Fight (1942-45) og Michael Curtiz' melodrama Casablanca (1942), i Tyskland Veit Harlans antisemitiske Jud Süß (1940, Jøden Süss), i Storbritannien Laurence Oliviers nationalromantiske Henry V (1945, Henrik den Femte) og i Danmark Carl Th. Dreyers Vredens Dag (1943), hvis tema, hekseforfølgelse i 1600-t., kunne ses som en samtidskommentar.

I amerikansk film kom desuden John Fords socialt engagerede The Grapes of Wrath (1940, Vredens Druer), men især nye talenter som den unge Orson Welles med debutfilmen Citizen Kane (1941) anviste nye veje for filmens fortællemæssige muligheder. Desuden skabte John Huston med The Maltese Falcon (1941, Ridderfalken) et bidrag til den såkaldte film noir, Vincente Minnelli med musicalen Meet Me in St. Louis (1944) og Alfred Hitchcock med thrilleren Shadow of a Doubt (1943, I Tvivlens Skygge) væsentlige film under 2. Verdenskrig.

Alfred Hitchcock, gyserfilmens mester, står her selv med klaptræet.

Efter krigen begyndte filmindustriens vanskeligheder. En lovændring ulovliggjorde produktionsselskabernes ejerskab af biografer, og mccarthyismens kommunistjagt skabte uro i filmbyen. Mest ødelæggende for filmbranchen var imidlertid tv, der med gennembruddet i 1948 indledte sin succesrige fremmarch. Hollywood satsede i begyndelsen af 1950'erne på tekniske sensationer, bl.a. bredlærredformater som cinemascope og Cinerama og den tredimensionale (3-D) film, i et forsøg på at udkonkurrere fjernsynet. Blandt periodens hovedværker var Cecil B. DeMilles nye version af The Ten Commandments (1956, De ti bud), John Fords The Searchers (1956, Forfølgeren), Alfred Hitchcocks Vertigo (1958, En kvinde skygges), Billy Wilders Sunset Boulevard (1950), Fred Zinnemanns western High Noon (1952, Sheriffen) samt ungdomsfilm som Nicholas Rays Rebel Without a Cause (1955, Vildt blod).

Britisk film havde i 1940 mistet sin væsentligste instruktør, Alfred Hitchcock, som var rejst til Hollywood, men nyt talent kom til, som fx parret Michael Powell og Emeric Pressburger, David Lean, Carol Reed samt ikke mindst betydelige dokumentarister, der siden 1930'erne havde udviklet den moderne dokumentarfilm. Blandt de mest berømte er Basil Wright og Harry Watts' (1906-87) Night Mail (1935) og Humphrey Jennings' Listen to Britain (1942). Desuden florerede især komedien i britisk film med bl.a. Robert Hamers (1911-63) Kind Hearts and Coronets (1949, Syv små Synder) og Alexander Mackendricks The Ladykillers (1955, Plyds og papegøjer).

Jean Cocteau var en Aladdinfigur i 1900-t.s franske kunstliv. Billedkunst, ballet, film, digtning, teater, alt tiltrak denne musernes yndling, hvis sans for selviscenesættelse var på niveau med hans mangfoldige talent.

Fransk film fik et hovedværk med Marcel Carnés Les Enfants du Paradis (1945, Paradisets Børn), en dybsindig allegori med udgangspunkt i 1800-t.s franske teater. Blandt de betydeligste instruktører var forfatteren Jean Cocteau med eventyrfilmen La belle et la bête (1946, Skønheden og Udyret) og den moderne Orfeus-myte Orphée (1950, Kærlighedens mysterium), komikeren Jacques Tati med modernitetssatiren Mon Oncle (1957, Min onkel) og Robert Bresson med den asketiske Journal d'un curé de campagne (1951, En landsbypræsts dagbog). Den franske kvalitetstradition — med film som Claude Autant-Laras Le Diable au corps (1947, Djævelen i Kroppen) og René Cléments Jeux interdits (1952, Forbudte lege) — blev siden kritiseret for sin konventionelle stil af den unge generation, den såkaldte ny bølge, der brød igennem i slutningen af 1950'erne.

Efterkrigstidens vigtigste strømning var den italienske neorealisme, der markerede sig ved krigens afslutning. Hovedværker som Roberto Rossellinis Roma, città aperta (1945, Rom, aaben By) og Vittorio de Sicas Ladri di biciclette (1948, Cykeltyven) benyttede fortrinsvis amatører og autentiske locations og viste det almindelige menneskes problemfyldte hverdag i krigen og efterkrigstiden med betoning af et humanistisk livssyn som den eneste udvej. Retningen ebbede ud i 1950'erne, men havde varig betydning; især var den udgangspunkt for de nye instruktører i italiensk film, Federico Fellini, Michelangelo Antonioni samt Pier Paolo Pasolini, der blev de centrale skikkelser i 1960'ernes filmkunstneriske nybrud.

Fra Østeuropa kom nye impulser: Østtysk filmproduktion begyndte med Wolfgang Staudtes Die Mörder sind unter uns (1945, Morderne er iblandt os), men fik først større betydning i 1960'erne med Konrad Wolf som den betydeligste kunstner. International opmærksomhed fik russisk film med Mikhail Kalatozovs følelsesfulde krigstidsmelodrama Tranerne flyver forbi (1957), som er et hovedværk i Khrusjtjov-perioden; polsk film markerede sig med Andrzej Wajdas kritiske tilbageblik på krigens sidste dage, Aske og diamanter (1958).

Det syvende segl er et hovedværk i Ingmar Bergmans produktion. Filmen foregår i middelalderen under den sorte død, men tegner også et billede af 1950'ernes frygt for atomkrig og verdens undergang. Døden (Bengt Ekeroth) er kommet for at hente korsridderen (Max von Sydow), men ridderen udfordrer Døden til et spil skak for på den måde at udsætte det uundgåelige.

Skandinavisk film gjorde sig bemærket med Bjarne Henning-Jensens humanistiske Ditte Menneskebarn (1946) og Carl Th. Dreyers Ordet (1955), men især den svenske instruktør Ingmar Bergman opnåede stor opmærksomhed. Efter en række intense værker siden midten af 1940'erne brød han igennem på verdensplan med Det sjunde inseglet (1957, Det syvende segl) og Smultronstället (1957, Ved vejs ende), der placerede ham blandt filmens største kunstnere.

I 1950'erne blev også japansk film kendt i Vesten, først med Akira Kurosawas subtilt fortalte Rashomon (1950, Dæmonernes port) fulgt af mesterværker som Ikiru (1952, At leve) og Shichinen no samurai (1954, De syv samuraier). Akira Kurosawas succes skabte også opmærksomhed om andre betydelige japanske instruktører som Ozu Yasujiro, Mizoguchi Kenji og siden Ichikawa Kon.

Indien, der er blandt verdens mest produktive filmnationer, markerede sig internationalt med Satyajit Rays berømmede trilogi om drengen Apu begyndende med Pather Panchali (1956, Sangen om vejen).

Den moderne film 1960-2010

Federico Fellini. Udateret foto.

Federico Fellini. Udateret foto.

Med 1960'erne nåede filmen frem til en mere jævnbyrdig status blandt kunstarterne og medierne. Den afgørende impuls var den franske ny bølge, der brød frem med frisk eksperimenterende, kontroversielle værker af Claude Chabrol (Les Cousins, 1959, Fætrene), François Truffaut (Les 400 coups, 1959, Ung flugt) og især Jean-Luc Godard (À Bout de souffle, 1960, Åndeløs). Samtidig markerede modernismen sig i værker med eksperimentel bevidsthed og ironisk komposition, der brød med den klassiske fortællings konventioner og i stedet fortalte med brug af flere planer, fragmentering og ukronologi; vigtigst var Antonionis L'avventura (1959, De elskendes eventyr), Alain Resnais' L'Année dernière à Marienbad (1961, Ifjor i Marienbad), Federico Fellinis Otto e mezzo (1963, 8 12), Pier Paolo Pasolinis Il vangelo secondo Matteo (1964, Matthæusevangeliet), Ingmar Bergmans Persona (1966) og Luis Buñuels Belle de Jour (1967, Dagens skønhed).

Nybølgen modsvaredes af lignende initiativer rundt om i verden. I Brasilien opstod den politisk bevidste cinema novo-bevægelse med Glauber Rocha som hovedskikkelse, og i Japan skabte Oshima Nagisa en række kontroversielle film. I Storbritannien kom Lindsay Anderson og Tony Richardson med en ny dokumentarisk præget realisme, og i Tjekkoslovakiet brillerede Miloš Forman og Jiří Menzel med deres skarpt tegnede hverdagshistorier. I Skandinavien skabte Henning Carlsen, Palle Kjærulff-Schmidt, Bo Widerberg og Jan Troell et nybrud.

Stanley Kubrick.

Stanley Kubrick.

Amerikansk film oplevede i 1960'erne kun tilløb til fornyelse med John Cassavetes' uafhængigt producerede Shadows (1960, Skygger) og popkunstneren Andy Warhols udfordrende avantgardefilm. I Hollywood var den klassiske struktur ved at opløses; studiernes og stjernernes storhedstid var omme, og filmen og dramaturgien fik et mere søgende præg med roadmovies som Dennis Hoppers (f. 1936) Easy Rider (1969) og Bob Rafelsons Five Easy Pieces (1970). Blandt de konventionelle succeser var Robert Wises (f. 1914) The Sound of Music (1965), mens de vigtigste kunstneriske præstationer var Stanley Kubricks science fiction-film 2001 — A Space Odyssey (1968, Rumrejsen år 2001) samt Arthur Penns Bonnie and Clyde (1968) og Mike Nichols' The Graduate (1967, Fagre voksne verden) om ungdom i vildrede.

George Lucas (tv.), Harrison Ford og Steven Spielberg, 2008.

George Lucas (tv.), Harrison Ford og Steven Spielberg, 2008.

Med 1970'erne nåede modernismen også amerikansk film med unge instruktører, der formåede at forny genrer og fortællesprog uden at tabe det store publikum; Det gjaldt instruktører som Robert Altman med MASH (1970), Francis Ford Coppola med The Godfather (1972, fortsættelser 1974 og 1990), Martin Scorsese med Taxi Driver (1976), Woody Allen med Annie Hall (1977, Mig og Annie), George Lucas med Star Wars (1977, Stjernekrigen) og Steven Spielberg med Jaws (1975, Dødens gab). De to sidstnævnte film sprængte alle tidligere rammer for økonomisk succes, og udstak en ny formel for succesrige Hollywoodfilm: Store effektrige produktioner, ofte med udgangspunkt i tidligere ”b”-genrer som science fiction- og gyserfilm, primært henvendt til et ungt publikum og med satsning på merchandising som en vigtig bi-indtægtskilde.

Fra 1970’ernes europæiske film var det slut med de samlende kunstneriske bølger og retninger og filmkunsten præges i stedet af markante enere fra forskellige lande. Dog er det i årtiet især tysk film, der hævdede sig med stortalentet Rainer Werner Fassbinder med hovedværker som Angst essen Seele auf (1974, Angst æder sjæle op) og Fontane Effi Briest (1974, Effi Briest) samt Werner Herzog, Wim Wenders, Volker Schlöndorff og Margarethe von Trotta. Ellers var det blandt andet italienerne Bernardo Bertolucci med Il conformista (1970, Medløberen) og veteranen Luchino Visconti med Morte a Venezia (1971, Døden i Venedig), russeren Andrej Tarkovskij med Zerkalo (1974, Spejlet) samt grækeren Theo Angelopoulos med O Thiassos (1975, Skuespillernes rejse), der skabte skelsættende filmkunst.

Pedro Almodóvar. Foto fra 2004.

Pedro Almodóvar. Foto fra 2004.

I 1980’erne blev videomediet (vhs-båndet, afløst omkring 2000 af dvd-disken) et nyt lukrativt marked for filmindustrien og har medvirket til at skabe et stadig mere sammensat mediebillede, hvor skillelinjerne mellem film, tv og video/dvd udviskes. Amerikansk film var præget af store succeser især med science fiction som Steven Spielbergs E.T. (1982) og fortsættelserne i George Lucas’ Star Wars-saga; samtidig markerede den eksperimentelle amerikanske film sig med hovedskikkelser som Jim Jarmusch med Down by Law (1986) og David Lynch med Blue Velvet (1986). Europæisk film var præget af en postmoderne stil, ironisk leg med mediets konventioner, især i Frankrig med Jean-Jacques BeineixDiva (1980) og Luc Bessons Subway (1985), der er eksempler på den såkaldte cinéma du look, i Tyskland Wim Wenders’ poetisk visionære Der Himmel über Berlin (1987, Himlen over Berlin), i England Peter Greenaways labyrintiske The Draughtsman’s Contract (1982, Tegnerens kontrakt), i Spanien Pedro Almodóvars satiriske melodrama Mujeres al borde de un ataque de nervios (1988, Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud), i Polen Krzysztof Kieslowskis filosofiske tv-serie Dekalog (1988).

Samtidig fik en række andre filmnationer ny opmærksomhed, bl.a. Tyrkiet med Yilmaz Güneys forbudte Yol (1982, Vejen); Mali med Souleymane Cissés Yeelen (1987, Lyset), et hovedværk i afrikansk film; New Zealand med Jane Campions The Piano (1993); Finland med Aki Kaurismäkis Ariel (1988); og Kina med den såkaldte "femte generation" med Chen Kaige og Zhang Yimou, der både markerer tradition og fornyelse.

Quentin Tarantino. Foto fra 2007.

Quentin Tarantino. Foto fra 2007.

Hollywoods satsning på store effektfilm har siden begyndelsen af 1990’erne ført til udviklingen af computerskabte effekter, som har spillet en stadig større rolle, først og fremmest i action- og science fiction-film som James Camerons Terminator 2: Judgment Day (1991) og Steven Spielbergs Jurassic Park (1993); fornyelsen af b-genrer er fortsat med bl.a. tegneseriefilm som Spider-Man (2002, fortsat 2004 og 2007) og sværd-og-sandal-film som Gladiator (2000) og 300 (2006). I James Camerons gigantsucces Titanic (1998) forbindes katastrofefilmen med klassisk melodrama. Computereffekter er tillige stærkt dominerende i Peter Jacksons The Lord of the Rings (2001-03, Ringenes Herre), en fantasytrilogi baseret på J.R.R. Tolkiens romanværk; den computerbaserede 3D-animation brød igennem med John Lasseters Toy Story (1995) og er ved at fortrænge den traditionelle tegnefilm. Amerikansk film har også budt på prægnant, nybrydende filmkunst. Altmans Short Cuts (1993) og Quentin Tarantinos Pulp Fiction (1994) har haft stor indflydelse med deres raffinerede fortællekomposition, som også præger Joel Coens Fargo (1996) og Larry & Andy Wachowskis science fiction-trilogi om The Matrix (1999, 2003). I dokumentargenren har Michael Moore vakt opsigt med den politisk kontroversielle Fahrenheit 9/11 (2004).

"Mit navn er Lars von Trier. Jeg ønsker Dem alle en rigtig god aften, og forresten, skulle De drages af Riget igen og ønske på ny at bruge lidt tid sammen med os, så vær vel beredt på at tage det gode med det onde." I Alfred Hitchcocks og Orson Welles' ånd optrådte Lars von Trier selv til slut i hver episode af tv-serien Riget (1994 og 1997) og lod såvel korsets tegn som horntegnet ledsage sine ord.

I europæisk film leges med subtile fortællemønstre hos tyskeren Tom Tykwer med Lola rennt (1998, Lola), franskmanden Jean-Pierre Jeunet med Le fabuleux destin d’Amélie Poulain (2001, Amelie fra Montmartre), den bosniske Emir Kusturicas Underground (1995) samt den russiske Aleksandr Sokurov med Russian Ark (2002). En personlig realisme præger den engelske Mike Leigh med Secrets and Lies (1996, Hemmeligheder og løgne), den svenske Lukas Moodysson med Fucking Åmål (1998) og den danske Lars von Trier med Breaking the Waves (1996). Lars von Trier var hovedkraft bag Dogme 95, en alternativ filmbevægelse, der søger sandheden i det simple udtryk; den vakte international opsigt med Thomas Vinterbergs Festen og Lars von Triers Idioterne (begge 1998).

Asiatisk film oplever en blomstring – det gælder især Kina, Iran, Japan og Sydkorea. Vigtige nye instruktører er Hongkong-kineseren Wong Kar-wai med In the Mood for Love (2000) og Taiwan-kineseren Hou Hsiao-hsien med Flowers of Shanghai (1998); fra Iran Abbas Kiarostami med Smagen af kirsebær (1997); fra Japan Kitano Takeshi med Hana-bi (1997) og Kore-eda Hirokazu med Mellem liv og død (1998); fra Sydkorea Kim Ki-duk med Forår, sommer, efterår, vinter ... og forår (2003).

Siden årtusindskiftet er digitalisering på vej ind både i filmproduktion og filmdistribution, hvilket inden for den nærmeste fremtid kan betyde, at celluloidstrimlen helt forsvinder.

Udtryksmidler

I filmens første to årtier etableredes med pionerer som Georges Méliès, Edwin S. Porter og D.W. Griffith et egentligt filmsprog, dvs. et system af filmtekniske og -æstetiske elementer, der hurtigt blev konventionaliseret og fik international udbredelse.

Nogle af filmens udtryksmidler er knyttet til situationen foran kameraet: skuespillernes spillestil, fysiognomi, mimik, gestik og de filmede lokaliteters udseende. Hertil kan regnes eventuelle farver og lyd (dialog, reallyde, musik); disse er alle udtrykselementer, som filmen til dels har fælles med teatret.

Andre, specifikt filmiske udtryksmidler er knyttet til selve kameraet og optageprocessen, fx kameraets afstand til det filmede, der resulterer i fx nærbilleder eller totalbilleder. Derudover kameraets bevægelser, der typisk kan være en såkaldt travelling eller tracking (hele kameraet bevæges af sted), en panorering (kameraet drejes omkring en lodret akse) eller en såkaldt tiltning (kameraet drejes omkring en vandret akse). Kamerabevægelsen kan også skabes, ved at kameraet er placeret på en kran (eng. crane shot) eller en helikopter. Den såkaldte zoom giver illusionen af en kamerabevægelse, men frembringes vha. en særlig zoomlinse. Dertil kommer kameraets vinkel i forhold til det filmede, typisk en normalvinkel (motivet ses i normal menneskehøjde), men ofte set oppefra, fugleperspektiv, eller nedefra, frøperspektiv. Også kameraets optik — valget af fx vidvinkellinse — har indflydelse på det filmiske udtryk.

Et væsentligt element er billedkompositionen, hvor der enten kan lægges vægt på et samspil mellem forgrund og baggrund (dybdekomposition) eller en udnytning af billedperspektivet og personopstillingen. I den sammenhæng spiller også filmbilledets format ind: det klassiske format (1,33:1) eller forskellige bredformater (fx cinemascope).

I postproduktion udføres klipningen, som traditionelt har afgørende indflydelse på filmsproget. Filmen består af enkelte optagelser, såkaldte indstillinger (eng. shots), der via klipningen eller montagen samles til scener eller sekvenser. Klipningen kan søge at skabe en flydende og umærkelig sammenhæng i det fortællende forløb (som i den klassiske Hollywood-film), eller den kan være bevidst fragmenteret (som i den russiske montagefilm i 1920'erne og siden i 1960'ernes modernistiske filmkunst); den kan dyrke vekslen mellem to eller flere handlinger, krydsklipning, hvilket kan skabe et spændingsopbyggende forløb.

John Lasseter præsenterer Pixars animationsfilm Biler i Las Vegas 2006.

Genrer

Filmens genrer forstås normalt som de filmtyper, der med en vis tradition og ofte rødder i andre kunstarter udtrykker sig med et fast æstetisk og tematisk konventionssæt. Filmene kan grupperes i forhold til en række forskellige kriterier.

Spillefilm forstås normalt som lange film, modsat kortfilm; men disse kategorier står oftest også for fiktionsfilm og dokumentarfilm, selvom spillefilm også kan være dokumentariske og kortfilm også fiktion.

Der findes filmtyper bestemt for et særligt publikum, såsom børnefilm og ungdomsfilm, mens fx kvindefilm normalt refererer til film om særlige kvindelige emner ofte lavet af kvinder.

Der kan også skelnes mellem film, der anvender en anden filmteknik end den almindelige såsom animationsfilm, herunder tegnefilm, dukkefilm, claymationfilm (dvs. film med animerede modellervoksfigurer), og film, der anvender computeranimation. Eksperimentalfilm er oftest ikke bestemt for almindelig biografdistribution modsat kommercielle film.

Blandt de grundlæggende genrer er spændingsfilm som kriminalfilm, politifilm, gangsterfilm, spionfilm; komiske genrer som filmkomedie, folkekomedie, lystspil, farce og normalt også musical; eventyrgenrer som fx science fiction-film, western og agentfilm. Desuden findes melodrama, periodefilm, biografisk film og endelig i en kategori for sig, pornofilmen.

Produktion

Realiseringen af en film, fra idé til forevisning, har fra filmens barndom haft arbejdsprocesser og arbejdsrutiner, som dels bunder i filmteknologiens egenart, dels i filmens meget risikable økonomi: I 2004 kostede en dansk spillefilm fx i gennemsnit ca. 16 mio. kr., og en stor Hollywood-produktion ca. 500 mio. kr.

Især optagefasen er omkostningstung og tager almindeligvis 2-3 måneder. Ud over skuespillere, dekorationer og megen kostbar teknik er der ofte over 50 personer involveret. Klipning, lydarbejde og færdiggørelse tager 6-10 måneder eller mere. Perioden, der går forud for optagelserne, manuskriptudarbejdelse og produktionsplanlægning, er meget forskellig fra film til film, men varer sjældent under et år.

Idéen til en film beskrives først i en såkaldt synopsis, en meget kort præsentation af filmens handling og pointe. I den efterfølgende idéudvikling konstrueres historien i et såkaldt treatment, som indeholder alle scener og handlinger, men ingen dialog.

Manuskriptet udarbejdes med en præcis beskrivelse af handlingen og replikkerne, opdelt i scener. Hver scene er markeret med stedsangivelse — om optagelsen foregår indendørs eller udendørs — samt tidspunkt på døgnet.

I processen fra idé til færdigt manuskript kan manuskriptforfatteren eventuelt assisteres af dramaturger, researchere, dialogforfattere og andre konsulenter, ligesom producere, investorer og andre involverede giver løbende feedback.

Produktionsprocessen generelt opdeles i tre faser:

Præproduktion

Filmproduceren og filmselskabet (filmproducenten) etablerer den fornødne kapital gennem en lang række aftaler og kontrakter med distributøren, øvrige potentielle interessenter og koproducenter, samt støtte fra nationale og internationale fonde. Filmproduceren er som regel ansat af filmselskabet og har det overordnede ansvar for den enkelte film gennem alle filmens faser, fra idé til lancering og salg. En filmproducer kan have ansvaret for flere film samtidig. Den centrale person for den enkelte film er imidlertid filminstruktøren, som har det overordnede kunstneriske ansvar.

Ansvaret for de produktionsmæssige, administrative, økonomiske og tekniske aspekter uddelegeres som regel til en såkaldt line-producer, der under sig har en produktionsleder, som primært planlægger og leder optagelserne. For at tilrettelægge optagelserne mest effektivt nedbryder produktionslederen manuskriptet og sorterer scenerne, afhængigt af hvor de skal optages. Således planlægges rækkefølgen af optagelserne uden hensyn til manuskriptets kronologi. Mange optagelser foregår on location, men ofte optages alle interiør-scener i et studie, hvor instruktøren og filmholdet har større kontrol med omgivelserne. Scener, som kræver special effects og farlige stunt-optagelser, bliver meget detaljeret planlagt. Bl.a. benyttes et såkaldt storyboard, som rummer nøjagtige tegninger af hver enkelt indstilling.

En afgørende beslutning for en films succes er valget af skuespillere. Til denne proces kan instruktøren assisteres af en såkaldt caster. Når alle de vigtigste skuespillere er valgt, indleder instruktøren læseprøver, hvor skuespilleren nøje får beskrevet personernes intentioner og får indøvet karaktertræk, kropssprog og artikulation. En komponist inddrages ligeledes og indleder arbejdet med at skabe filmens musikalske univers.

Før selve produktionen begynder, tilrettelægger de ansvarlige for optagelsens tekniske funktioner deres arbejde og ansætter deres afdelinger af holdet. Til disse afdelinger regnes som oftest: fotograferingsafdelingen, ledet af fotografen, som assisteres af fotografassistenter, focuspuller, clapper-loader, lysmester, lysassistenter, grip m.fl., scenografiafdelingen, ledet af scenografen, som assisteres af rekvisitører, setbyggere, malere, håndværkere m.fl., lydafdelingen, ledet af A-tonemesteren, som assisteres af B-tonemester og boomer, kostumeafdelingen, ledet af kostumieren, som kan assisteres af assistenter, stylister og syersker, make-up-afdelingen, ledet af sminkøren, som kan assisteres af frisører, assistenter, sminkører med speciale i skudsår, parykker eller andet. Instruktionsafdelingen består ud over instruktøren også af instruktørassistent, scripter, statistkoordinator, caster samt evt. 2. unit instruktør (2. unit er et mindre optagehold, som kan operere sideløbende med resten af filmholdet, og som optager fx landskabsbilleder o.l.).

Lineproduceren og produktionslederen har sluttelig tilrettelagt alle optagelser dag for dag, time for time og ansat hele produktionsholdet med indspilningsleder, produktionskoordinator, produktionsassistenter, runnere (medhjælpere) og chauffører.

Produktion

Under produktionen varetager instruktøren hele den kreative afvikling af produktionen, både instruktion af skuespillere, hvor den diskontinuerte rækkefølge af optagelserne stiller store krav til alle parter, samt iscenesættelse af alt foran kameraet: kameragang, lys, brug af rekvisitter, statister mv. Det sker i et nært samarbejde med filmens tekniske afdelinger.

Det centrale symbol på en filmoptagelse, klaptræet, spiller en vigtig teknisk rolle. Billede og lyd optages med hver sin teknik og bearbejdes hver for sig, og for at sikre synkronitet indledes hver optagelse med en visuel annoncering af scene- og optagelsesnummer (take), samtidig med at den såkaldte clapperloader siger de samme oplysninger, hvorefter der klappes. Herved markeres både på filmstrimlen og på lydbåndet et entydigt mærke for synkronitet mellem billede og lyd.

Alle scener prøves grundigt igennem før optagelse. Når alt fungerer perfekt, optages typisk først et totalbillede af hele scenen (establishing shot, 'etablerende indstilling'), og herefter optages billeder i halvnær- og nærindstilling, også af hele scenen. Da der kan gå lang tid mellem optagelsen af to indstillinger, som ligger i forlængelse af hinanden i den endelige film, sørger scripteren for at notere skuespillerens bevægelser, hvordan vedkommendes tøj sidder osv. Herved sikres kontinuiteten, når filmen skal klippes.

Efter hver dags arbejde sendes optagelserne til et filmlaboratorium, hvor negativet fremkaldes og scannes, synkroniseres med lydoptagelserne og lægges ned på bånd, som lægges ind i det computer-klippeprogram, der skal benyttes af filmens klipper. De daglige optagelser, kaldet rushes eller dailies, gennemses hver dag af instruktøren og produceren og af og til også af fotografen, scenografen m.fl.

Under optagelsen kan der desuden benyttes forskellige former for special effects, fx bluescreen, bag- og frontprojektion.

Postproduktion

Når alle optagelser er gennemført, og negativet er forsvarligt opbevaret på laboratoriet, påbegyndes klipningen. I dag er det normalt, at klipperen allerede begynder at klippe sideløbende med, at optagelserne er i gang.

De færdige optagelser svarer dog ikke altid til de intentioner, der fandtes i præproduktionsfasen. Nye idéer har sneget sig ind undervejs. Den egentlige klipning er således en ny, kreativ fase, hvor der kan ændres i filmens struktur og forløb. Under optagelserne har man forsøgt at dække sig ind, så klipperen har flere muligheder. Der er normalt optaget ca. tyve gange så meget materiale, som der reelt benyttes i filmen. Instruktøren er stærkt involveret i klipningen, og i Danmark har instruktøren normalt den endelige beslutning om filmens udformning (final cut). Klippeprocessen tager normalt ca. 16-24 uger. Når filmen er færdigklippet og accepteret, tilrettelægges lyden. Atmosfærelyde og effektlyde supplerer det lydbillede, som oprindelig blev optaget. Ofte benyttes en såkaldt geräusch-mester til at skabe effektlyde. Eftersynkronisering, det vil sige nyindspilning af replikker mv., kan også forekomme.

Musikken indspilles i de versioner, som underbygger de enkelte sceners stemning. Endelig mixes de mange lydspor til ét stereofonisk lydbillede, der samtidig konverteres til et optisk lydspor på et såkaldt lydnegativ. Lydredigeringen tager normalt 8 til 12 uger, og selve mixningen tager 2-3 uger.

Udviklingen af CGI (computer generated images) og en forbedret kvalitet af digital video-baseret optageudstyr, gør at hele den tekniske postproduktion i dag kan foregå på forskellige måder, afhængig af optageformat (35mm film, 16mm film, HDcam, digiBeta eller andet) og omfanget og udførelsen af CGI.

Den gammeldags metode er således, at man på laboratoriet klipper det originale negativ ud fra en liste over tidskoder fra computerens klippeprogram, så det enkelte billede let kan identificeres på original-negativet. Visuelle effekter, tekster og grafik tilrettelægges ligeledes på laboratoriet. Ved kopiering til en positivudgave tilpasses farver og kontrastforhold ved en filtersætning. Dette er nødvendigt, da det ved optagelserne er umuligt at få den samme tone i alle optagelser til en scene. Når den første positivkopi fremstilles, indkopieres også lydsporet.

Den ’nye metode’ er, at der arbejdes med CGI, billedbehandling, farvekorrektion mv. i computeren med højt opløste billeder, som dernæst skydes ud fra computeren til 35mm-kopi.

Denne kopi kaldes for A-kopien, men er sjældent helt perfekt, og det er normalt først C-kopien, der anvendes. Herefter fremstilles biografkopierne. I hele det teknisk komplicerede efterarbejde assisteres produceren af en efterarbejdskoordinator, der leder kontakten til filmlaboratoriet, lydstudiet m.v. På dette tidspunkt er lanceringsarbejdet i fuld gang, og distributøren har produceret filmplakater, forfilm (trailers), pressemeddelelser og arrangeret presse- og premiereforestillinger.

Computerteknologien har gennem de seneste år haft en stor indflydelse på især postproduktionen, da digitalisering af billeder har skabt nye forbedrede redigeringsmuligheder og desuden skabt basis for elektronisk billedbehandling i en kvalitet, der ikke forringer den oprindelige kvalitet og opløsning.

Branchen

Filmbranchen eller filmindustrien er de virksomheder og aktiviteter, der står for den praktiske og økonomiske side af filmen, hvilket vil sige produktion, distribution og forevisning af film til biografer, video og tv samt filmlignende produkter såsom tv-serier.

Historie

I filmens tidlige år fra 1890'erne blev kopier af de dengang ganske korte film solgt til fremvisning i kukkasser i forlystelsesparker eller som del af varieté-teaterforestillinger og fra begyndelsen af 1900-t. også i biografer. Den store folkelige popularitet opstod, efter at filmene fra ca. 1906 begyndte at fortælle længere og sammenhængende historier. Biograferne voksede hurtigt i antal og størrelse, og produktionen blev i løbet af 1910'erne organiseret så effektivt, at den blev sammenlignet med fx. bilindustriens samlebåndsproduktion. Betegnelser som "drømmefabrik" antydede en afstandtagen fra filmens folkelige succes, selvom massefremstillingen blot svarede til andre store mediers, bl.a. avisen og bogen.

Efterspørgslen stillede også krav til distribution. De mange visningssteder og udgiften til kopiering af de efterhånden længere film førte til udlejning i stedet for salg. Biografkæder blev den væsentligste faktor i fordelingen af filmene, og de største virksomheder i forevisning og produktion opkøbte hinanden, så den vigtigste del af distributionen — til de store premierebiografer — blev et internt firmaanliggende.

Masseproduktion, biografkæder og kontrollen med alle led kaldes studiesystemet. Det havde sin storhedstid samtidig med filmens periode som dominerende underholdningsmedie fra 1920'erne til 1950'erne. Systemet blev opløst som følge af nedgangen i biografbesøget, da tv til dels overtog massepublikummet og selv mange steder opbyggede et lignende system. I USA skete det tillige pga. statsindgreb, der fra begyndelsen af 1950'erne gennemtvang adskillelse af filmproduktion og biografdrift.

Resultatet blev en stærkt forøget magt hos distributionsleddet, da de store producenter og de store biografkæder nu blev afhængige af en distributør for hhv. at få deres film ud og at få film at vise. De største produktionsselskaber flyttede i løbet af 1950'erne og 1960'erne vægten over på distribution — i USA de såkaldte majors: Warner Bros., Paramount, Columbia, Universal, MGM, United Artists og Disney. Med en mindre egenproduktion af dyre film og delfinansiering af andre producenters film kunne de styre den væsentligste del af produktionen, og gennem rettighederne til de store succesfilm kunne de sætte betingelserne for biograferne.

Da den statslige regulering af mediesektoren i hele den vestlige verden blev lempet fra 1980'erne, genopstod tillige den del af studiesystemet, som består i foreningen af produktion og forevisning under samme ejer. Blot skete det uden massefremstillingens studieproduktion, som var overgået til tv i form af tv-serier siden 1950'erne. Filmproduktionen var i mellemtiden ændret til færre og langt dyrere film, fx blev gennemsnitsprisen tredoblet fra 1980'erne til 1996.

Den europæiske og den amerikanske filmindustri voksede side om side i de tidlige år. Men allerede i stumfilmens sidste tid i 1920'erne var amerikanske film de mest populære importerede film i de enkelte europæiske lande, mens europæisk eksport til USA gik ned og nærmest ophørte med talefilmens gennembrud fra ca. 1930. Med udflytningen fra New York til Hollywood i 1910'erne skabtes et produktionscentrum, som hurtigt udviklede sig til verdens filmhovedstad.

Med talefilmen blev USA altdominerende på verdensplan. Udveksling mellem de europæiske lande hæmmedes i 1930'erne af fascismen i bl.a. Tyskland og Italien og derefter af 2. Verdenskrig, som også lagde det europæiske produktionsapparat i ruiner. Europæisk film voksede imidlertid eksplosivt i 1950'erne, men tv's gennembrud og udflytningen fra storbyerne, hvor biograferne lå, reducerede fra 1960'erne biografbesøget drastisk. Med de samtidig stigende produktionsudgifter blev de enkelte europæiske landes hjemmemarkeder for små til at kunne bære fremstillingen af mange hhv. dyre film, der er forudsætningen for eksport, og den lokale produktion overlevede kun i kraft af statsstøtte og som hjemmemarkedsprodukter.

I USA satte faldet i biografbesøget ind i 1950'erne, men landets størrelse gav stadig et bæredygtigt hjemmemarked. Da omkostningerne for alvor skød i vejret fra 1980'erne, var USA nu ikke blot verdens største filmeksportør — som det havde været de forudgående 60 år — men også den eneste med eksportindtægter på højde med indtjeningen hjemme (film er blandt USAs tre vigtigste eksportartikler). Det kunne dække de stigende udgifter, så hele verden i økonomisk forstand blev amerikansk films hjemmemarked.

Adskillelsen af produktion og forevisning fra 1950'erne i USA medførte desuden, at filmproducenterne blev hovedleverandører af serier til tv. Da amerikanske tv-serier blev lige så populære i udlandet som filmene, styrkede de store amerikanske distributører yderligere deres position på verdensmarkedet.

I Europa var tv derimod indtil 1980'erne statslige monopoler, hvad angår både produktion og forevisning. Monopolet holdt filmproducenterne uden for dette marked, forstærkede filmindustriens nedtur og begrænsede afsætningsmulighederne. Tv-produktionen blev helt og holdent hjemmemarkedsorienteret, og amerikanske tv-produkter blev dermed næsten enerådende som importartikler af interesse for et større publikum.

I andre store lande som Sovjetunionen/Rusland, Kina og Japan har film næsten udelukkende været rettet mod hjemmemarkedet. I Sovjetunionen og Kina var produktionen statsstyret og underlagt statsideologien. Japan havde siden stumfilmtiden en industri på linje med den amerikanske, men den blev næsten helt udraderet ved tv's gennembrud. Indien har siden 1950'erne haft verdens største filmproduktion samt eksport til områder i Asien og Afrika med indiske befolkningsgrupper eller religiøs-kulturel lighed. Film har altid stået svagt i Afrika, men er populære i sydamerikanske lande, der både har indbyrdes udveksling og stor import fra USA og Spanien.

Den moderne film

Fra midten af 1990'erne er computeranimation i stigende grad blevet anvendt i film, bl.a. til produktion af hele spillefilm som John Lasseters Toy Story (1995) fra selskabet Pixar.

Men udviklingen af computerteknikkens digitale filmsystemer — med digitalt kamera og digitale redigeringsteknikker — har også ført til en billiggørelse af filmproduktionen, som bl.a. udnyttes i en række film, der bevidst vender sig bort fra det store kommercielle produktionsapparat.

Tendensen er bl.a. markeret med den danske dogmefilm, hvor man søger tilbage til en enklere og mere oprindelig filmteknik.

 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

© Dette billede må du ...

Film. Hjertet i et filmkamera er den mekaniske enhed, som fører filmstrimlen frem og samtidig synkroniserer denne bevægelse med den roterende spejllukker. Kameraets elektriske motor styrer en drivaksel, der med et gear er forbundet til spejllukkeren, et halvcirkelformet spejl, som roterer 24 gange i sekundet. Når spejllukkeren, som er placeret i en 45° vinkel i forhold til filmplanet, blænder af for filmstrimlen, ledes lys fra objektivets linser til søgeren. I denne korte periode tager en fremføringsgriber fat i et perforationshul på filmen og trækker den et billede frem (svarende til fire perforationshuller på en 35 mm-film) for straks efter at gå tilbage til udgangspositionen. I samme øjeblik udløses en spærregriber, som også går ind i et perforationshul og holder filmen absolut fast i det øjeblik, da spejllukkeren åbner, således at lyset ledes ind til et hul i filmkanalen, og filmen eksponeres.

© Dette billede må du ...

Film. I en 35 mm- eller 70 mm-filmprojektor benyttes en såkaldt transportør til rykvis fremføring af filmen. Transportøren, en tandtromle, der trækker i filmens perforationshuller, drives af et såkaldt malteserværk, en mekanisk enhed, der sørger for udveksling af en kontinuerlig rotation fra en drivaksel til en præcis rykvis rotation af transportørens tandtromle, således at kun ét billede rykkes frem ad gangen. Hastigheden for 35 mm-tonefilm er 24 billeder i sekundet. Når fremføringsmekanismerne ikke trækker i filmen, er det enkelte filmbillede i ro, og synkroniteten med blændesystemet sikrer, at der åbnes for lyset fra lampen. Den roterende blænde har to åbninger for hver rotation. Hvert billede bliver således projiceret to gange, hvorved der opnås 48 skift i sekundet mellem lys og mørke. Herved undgår man, at det menneskelige øje registrerer disse skift som flimren, idet øjets såkaldte træghed sikrer, at billedforløbet har en konstant lysintensitet.

© Dette billede må du ...

Film. Akira Kurosawas De syv samuraier fra 1954 blev takket være sine medrivende billeder og sin spændende historie snart anerkendt som et af filmhistoriens mesterværker. Her ses Takashi Shimura i rollen som den vise leder af samuraierne, der kommer en fattig landsby til undsætning.

© Dette billede må du ...

Brødrene Lumières Arbejderne forlader Fabrikken (1895) var blandt de film, der blev vist i Grand Café i Paris 28.12.1895. Filmen varer et minut og er optaget med skjult kamera ved Lumière-fabrikken i Lyon, sandsynligvis i sensommeren 1894.

Viser 4 af 4 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+335058.801.svg (925.29 kB)

Film. I en 35 mm- eller 70 mm-filmprojektor benyttes en såkaldt transportør til rykvis fremføring af filmen. Transportøren, en tandtromle, der trækker i filmens perforationshuller, drives af et såkaldt malteserværk, en mekanisk enhed, der sørger for udveksling af en kontinuerlig rotation fra en drivaksel til en præcis rykvis rotation af transportørens tandtromle, således at kun ét billede rykkes frem ad gangen. Hastigheden for 35 mm-tonefilm er 24 billeder i sekundet. Når fremføringsmekanismerne ikke trækker i filmen, er det enkelte filmbillede i ro, og synkroniteten med blændesystemet sikrer, at der åbnes for lyset fra lampen. Den roterende blænde har to åbninger for hver rotation. Hvert billede bliver således projiceret to gange, hvorved der opnås 48 skift i sekundet mellem lys og mørke. Herved undgår man, at det menneskelige øje registrerer disse skift som flimren, idet øjets såkaldte træghed sikrer, at billedforløbet har en konstant lysintensitet.

Admin

05/02/2009

[+335060.801.svg (310.84 kB)

Film. Hjertet i et filmkamera er den mekaniske enhed, som fører filmstrimlen frem og samtidig synkroniserer denne bevægelse med den roterende spejllukker. Kameraets elektriske motor styrer en drivaksel, der med et gear er forbundet til spejllukkeren, et halvcirkelformet spejl, som roterer 24 gange i sekundet. Når spejllukkeren, som er placeret i en 45° vinkel i forhold til filmplanet, blænder af for filmstrimlen, ledes lys fra objektivets linser til søgeren. I denne korte periode tager en fremføringsgriber fat i et perforationshul på filmen og trækker den et billede frem (svarende til fire perforationshuller på en 35 mm-film) for straks efter at gå tilbage til udgangspositionen. I samme øjeblik udløses en spærregriber, som også går ind i et perforationshul og holder filmen absolut fast i det øjeblik, da spejllukkeren åbner, således at lyset ledes ind til et hul i filmkanalen, og filmen eksponeres.

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
16/09/2014
NBar
07/01/2014
Marie-Louise Hammer
06/01/2014
Oprindelige forfattere
KSch
30/01/2009
MSvP
30/01/2009
NBar
30/01/2009
PSch
30/01/2009
MFold
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki