film - filmkunstens udvikling

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Filmens fødsel dateres traditionelt til 28.12.1895, hvor brødrene Lumière gennemførte deres første offentlige filmforevisning i Grand Café, Paris, med ti film af ca. et minuts varighed, bl.a. La Sortie des usines Lumière à Lyon (Arbejderne forlader Fabrikken).

I Danmark vistes film første gang offentligt 7.6.1896 i Vilhelm Pachts (1843-1912) pavillon Panorama på Rådhuspladsen i København. Den første egentlige danske biograf, Kosmorama på Østergade i København, åbnede 17.4.1904.

Siden filmens gennembrud har mediets mest skelsættende tekniske fornyelser været synkronlyd og farver samt en generel overgang til elektrisk drivkraft, video (først analog, så digital) og computerstyring.

Den tidlige stumfilm 1895-1915

Brødrene Lumières Arbejderne forlader Fabrikken (1895) var blandt de film, der blev vist i Grand Café i Paris 28.12.1895. Filmen varer et minut og er optaget med skjult kamera ved Lumière-fabrikken i Lyon, sandsynligvis i sensommeren 1894.

Mange af de første film, bl.a. af brødrene Lumière, var små optagelser af hverdagsliv og autentiske begivenheder, men snart kom også fortællende film, der udnyttede mediet til underholdning. Her var franskmanden Georges Méliès en vigtig pioner med en lang række film, som dels var fiktionaliserede behandlinger af aktuelle begivenheder som L'Affaire Dreyfus (1899, Dreyfusaffæren), dels fantasifortællinger om eventyrlige rejser, der ofte var inspireret af forfatteren Jules Verne, som Le Voyage dans la lune (1902, Rejsen til Maanen).

Blandt pionererne var også amerikaneren Edwin S. Porter med den tidlige western The Great Train Robbery (1903, Det store Togrøveri), franskmanden Louis Feuillade med en række kriminalserier, bl.a. Fantômas (1913-14), og italieneren Giovanni Pastrone (1883-1959) med det stort opsatte oldtidsepos Cabiria (1914). Dertil kom en lang række komikere, bl.a. franskmanden Max Linder og Charlie Chaplin, som udfoldede sig i populære farcer.

Asta Nielsen og Poul Reumert i Afgrunden, 1910.

Asta Nielsen og Poul Reumert i Afgrunden, 1910.

Det danske erotiske melodrama, fx Urban Gads Afgrunden (1910) med Asta Nielsen i hovedrollen, fik en kortvarig international succes. Asta Nielsens spillestil markerede en udvikling bort fra det teatralske og hen mod det mere psykologiske.

Den klassiske stumfilm 1915-1928

Afgørende indflydelse på skabelsen af et nuanceret filmsprog, præget af tidslig og rumlig logik i billedforløbet, fik den amerikanske instruktør D.W. Griffith med en lang række korte film, ofte melodramatiske spændingshistorier, lavet 1908-13.

Han nåede et højdepunkt med den monumentale The Birth of a Nation (1915, En Nations Fødsel), som trods sin racistiske ideologi blev et filmhistorisk hovedværk, der demonstrerede mediets udtryksmidler i storslået form og slog fast, at filmkunsten havde lagt den tekniske og fortællemæssige primitivitet bag sig.

Charles Chaplin. Skuespilleren (th.) dannede i 1919 filmselskabet United Artists sammen med instruktøren D.W. Griffith, Douglas Fairbanks (tv.) og Mary Pickford. De fire store stjerner i stumfilmtidens Hollywood er her samlet i forbindelse med selskabets lancering; Griffith ses i midten i munter samtale med America's Sweetheart, Mary Pickford.

Hollywood i Californien, der fra omkring 1915 blev centrum for amerikansk filmproduktion, ekspanderede som filmisk kraftcenter med verdensdominans og tiltrak i 1920'erne mange filmkunstnere fra Europa.

Der blev skabt stort anlagte udstyrsfilm som Fred Niblos (1874-1948) Ben-Hur (1925) og Cecil B. DeMilles The Ten Commandments (1923, De ti Bud), komiske hovedværker som Charlie Chaplins The Gold Rush (1925, Guldfeber) og Buster Keatons The General (1926, Generalen), og stjerner som Douglas Fairbanks, Mary Pickford og Rudolph Valentino opnåede verdensberømmelse.

Blandt de kunstneriske højdepunkter var Erich von Stroheims grumt naturalistiske Greed (1924, Guld), F.W. Murnaus Sunrise (1927, Solopgang) og King Vidors socialt orienterede The Crowd (1928, En søn af Folket).

I Europa var 1920'erne en storhedstid for svensk film, hvor instruktørerne Victor Sjöström og Mauritz Stiller især udnyttede naturen som ramme om det menneskelige drama.

Ekspressionisme. I Robert Wienes film Dr. Caligaris (1920) mareridtsagtige, forvredne univers er persongrænserne usikre, og personerne fordobles. Titelpersonen optræder både som psykiater og markedsgøgler og sender hver nat sit medium, Cesare, ud for at øve mørkets gerninger. I gøglervogen finder politiet imidlertid blot en dukke.

Mauritz Stillers Gösta Berlings saga (1924) med Greta Garbo blev en international succes, og de tre svenskere fik alle en karriere i Hollywood. I perioden kom der tillige en række vigtige eksperimentelle udspil, der søgte alternativer til den mere konventionelle fortælleform.

I Tyskland således en række ekspressionistiske film med et psykologisk forvrænget virkelighedsbillede præget af stærk stilisering. Det var oftest fantasifulde horrorfilm som Robert Wienes berømte Das Cabinet des Dr. Caligari (1920, Dr. Caligari) og F.W. Murnaus Nosferatu — Eine Symphonie des Grauens (1922, Nosferatu), men også stort anlagte utopier som Fritz Langs Metropolis (1926). Tysk film fortsatte med stiliserede hverdagsdramaer, såkaldte Kammerspiel-film som F.W. Murnaus Der letzte Mann (1924, Hotel Atlantic) og den realistiske bølge Neue Sachlichkeit med G.W. Pabst som vigtigste instruktør.

At gøre spillefilmen til kunst var målet for de såkaldte impressionister i fransk film, med Abel Gances Napoléon (1927) som det mest imponerende resultat. Også den danske instruktør Carl Th. Dreyers La Passion de Jeanne d'Arc (1928, Jeanne d'Arcs Lidelse og Død) markerede et originalt forsøg på at realisere filmsprogets åndelige muligheder.

Sergej Mikhajlovitj Eisenstein, 1929.

Sergej Mikhajlovitj Eisenstein, 1929.

Uden for den kommercielle filmindustri opstod desuden en avantgardefilmbevægelse, der afprøvede filmmediet under indflydelse af dadaisme og surrealisme, som det fx ses i franskmanden René Clairs Entr'acte (1924) og spanieren Luis Buñuels Un Chien andalou (1928, Den andalusiske Hund).

Endelig søgte en gruppe unge instruktører i den ny Sovjetstat, bl.a. Sergej M. Eisenstein (med hovedværket Panserkrydseren Potjomkin, 1925), Vsevolod Pudovkin, Lev Kulesjov og Dziga Vertov, at revolutionere filmsproget via montagens muligheder.

Lydens gennembrud 1927-1931

Eksperimenter med lydfilm (også kaldet tonefilm) går tilbage til de tidligste film, men først i 1927 brød lydfilmen igennem i USA med premieren på selskabet Warner Brothers' melodrama The Jazz Singer (Jazzsangeren), instrueret af Alan Crosland (1894-1936) med Al Jolson i hovedrollen.

I Europa kom lydfilmens gennembrud omkring 1930 med værker som Alfred Hitchcocks Blackmail (1929, Pengeafpresning) i Storbritannien, Josef von Sternbergs Der blaue Engel (1930, Den Blå Engel) og Fritz Langs M (1931) i Tyskland og René Clairs Le Million (1931, Millionen) i Frankrig.

I Danmark havde ingeniørerne Axel Petersen og Arnold Poulsen allerede i 1923 præsenteret deres lydsystem, Petersen og Poulsens tonefilmsystem, men først i 1931 kom en spillefilm med dansk tale: George Schneevoigts Præsten i Vejlby, produceret af Nordisk Film.

Den klassiske lydfilm 1930-1960

Borte med blæsten. Vivien Leigh og Clark Gable i filmens to stjerneroller. Borte med blæsten blev en af Hollywoods største succeser nogensinde. Den nåede ikke til Danmark før 2. Verdenskrig, og da der var konflikt mellem de danske filmdistributører og de amerikanske filmselskaber efter krigen, måtte publikum drage til Sverige for at se filmen, der først fik dansk premiere i 1958.

Med 1930'erne begyndte Hollywoods storhedstid. Filmindustrien var effektivt organiseret og bygget op omkring et system af filmstudier og -stjerner, der skabte film inden for en række fastlagte genrer. Teknisk var perioden præget af et højt professionelt niveau, farvefilmen slog igennem med Technicolor-systemet (siden 1932-35), og den dramaturgiske og fortælletekniske teknik satte normen for den klassiske filmfortælling. Blandt de betydeligste instruktører i denne periode var John Ford, Frank Capra, Charlie Chaplin, Fritz Lang og Ernst Lubitsch. Tidens foretrukne genrer var musicals, bl.a. med Fred Astaire som stjerne, komedier som Howard Hawks' Bringing Up Baby (1938, Han, Hun og Leoparden) med Katharine Hepburn og Cary Grant, gangsterfilm som Hawks' Scarface (1932), melodramaer som periodens berømteste værk, Victor Flemings (1883-1949) overdådige Gone With the Wind (1939, Borte med Blæsten) med Vivien Leigh og Clark Gable, og farcer med fx Marx Brothers. I en genre for sig stod tegnefilmen, der fik sit afgørende gennembrud med Walt Disneys spillefilm Snow White and the Seven Dwarfs (1937, Snehvide og de syv Dværge).

I europæisk film prægedes 1930'erne af de politiske omvæltninger. I totalitære stater som det nazistiske Tyskland, det fascistiske Italien og det kommunistiske Sovjetunionen brugtes mediet i propagandaens tjeneste enten direkte eller i form af historiske allegorier. Mest kendte er tyskeren Leni Riefenstahls dokumentarfilm Triumph des Willens (1935), italieneren Carmine Gallones (1886-1973) Scipione l'Africano (1937, Scipio Africanus) og russerne Georgij (1899-1946) og Sergej Vasiljevs (1900-59) Tjapajev (1934) samt Sergej M. Eisensteins Aleksander Nevskij (1938). De kunstnerisk set mest betydelige blandt 1930'ernes europæiske film var de franske, præget af den såkaldte poetiske realisme, der i en bittersød atmosfære fokuserede på nederlagsstemning og det gamle samfundssystems undergang. Blandt hovedværkerne er Jean Vigos L'Atalante (1934), Jean Renoirs La grande illusion (1937, Den store Illusion) og La Règle du jeu (1939, Spillets Regler) og Marcel Carnés Quai des brumes (1938, Taagernes Kaj).

Casablanca. Plakat til filmen med Ingrid Bergman og Humphrey Bogart.

1940'erne var præget af 2. Verdenskrig med propagandafilm, beredskabsfilm og allegoriske værker; i USA kom bl.a. Frank Capras dokumentarserie Why We Fight (1942-45) og Michael Curtiz' melodrama Casablanca (1942), i Tyskland Veit Harlans antisemitiske Jud Süß (1940, Jøden Süss), i Storbritannien Laurence Oliviers nationalromantiske Henry V (1945, Henrik den Femte) og i Danmark Carl Th. Dreyers Vredens Dag (1943), hvis tema, hekseforfølgelse i 1600-t., kunne ses som en samtidskommentar.

I amerikansk film kom desuden John Fords socialt engagerede The Grapes of Wrath (1940, Vredens Druer), men især nye talenter som den unge Orson Welles med debutfilmen Citizen Kane (1941) anviste nye veje for filmens fortællemæssige muligheder. Desuden skabte John Huston med The Maltese Falcon (1941, Ridderfalken) et bidrag til den såkaldte film noir, Vincente Minnelli med musicalen Meet Me in St. Louis (1944) og Alfred Hitchcock med thrilleren Shadow of a Doubt (1943, I Tvivlens Skygge) væsentlige film under 2. Verdenskrig.

Alfred Hitchcock, gyserfilmens mester, står her selv med klaptræet.

Efter krigen begyndte filmindustriens vanskeligheder. En lovændring ulovliggjorde produktionsselskabernes ejerskab af biografer, og mccarthyismens kommunistjagt skabte uro i filmbyen. Mest ødelæggende for filmbranchen var imidlertid tv, der med gennembruddet i 1948 indledte sin succesrige fremmarch. Hollywood satsede i begyndelsen af 1950'erne på tekniske sensationer, bl.a. bredlærredformater som cinemascope og Cinerama og den tredimensionale (3-D) film, i et forsøg på at udkonkurrere fjernsynet. Blandt periodens hovedværker var Cecil B. DeMilles nye version af The Ten Commandments (1956, De ti bud), John Fords The Searchers (1956, Forfølgeren), Alfred Hitchcocks Vertigo (1958, En kvinde skygges), Billy Wilders Sunset Boulevard (1950), Fred Zinnemanns western High Noon (1952, Sheriffen) samt ungdomsfilm som Nicholas Rays Rebel Without a Cause (1955, Vildt blod).

Britisk film havde i 1940 mistet sin væsentligste instruktør, Alfred Hitchcock, som var rejst til Hollywood, men nyt talent kom til, som fx parret Michael Powell og Emeric Pressburger, David Lean, Carol Reed samt ikke mindst betydelige dokumentarister, der siden 1930'erne havde udviklet den moderne dokumentarfilm. Blandt de mest berømte er Basil Wright og Harry Watts' (1906-87) Night Mail (1935) og Humphrey Jennings' Listen to Britain (1942). Desuden florerede især komedien i britisk film med bl.a. Robert Hamers (1911-63) Kind Hearts and Coronets (1949, Syv små Synder) og Alexander Mackendricks The Ladykillers (1955, Plyds og papegøjer).

Jean Cocteau var en Aladdinfigur i 1900-t.s franske kunstliv. Billedkunst, ballet, film, digtning, teater, alt tiltrak denne musernes yndling, hvis sans for selviscenesættelse var på niveau med hans mangfoldige talent.

Fransk film fik et hovedværk med Marcel Carnés Les Enfants du Paradis (1945, Paradisets Børn), en dybsindig allegori med udgangspunkt i 1800-t.s franske teater. Blandt de betydeligste instruktører var forfatteren Jean Cocteau med eventyrfilmen La belle et la bête (1946, Skønheden og Udyret) og den moderne Orfeus-myte Orphée (1950, Kærlighedens mysterium), komikeren Jacques Tati med modernitetssatiren Mon Oncle (1957, Min onkel) og Robert Bresson med den asketiske Journal d'un curé de campagne (1951, En landsbypræsts dagbog). Den franske kvalitetstradition — med film som Claude Autant-Laras Le Diable au corps (1947, Djævelen i Kroppen) og René Cléments Jeux interdits (1952, Forbudte lege) — blev siden kritiseret for sin konventionelle stil af den unge generation, den såkaldte ny bølge, der brød igennem i slutningen af 1950'erne.

Efterkrigstidens vigtigste strømning var den italienske neorealisme, der markerede sig ved krigens afslutning. Hovedværker som Roberto Rossellinis Roma, città aperta (1945, Rom, aaben By) og Vittorio de Sicas Ladri di biciclette (1948, Cykeltyven) benyttede fortrinsvis amatører og autentiske locations og viste det almindelige menneskes problemfyldte hverdag i krigen og efterkrigstiden med betoning af et humanistisk livssyn som den eneste udvej. Retningen ebbede ud i 1950'erne, men havde varig betydning; især var den udgangspunkt for de nye instruktører i italiensk film, Federico Fellini, Michelangelo Antonioni samt Pier Paolo Pasolini, der blev de centrale skikkelser i 1960'ernes filmkunstneriske nybrud.

Fra Østeuropa kom nye impulser: Østtysk filmproduktion begyndte med Wolfgang Staudtes Die Mörder sind unter uns (1945, Morderne er iblandt os), men fik først større betydning i 1960'erne med Konrad Wolf som den betydeligste kunstner. International opmærksomhed fik russisk film med Mikhail Kalatozovs følelsesfulde krigstidsmelodrama Tranerne flyver forbi (1957), som er et hovedværk i Khrusjtjov-perioden; polsk film markerede sig med Andrzej Wajdas kritiske tilbageblik på krigens sidste dage, Aske og diamanter (1958).

Det syvende segl er et hovedværk i Ingmar Bergmans produktion. Filmen foregår i middelalderen under den sorte død, men tegner også et billede af 1950'ernes frygt for atomkrig og verdens undergang. Døden (Bengt Ekeroth) er kommet for at hente korsridderen (Max von Sydow), men ridderen udfordrer Døden til et spil skak for på den måde at udsætte det uundgåelige.

Skandinavisk film gjorde sig bemærket med Bjarne Henning-Jensens humanistiske Ditte Menneskebarn (1946) og Carl Th. Dreyers Ordet (1955), men især den svenske instruktør Ingmar Bergman opnåede stor opmærksomhed. Efter en række intense værker siden midten af 1940'erne brød han igennem på verdensplan med Det sjunde inseglet (1957, Det syvende segl) og Smultronstället (1957, Ved vejs ende), der placerede ham blandt filmens største kunstnere.

I 1950'erne blev også japansk film kendt i Vesten, først med Akira Kurosawas subtilt fortalte Rashomon (1950, Dæmonernes port) fulgt af mesterværker som Ikiru (1952, At leve) og Shichinen no samurai (1954, De syv samuraier). Akira Kurosawas succes skabte også opmærksomhed om andre betydelige japanske instruktører som Ozu Yasujiro, Mizoguchi Kenji og siden Ichikawa Kon.

Indien, der er blandt verdens mest produktive filmnationer, markerede sig internationalt med Satyajit Rays berømmede trilogi om drengen Apu begyndende med Pather Panchali (1956, Sangen om vejen).

Den moderne film 1960-2010

Federico Fellini. Udateret foto.

Federico Fellini. Udateret foto.

Med 1960'erne nåede filmen frem til en mere jævnbyrdig status blandt kunstarterne og medierne. Den afgørende impuls var den franske ny bølge, der brød frem med frisk eksperimenterende, kontroversielle værker af Claude Chabrol (Les Cousins, 1959, Fætrene), François Truffaut (Les 400 coups, 1959, Ung flugt) og især Jean-Luc Godard (À Bout de souffle, 1960, Åndeløs). Samtidig markerede modernismen sig i værker med eksperimentel bevidsthed og ironisk komposition, der brød med den klassiske fortællings konventioner og i stedet fortalte med brug af flere planer, fragmentering og ukronologi; vigtigst var Antonionis L'avventura (1959, De elskendes eventyr), Alain Resnais' L'Année dernière à Marienbad (1961, Ifjor i Marienbad), Federico Fellinis Otto e mezzo (1963, 8 12), Pier Paolo Pasolinis Il vangelo secondo Matteo (1964, Matthæusevangeliet), Ingmar Bergmans Persona (1966) og Luis Buñuels Belle de Jour (1967, Dagens skønhed).

Nybølgen modsvaredes af lignende initiativer rundt om i verden. I Brasilien opstod den politisk bevidste cinema novo-bevægelse med Glauber Rocha som hovedskikkelse, og i Japan skabte Oshima Nagisa en række kontroversielle film. I Storbritannien kom Lindsay Anderson og Tony Richardson med en ny dokumentarisk præget realisme, og i Tjekkoslovakiet brillerede Miloš Forman og Jiří Menzel med deres skarpt tegnede hverdagshistorier. I Skandinavien skabte Henning Carlsen, Palle Kjærulff-Schmidt, Bo Widerberg og Jan Troell et nybrud.

Stanley Kubrick.

Stanley Kubrick.

Amerikansk film oplevede i 1960'erne kun tilløb til fornyelse med John Cassavetes' uafhængigt producerede Shadows (1960, Skygger) og popkunstneren Andy Warhols udfordrende avantgardefilm. I Hollywood var den klassiske struktur ved at opløses; studiernes og stjernernes storhedstid var omme, og filmen og dramaturgien fik et mere søgende præg med roadmovies som Dennis Hoppers (f. 1936) Easy Rider (1969) og Bob Rafelsons Five Easy Pieces (1970). Blandt de konventionelle succeser var Robert Wises (f. 1914) The Sound of Music (1965), mens de vigtigste kunstneriske præstationer var Stanley Kubricks science fiction-film 2001 — A Space Odyssey (1968, Rumrejsen år 2001) samt Arthur Penns Bonnie and Clyde (1968) og Mike Nichols' The Graduate (1967, Fagre voksne verden) om ungdom i vildrede.

George Lucas (tv.), Harrison Ford og Steven Spielberg, 2008.

George Lucas (tv.), Harrison Ford og Steven Spielberg, 2008.

Med 1970'erne nåede modernismen også amerikansk film med unge instruktører, der formåede at forny genrer og fortællesprog uden at tabe det store publikum; Det gjaldt instruktører som Robert Altman med MASH (1970), Francis Ford Coppola med The Godfather (1972, fortsættelser 1974 og 1990), Martin Scorsese med Taxi Driver (1976), Woody Allen med Annie Hall (1977, Mig og Annie), George Lucas med Star Wars (1977, Stjernekrigen) og Steven Spielberg med Jaws (1975, Dødens gab). De to sidstnævnte film sprængte alle tidligere rammer for økonomisk succes, og udstak en ny formel for succesrige Hollywoodfilm: Store effektrige produktioner, ofte med udgangspunkt i tidligere ”b”-genrer som science fiction- og gyserfilm, primært henvendt til et ungt publikum og med satsning på merchandising som en vigtig bi-indtægtskilde.

Fra 1970’ernes europæiske film var det slut med de samlende kunstneriske bølger og retninger og filmkunsten præges i stedet af markante enere fra forskellige lande. Dog er det i årtiet især tysk film, der hævdede sig med stortalentet Rainer Werner Fassbinder med hovedværker som Angst essen Seele auf (1974, Angst æder sjæle op) og Fontane Effi Briest (1974, Effi Briest) samt Werner Herzog, Wim Wenders, Volker Schlöndorff og Margarethe von Trotta. Ellers var det blandt andet italienerne Bernardo Bertolucci med Il conformista (1970, Medløberen) og veteranen Luchino Visconti med Morte a Venezia (1971, Døden i Venedig), russeren Andrej Tarkovskij med Zerkalo (1974, Spejlet) samt grækeren Theo Angelopoulos med O Thiassos (1975, Skuespillernes rejse), der skabte skelsættende filmkunst.

Pedro Almodóvar. Foto fra 2004.

Pedro Almodóvar. Foto fra 2004.

I 1980’erne blev videomediet (vhs-båndet, afløst omkring 2000 af dvd-disken) et nyt lukrativt marked for filmindustrien og har medvirket til at skabe et stadig mere sammensat mediebillede, hvor skillelinjerne mellem film, tv og video/dvd udviskes. Amerikansk film var præget af store succeser især med science fiction som Steven Spielbergs E.T. (1982) og fortsættelserne i George Lucas’ Star Wars-saga; samtidig markerede den eksperimentelle amerikanske film sig med hovedskikkelser som Jim Jarmusch med Down by Law (1986) og David Lynch med Blue Velvet (1986). Europæisk film var præget af en postmoderne stil, ironisk leg med mediets konventioner, især i Frankrig med Jean-Jacques BeineixDiva (1980) og Luc Bessons Subway (1985), der er eksempler på den såkaldte cinéma du look, i Tyskland Wim Wenders’ poetisk visionære Der Himmel über Berlin (1987, Himlen over Berlin), i England Peter Greenaways labyrintiske The Draughtsman’s Contract (1982, Tegnerens kontrakt), i Spanien Pedro Almodóvars satiriske melodrama Mujeres al borde de un ataque de nervios (1988, Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud), i Polen Krzysztof Kieslowskis filosofiske tv-serie Dekalog (1988).

Samtidig fik en række andre filmnationer ny opmærksomhed, bl.a. Tyrkiet med Yilmaz Güneys forbudte Yol (1982, Vejen); Mali med Souleymane Cissés Yeelen (1987, Lyset), et hovedværk i afrikansk film; New Zealand med Jane Campions The Piano (1993); Finland med Aki Kaurismäkis Ariel (1988); og Kina med den såkaldte "femte generation" med Chen Kaige og Zhang Yimou, der både markerer tradition og fornyelse.

Quentin Tarantino. Foto fra 2007.

Quentin Tarantino. Foto fra 2007.

Hollywoods satsning på store effektfilm har siden begyndelsen af 1990’erne ført til udviklingen af computerskabte effekter, som har spillet en stadig større rolle, først og fremmest i action- og science fiction-film som James Camerons Terminator 2: Judgment Day (1991) og Steven Spielbergs Jurassic Park (1993); fornyelsen af b-genrer er fortsat med bl.a. tegneseriefilm som Spider-Man (2002, fortsat 2004 og 2007) og sværd-og-sandal-film som Gladiator (2000) og 300 (2006). I James Camerons gigantsucces Titanic (1998) forbindes katastrofefilmen med klassisk melodrama. Computereffekter er tillige stærkt dominerende i Peter Jacksons The Lord of the Rings (2001-03, Ringenes Herre), en fantasytrilogi baseret på J.R.R. Tolkiens romanværk; den computerbaserede 3D-animation brød igennem med John Lasseters Toy Story (1995) og er ved at fortrænge den traditionelle tegnefilm. Amerikansk film har også budt på prægnant, nybrydende filmkunst. Altmans Short Cuts (1993) og Quentin Tarantinos Pulp Fiction (1994) har haft stor indflydelse med deres raffinerede fortællekomposition, som også præger Joel Coens Fargo (1996) og Larry & Andy Wachowskis science fiction-trilogi om The Matrix (1999, 2003). I dokumentargenren har Michael Moore vakt opsigt med den politisk kontroversielle Fahrenheit 9/11 (2004).

"Mit navn er Lars von Trier. Jeg ønsker Dem alle en rigtig god aften, og forresten, skulle De drages af Riget igen og ønske på ny at bruge lidt tid sammen med os, så vær vel beredt på at tage det gode med det onde." I Alfred Hitchcocks og Orson Welles' ånd optrådte Lars von Trier selv til slut i hver episode af tv-serien Riget (1994 og 1997) og lod såvel korsets tegn som horntegnet ledsage sine ord.

I europæisk film leges med subtile fortællemønstre hos tyskeren Tom Tykwer med Lola rennt (1998, Lola), franskmanden Jean-Pierre Jeunet med Le fabuleux destin d’Amélie Poulain (2001, Amelie fra Montmartre), den bosniske Emir Kusturicas Underground (1995) samt den russiske Aleksandr Sokurov med Russian Ark (2002). En personlig realisme præger den engelske Mike Leigh med Secrets and Lies (1996, Hemmeligheder og løgne), den svenske Lukas Moodysson med Fucking Åmål (1998) og den danske Lars von Trier med Breaking the Waves (1996). Lars von Trier var hovedkraft bag Dogme 95, en alternativ filmbevægelse, der søger sandheden i det simple udtryk; den vakte international opsigt med Thomas Vinterbergs Festen og Lars von Triers Idioterne (begge 1998).

Asiatisk film oplever en blomstring – det gælder især Kina, Iran, Japan og Sydkorea. Vigtige nye instruktører er Hongkong-kineseren Wong Kar-wai med In the Mood for Love (2000) og Taiwan-kineseren Hou Hsiao-hsien med Flowers of Shanghai (1998); fra Iran Abbas Kiarostami med Smagen af kirsebær (1997); fra Japan Kitano Takeshi med Hana-bi (1997) og Kore-eda Hirokazu med Mellem liv og død (1998); fra Sydkorea Kim Ki-duk med Forår, sommer, efterår, vinter ... og forår (2003).

Siden årtusindskiftet er digitalisering på vej ind både i filmproduktion og filmdistribution, hvilket inden for den nærmeste fremtid kan betyde, at celluloidstrimlen helt forsvinder.

 

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

  • Der er endnu ingen tags til denne artikel
Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Film. Akira Kurosawas De syv samuraier fra 1954 blev takket være sine medrivende billeder og sin spændende historie snart anerkendt som et af filmhistoriens mesterværker. Her ses Takashi Shimura i rollen som den vise leder af samuraierne, der kommer en fattig landsby til undsætning.

© Dette billede må du ...

Brødrene Lumières Arbejderne forlader Fabrikken (1895) var blandt de film, der blev vist i Grand Café i Paris 28.12.1895. Filmen varer et minut og er optaget med skjult kamera ved Lumière-fabrikken i Lyon, sandsynligvis i sensommeren 1894.

Viser 2 af 2 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
07/01/2014
Marie-Louise Hammer
06/01/2014
Redaktionen
06/01/2014
Oprindelig forfatter
PSch
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki