Efter Jonathan Demmes The Silence of the Lambs, (1991, Ondskabens øjne) skete der to ting med gyserfilmen.
For det første, fordi The Silence of the Lambs vandt intet mindre en fem Oscars, blev gysergenren ekstremt synlig i Hollywood, og der fulgte en række dyrt producerede horrorfilm som fx Francis Ford Coppolas Bram Stoker's Dracula (1993).
For det andet begyndte en kulturel besættelse og fascination af seriemordere. I 1990’erne kom blandt andet Copycat (Jon Amiel, 1995) og Se7en (David Fincher, 1995), hvorefter tendensen blot er blevet stærkere og ligeledes har fostret den nyere fascination af true crime, hvad enten der er tale om dokumentarfilm eller fiktionaliseringer.
I slut-1990’erne og start-2000’erne genopstod slasherfilmen i parodisk form, anført af Wes Cravens Scream (1996). Denne bølge cementerede slasherfilmen som en af de vigtigste gyserfilm, og siden har der været en konstant produktion af slasherfilm, både seriøse (Slasher, 2016-2023), useriøse (Scream Queens, 2015) og nye versioner (It Follows, 2014).
Blandt danske horrorfilm kan nævnes Ole Bornedals Nattevagten og Lars von Triers Riget (begge 1994).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.