Kung-fu-film. Bruce Lee i en scene fra filmen Enter the dragon fra 1973.

.

Kung-fu-film er film med fokus på kinesiske kampteknikker. Kung-fu blev populariseret i Vesten via tv-serien Kung Fu (1972-1975) med David Carradine (1936-2009). Genren opstod dog allerede sidst i 1940'erne i Hongkong med kung-fu som en integreret del af handlingen i en filmserie, som med 99 film i perioden 1949-1970 er verdens længste.

Genren fik et comeback i 1970'erne med en række karismatiske stjerner, først og fremmest Bruce Lee, og instruktører, der rendyrkede de kampkoreografiske aspekter i film som The Chinese Boxer (1969), Vengeance (1970), One Armed Boxer (1972) og The Big Boss (1971). Sidst i 1970'erne opstod kung-fu-komedien personificeret i den klovnede Jackie Chan (f. 1954), som førte genren fra dens traditionelle historiske rødder mod en mere tidssvarende ramme, fx i Police Story (1985). Siden har genren været delt i moderne og traditionelle kung-fu-film. Vigtige nutidige instruktører er Sammo Hung (f. 1952) og Tsui Hark (f. 1950). Sidstnævnte pustede nyt liv i genren med serien Once Upon A Time In China (1991-1997).

Betegnelsen kung-fu-film er analog til karatefilm, der dog omhandler de japanske kampteknikker. Karatefilmen blev populariseret gennem flere film af Sonny Chiba (1939-2021) under samlebetegnelsen Street Fighter (1974).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig