Neorealisme betegner en kulturel strømning, der voksede frem i Italien fra omkring 1942, da Benito Mussolinis magt var aftagende. I litteratur og film blev hverdagens italienere sat i centrum, og den fascistiske enhedskultur blev afløst af et mylder af regionale virkeligheder, hvori bl.a. arbejdere og bønder fik lov til at tale deres egne dialekter. Pga. filmmediets virkelighedsbinding kom neorealismen især til udtryk på film, ofte med amatører på rollelisten.

Foregrebet af bl.a. Luchino Viscontis Ossessione (1942, Besættelse) brød den neorealistiske film for alvor igennem umiddelbart efter 2. Verdenskrig med Roberto Rossellinis Roma, città aperta (1945, Rom, aaben By) om modstandskampen og krigens hverdag. Viscontis La terra trema (1948, Jorden skælver), optaget blandt sicilianske fiskere, der talte en vanskelig tilgængelig dialekt, var nok retningens mest kompromisløse film.

Med manuskript af Cesare Zavattini, der var neorealismens teoretiker, skildrede Vittorio de Sica i Ladri di biciclette (1948, Cykeltyven) og Umberto D. (1952) med humanistisk indlevelse hverdagen for hhv. en arbejdsløs familiefar og en ensom pensionist.

Neorealismen ebbede ud i begyndelsen af 1950'erne, men som det første koncentrerede bud på en virkelighedsnær og engageret europæisk filmkunst fik den uvurderlig betydning for bl.a. 1960'ernes ny bølge i Frankrig.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig