western - genrens udvikling

Den klassiske western udgøres af de tidlige western. Den første western var Edwin S. Porters The Great Train Robbery (1903, Det Store Togrøveri) og senere John Fords produktioner med John Wayne i hovedrollen. De fremviser hverken meget spænding eller action, men en god portion moraliseren.

Flere film er bygget op over vigtige historiske begivenheder. Den klassiske western har fået megen kritik i nyere tid. Således skriver filmhistorikeren J.E. Smyth (2005) at genren, "byggede på et sejlivet og selv-gratulerende historiesyn om den fremrykkende civilisation i Amerika.

Fortælleformen er en triumferende understøttelse i billedlig dramatisk form af faghistorikerens og den dominerende kulturelle ideologi. Som for alle myter har disse western manglet det selvrefleksive forhold til sit emnegrundlag ved passivt at afspejle den nationale myte i stedet for en frigørende konfrontation og udfordring af denne".¹

Joseph R. McCarthy blev i 1947 valgt til senatet for Det Republikanske Parti og førte i begyndelsen af 1950'erne en kampagne mod kommunistisk infiltration i administrationen og i det amerikanske samfund. Det skabte en paranoid tilstand, hvor folk blev bange for at sige deres mening.

Som en kritik af denne samfundstilstand skabtes i 1952 en af de største western High Noon (Sheriffen), instrueret af Fred Zinnemann. Den blev afsættet til en række western, som overfladisk set har en simpel handling omkring bekæmpelse af banditterne, men som i høj grad var en aktuel kommentar til den amerikanske politiske virkelighed.

Dette blev indledningen til en række western, man har kaldt High Noon-kloner, bl.a. Rio Bravo (1959) af Howard Hawks. Her er temaet, at det kun er professionelle lovhåndhævere, som skal tage sig af bekæmpelse af banditterne, mens befolkningen skal passe deres private sysler for ikke at udsætte sig for risiko.

Nogle filmforfattere frygtede, at det gav frit spil for tendenser, som ville indføre diktaturet (med tankekontrol m.v.). Det var præmissen for High Noon, men for Rio Bravo var det nærmere mccarthyismen, der forhindrede kommunistiske tanker i at brede sig. Det var således Rio Bravos budskab, at man skal sætte sin lid til myndighederne.

Få år efter High Noon, i 1957, lanceredes The Tin Star, der umiddelbart ligner en High Noon-klon. Filmen kredser om temaet omkring en sherif, der alene må nedkæmpe en bande lovløse. Men The Tin Star vender High Noon-temaet på hovedet, således at samfundet ikke kritiseres for at udvise passivitet. Dette betyder ikke, at filmen støtter samfundets passivitet, men nærmere, at privat bitterhed kan underminere enigheden om passivitet og få den ædle person til at bryde ud og optage kampen.

Det giver god mening, at fortolke disse film i relation til den amerikanske samfundsudvikling. Men man kan også prøve at træde et skridt tilbage for at se dem i en mere generel filosofisk sammenhæng. Den politiske filosofi bevæger sig i krydsfeltet mellem spørgsmålet om, hvad samfundet kan gøre for individet og hvad individet kan gøre for samfundet.

Man opstiller normalt tre politiske systemer. Konservatismen holder på, at samfundet skal beskytte individet. Liberalismen mener, at samfundet skal bygges på individer, der skal klare sig selv. Socialismen mener ligesom konservatismen, at samfundet skal støtte individet. Det der adskiller socialismen og konservatismen er, at socialismen agerer politisk i forhold til nogle ideale forestillinger om, hvordan et fremtidigt samfund burde være (’det klasseløse samfund’), og det kan kun gå langsomt at nå det, mens konservatismen skuer tilbage og prøver at fastholde fortidens traditioner og orden, og således laver mere pragmatiske ændringer af samfundet.

Det er i denne sammenhæng, at High Noon kan betragtes som en konservativ kritik af samfundet, repræsenteret ved en by i det vilde vesten, idet byen ikke bakker op om det individ, som uforskyldt er kommet i knibe. For The Tin Star er der tale om et liberalistisk synspunkt, idet samfundet ikke skylder individet noget. Der satses her på, at den enkelte selv rager kastanjerne ud af ilden. Så det, der umiddelbart er en godt spillet spændingsfilm, bliver til en kritik af mccarthyismens spændetrøje baseret på konservatismens ideologi.

Genren spaghettiwestern lanceredes i 1964 af Sergio Leone. Sammenligner man de klassiske western med actionfilm, kan spaghettiwestern sammenlignes med thrillers. Med spaghettiwestern blev der pustet nyt liv i westerngenren.

Den internationale publikumssucces Per un pugno di dollari (1964, En nævefuld dollars) gav startskuddet til en bølge af efterligninger, og Leone fortsatte selv sin "dollartrilogi" med Per qualche dollaro in più (1965, Hævn for dollars) og Il buono, il brutto, il cattivo (1966, Den gode, den onde og den grusomme). De nye film fik et stort publikum på grund af høj kvalitet på lyd- og billedsiden, samt spændings- og actionniveauet. Selve skuespillerpræstationen blev væsentlig forbedret.

Der forekom ikke de samme æresholdninger, som lå latent i de klassiske film. Helten havde ikke altid rent mel i posen, hvilket gjorde ham mere menneskelig og mindre forudsigelig. Det filmiske niveau steg mærkbart, selv om disse western blev produceret for lavere budget.

Til gengæld foregår de i et historisk tomrum, hvor de ikke er knyttet til en bestemt begivenhed. Man kan godt sammenligne fænomenet med det stilskifte, dansk film foretog ved fremkomsten af de såkaldte dogmefilm. Her fik man ligeledes produceret film af høj kvalitet for lave budgetter.

Moderne western er i modsætning til de klassiske ofte af høj kvalitet. Man prøver i højere grad at finde ind til en dybere forståelse af indianernes livsform i forhold til nybyggernes, og der kommer fokus på aktuelle problemer med overraskende og samfundskritiske pointer.

En af disse er Clint Eastwoods Unforgiven (1992, De nådesløse). En af de store western med hele spektret: intens stemning, psykologisk drama, moralsk dilemma og højt spændingsniveau. Filmen tager mange nutidige problemstillinger op, såsom syndige pigers rettigheder, politiets magtarrogance, forladte børns ensomhed og mytedannelser om såkaldte helte.

En anden stor moderne western er Kevin Costners Dances With Wolves (1990, Danser med ulve). Temaet er her de hvides rovdrift på naturens ressourcer i modsætning til indianernes livsform, som var i balance med naturen. En aktuel og tankevækkende film.